Big Dogs Don’t Bark

www.creativeboysclub.com

Sommeren er snart forbi. Eller rettere, sommerferien er. Det føltes som om, at alle de oplevelser jeg sukkede efter tilbage i foråret er spurtet forbi mig, og jeg nåede på ingen måde at suge alt det ud af øjeblikkene, som jeg havde ønsket. Ikke et ord blev skrevet i mit anmelderhæfte i løbet af roskilde. Ikke ét. Tilgengæld blev den mudrede oplevelse der noget så usympatisk spurtede forbi mig i noget der føltes som små sekunder, lagret i én stor masse af øjebliksbilleder i form af stemninger, uslippelige musikoplevelser i følge af lugten af øl og cigaretter. Hold kæft hvor var det godt. Sådan helt ind i benet godt.

Kl 02.00 spillede The XX på orange. Halvvejs inde i sættet begyndte det at støvregne. Lysshowet fik de små perler oppefra til at skinne som sølvglimmer. Da de første toner fra Jamie XX’s hitnummer Loud Places skyllede ind over publikum, opstod den der berygtede orange symbiose et sted inde bag brystbenet hos de fleste, vil jeg påstå. For fanden hvor skulle jeg have skrevet den anmeldelse.

Jeg har lyttet til tonsvis af musik og kloge ord, og i den grad brugt timer på at fordybe mig, men uden lysten til at videregive noget de seneste måneder. Jeg tror på, at den tavse fordybelse i et emne inden man begynder at bjæffe, er langt vigtigere end den egentlige videregiven efterfølgende. Når jeg anmelder et album eller hører en koncert, som jeg lytter til med henblik på at videregive og bedømme oplevelsen, mister jeg også lidt af fordybelsen. Nu har jeg taget revance på det udsagn.

FEM gange har jeg sat mig ned og startet på min liste, 10 greatest albums of all time. Fem forskellige dokumenter. Papirspild, havde jeg nær skrevet. Tak til word og onenote, for god sake. Ellers havde jeg vel nok været en værre træfælder med alle mine virtuelt sammenkrøllede notater. Tilbage til listen; Et projekt jeg ville have færdig inden skolestart. En pæn, gennemtænkt liste over de albums, jeg selv betegner som de 10 bedste, nogensinde. Med fortællinger om mit tilhørsforhold til musikken og selvfølgelig en masse stjerner, toppet med guldglimmer og røde hjerter i velour. Ej okay.

Jeg kunne slet ikke. Kan slet ikke. Hver gang jeg sætter mig ved tasterne, så stopper jeg efter et par minutter i frygt for forøget hjertebanken, fordi min uduelige og fuldkommen latterlige præstationsangst tager over. Hvornår må man sætte sig ned og lave en liste over de 10 bedste albums. Kan jeg overhovedet tillade mig at vurdere enorme værker og endda stable dem over og under hinanden. Musik, som gennem årtier har været vendt og drejet og vejet og vurderet hos de absolut klogeste hoveder. Men selvfølgelig må jeg det. Det føltes bare så skide beskidt, af en eller anden grund. Men kun fordi, at jeg deler det offentligt og fordi jeg ved, at der kommer til at sidde nogle hoveder derude, som ved langt mere end mig, som slet ikke er enige. Det får mit hjerte til at slå lidt hurtigere end hvad sundt er, og så kommer jeg til at bide mine negle alt for langt ned og bruge kaffebrygning som en overspringshandling lidt oftere, end jeg burde.

Når det ikke længere føltes så beskidt, så skriver jeg den altså. For når jeg så mange gange har været nødsaget til at smide mine virtuelle notater i min virtuelle skraldespand, så begynder selvtilliden altså at krakelere lidt. En revne hist og her, som langsomt sniger sig ind på mig. Det føltes som en neglerod der gør så ondt, at mine sætninger bliver tågede og ufokuserede. Jeg har ligesom indset, at jeg er gået ind i en vaske ægte skriveblokade. Ja, nok ikke udelukkende på grund af den skide liste, men den har nu nok en finger med i spillet.

Nåh ja, det føltes nu alligevel meget rart ikke at præstere, med at lade andre om arbejdet og dykke ned i arkiver, som jeg aldrig har opdaget før, fordi min egen præstation skyggede for den del i min hjerne som er fornuftig nok til at sige mig, at det nok er lidt vigtigere at suge til sig, end det er at slynge det ene efter det andet ud i verden, hvis ikke det har noget på sig.

Min far fortalte mig på et tidspunkt om et citat, der lyder sig; “Big dogs don’t bark”. Det har jeg lært noget af, denne sommer. Ikke fordi jeg er nogen big dog, for jeg bjæffer nok mere end hvad godt er, men når alt kommer til alt, vil jeg da hellere – rent metaforisk set – være en st. bernard end en chihuahua.

Det var det. Og klap på skulderen til dig, som læste helt her til. Jeg ved ikke hvad det var, men et eller andet skulle der altså stå, havde jeg besluttet.

Rejs med AFS

12747557_2125765300895770_108385527_n

Ovenover min seng, har jeg min lilla graduation cap hængende, hvorpå der med hvidt står skrevet; ”At vove er at miste fodfæste for en stund, ikke at vove, er at miste livet”. Som min gamle folkeskolelærer engang i 8. klasse citerede Kirkegaard, da jeg skulle tage valget mellem efterskole og et år på udveksling.

I 2015 drog jeg afsted til USA, hvor jeg levede i 11 måneder hos en værtsfamilie i Kansas, Medicine Lodge. Jeg rejste væk fra den lille, trygge hule i Danmark, og fik indblik i nye måder at leve på og andre værdier, som på mange måder har rusket op i mit dengang 16 år gamle verdensbillede. Og – måske lige så vigtigt, – fik mine ord og handlinger også vendt op og ned på andre menneskers forståelse for vores Danmark.

Hvis du, ligesom jeg, vil ud møde nye kulturer, prøve grænser af og sætte verden i perspektiv, har du mulighed for at gøre det igennem AFS interkultur. Jeg rejste selv med AFS i de 11 måneder jeg var afsted, lige efter at have afsluttet folkeskolen, som alternativ til et år på efterskole eller 10’ende klasse.

AFS har et stort udbud af værtslande. Udover USA, så kan du også vælge Chile, Italien, Indien, Peru, Finland, Japan, Argentina, Canada .. Listen er lang!

AFS organisationen er international, og er bygget op på frivillighed, hvor det primært er lokalforeningerne i Danmark og alle de andre værtslande, der får organisationen til at køre rundt. Det er også frivillige AFS’ere, der arrangere camp, både før, efter og under udvekslings opholdet. På før-orienterings camp bliver man forberedt og klædt på til at tage af sted af unge danske tidligere udvekslingsstuderende, og under udlandsopholdet har man hele tiden mulighed for at få støtte fra AFS til at takle nogle af de udfordringer, der måtte opstå. Derudover møder man en række unge mennesker, der er på udveksling med AFS fra hele verden, på lige fod med en selv.

Udover et år som udvekslingsstudent efter 9’ende klasse, tilbyder AFS også rejser for unge over 18. Hvis du brænder for frivilligt arbejde, udbyder AFS programmer, hvor du har mulighed for at være en del af spændende projekter, der gør en forskel for menneske rundt omkring i verden. Projekter, hvor du hjælper udsatte børn i Nepal, underviser børn og unge i Bangkok,  eller arbejde med dyr i en zoologisk have i Pretoria, Sydafrika, og mange, mange flere spændene projekter der gavner vores klode.

Du kan følge AFS Interkulturs sociale medier herunder:

Instagram

Facebook

afs_logo-denmark

Indlægget er sponsoreret

 

Hvordan forskellighed bliver verdens styrke

10655020_942990355808861_1148906433_n

DONALD TRUMP blev valgt til præsident d.1 november, og overalt i verden skabte valget af Trump, som amerikanerne på næsten demokratisk vis stemte om, debat og frustration. Eksemplet med Trump er blot en lille brik i det store billede, – et eksempel ud af mange, hvor mennesker på hver sin side af kloden ikke forstår hinanden. Det sker hver eneste dag, på kryds og tværs af kultur, sprog, hudfarve, højde og musiksmag. Jeg tror på, at forskellighed, misforståelser og problemer gavner vores lille klode. Problemer er ligesom spændingskurven i berettermodellen. Konflikten opstår og når til et punkt, hvor der skal findes en løsning. Når så problemet er løst, står vi ikke bare tilbage med en forløsning der bar frugt, men også med hænderne fulde af indsigt og forståelse for hinanden. Men det forudsætter, at vi som mennesker tør tage fat om diversiteten og tør at møde verdens forskelligheder med et åbent sind, med et ønske om dialog og har modet til at lade vores egen forståelse af verden blive udfordret.

Jeg drog i midten af august 2015 til USA, Kansas, hvor jeg boede i 11 måneder i en lille, meget religiøs og konservativ by. Jeg rejste væk fra den lille, trygge hule i Danmark, og fik indblik i nye måder at leve på og andre værdier, som på mange måder har rusket op i mit 16 år gamle verdensbillede. Og – måske lige så vigtigt, – fik mine ord og handlinger også vendt op og ned på andre menneskers forståelse for vores Danmark.

Før jeg tog afsted, var min holdning til religiøsitet og stærkt troende, at troen var en overspringshandling, for at undgå at stå på egne ben, en undskyldning for egen usikkerhed. Jeg blev klogere, og lærte at forstå og endda misunde andre menneskers tro på det gode i verden, på kærlighed, fred og forståelse gennem Gud. Jeg har også forståelse for de amerikanere der bor på landet, uden arbejde, som valgte at stemme på Donald Trump. I virkeligheden var det nok slet ikke ham de stemte på, men et udtryk for en økonomisk nødvendighed, for at kunne give deres børn en uddannelse.

Jeg husker en eftermiddag hjemme, hvor jeg og min host-mom var alene i huset. Vi snakkede i køkkenet, mens hun lavede mad. Hun havde set et opslag på Facebook, der var gået viralt. Det var et indlæg om den danske børnebog fra 70’erne ”Sådan får man et barn”. Hun var chokeret over, at vi i Danmark viser vores børn den slags. Jeg fortalte hende om vores syn på seksualitet, og om hvordan vi ikke gemmer virkeligheden for børn på samme måde, som de gør i USA. Jeg satte hende ind i vores måde at gøre tingene på, og hvorfor vi gør, som vi gør. Selvom en børnebog om sex, er meget langt fra hendes virkelighed, endte hun med at komplimentere og forstå den frisindethed, der er en del af de danske værdier.

Det er blot to eksempler på, hvor let og ukompliceret det kan være, at nedbryde fordomme om fremmed kultur, hvis vi tør tage dialogen og møde det fremmede med en nysgerrighed og en lyst at få udfordret vores fordomme. Fordomme der ellers fører til problemer, og problemer der skaber splid og had til noget, vi i bund og grund ikke kender.

Mit ophold som udvekslingsstuderende med AFS var 11 måneder af mit liv, hvor jeg ikke bare har fået nedbrudt tabuer og fordomme om USA, men også gennem AFS organisationen, fået skabt relationer på kryds og tværs af hele verden. Jeg har knyttet venskaber til andre unge lige fra Chile, Brasilien, Thailand og Tyskland, til Norge og Lolland. Ligegyldigt hvilket kontinent jeg vil besøge, har jeg i princippet en ven jeg kan besøge og en seng, jeg kan sove i. Jeg tog væk og lærte, ikke bare USA at kende, men i lige så høj grad mit eget land og de danske værdier, som jeg er rundet af. Og jeg har sammen med andre unge mennesker, gjort verden lidt mindre end den var, før vi tog afsted.

afs_logo-denmark

Indlægget er sponsoreret

Helt nede fra min storetå

Det er over to år siden at jeg grundlagde retrocarla, og virkelig meget er sket med både bloggen og jeg selv siden da. Det startede en decemberdag, hvor jeg blev enig med mig selv om at min stil og musiksmag var så sprød, at jeg simpelthen blev nød til at dele den med verden. Sådan funger tingene bare ikke, og mig som mode-skribent, dét var ikke meant-to-be. Overhovedet!

Mén, selvom at jeg gennem de sidste to år har været igennem både fashion, foto-kunst, billedkunst, film, litteratur og musik, så syntes jeg alligevel at retrocarla er blevet en lille lomme i de kæmpe bukser kaldet internettet, hvor jeg kan fortælle, inspirere og stille spørgsmål. Og dét er jeg faktisk meget glad ved, og egentlig også stolt af. Særligt er jeg glad ved, at i er nogle mennesker derude som læser det ting jeg skriver, og som også sætter pris på det og tager det med jer. I løbet af i år har jeg modtaget mails og kommentarer fra jer af, som virkelig har motiveret mig og fået det til af boble i maven! Jeg tror næsten jeg ved hvordan Bob Dylan havde det, da han vandt nobel-prisen i år.

Næste år bliver måske et helt nyt år på bloggen, med nye emner og projekter, måske ikke. Heldigvis så er der et helt 2017 foran mig, og en hel masse ord, som med sikkerhed ligger og venter på at blive skrevet ned og læst af jer. Tusind tak fordi i gider, helt ærligt. Det gør mig simpelhen bare glad, helt ned i min storetå!

(nedenfor, et sjældent og lidt kikset jule-webcam-selfie med ondt i risalande-tarmen, men glad i storetåen.

win_20170214_16_06_46_pro

Before i turn fifty #01

 :

 Har jeg tapeseret mit loft med filmplakater

Her iblandt The Great Gatsby, Steppeulven, Zappa og Nick Cave’s 20.000 days on earth

Skrevet en sang på svensk

Nok på en sensommerdag i august, midt ude i en svensk skov. Sådan en sød lille kærlighed-vise

Rejst tilbage til Kansas

Mit lille hjem med dirtroads, cowboys og kærlighed

Anmeldt en Ulige Numre koncert for GAFFA

Og så gerne et lille interview af forsanger Carl Emil Petersen efterfølgene .. i wish

Fået John Lennon på ryggen

En lille tat af de runde briller, lige mellem skulderbladene

Været street-fotograf til fashion week i PARIS

Sådan en der render rundt og tager billeder af dem, der kan noget helt særligt

Skrevet et juleventyr

Ligesom dem, jeg selv hørte om og om i December. Julemagi

Follow my blog with Bloglovin

Older posts