Fra idylisk Danmark til naturkatastrofe i Kansas

ild

Klokken er 8.49 om morgenen, og jeg det er 210 dage siden jeg forlod mit hjem i Jylland, og drog afsted mod et nyt liv i midtstaten Kansas. Livet gaar op og ned med lynets hast, med store kultur kontraster, men ogsaa foelelsen af at have fundet hjem, et sted langt vaek fra Danmark.

I gaar ved fem tiden loeb jeg rundt med roeg i oejnene, og pakkede alting ned. En stor steppebrand der paa det tidspunkt havde varet to dage, havde bevaeget sig helt taet op af min lille by Medicine Lodge. Himlen var moerk, luften forvekslet med tyk os roeg, og solen forsvandt bag alt det graa. Aske hvirvlede rundt, og mennesker loeb frem og tilbage med vaerdigenstande. Jeg panikkede, og ville gerne hjem til Danmark og til det groenne foraar. Paa det tidspunk anede jeg ikke om ilden havde omringet os, eller om ilden kun kom fra en side af.

Faren kom saa taet paa, et sted saa langt vaek fra min groenne plet i europa. Ilden braendte huse, land og dyr, men ikke min lille by. Det var skraemmende ikke at vide om vi var omringet af flammer, eller om alt det orange jeg kunne se, var flere mil vaek. Men selvom jeg var bange og foelte mig fremmed i situationen, var det endnu er oplevelse jeg ikke glemmer. Livet gaar videre, og i dag – 13 timer senere er alle os der ikke flygtede vaek i bil, igen tilbage i skole.

Jeg havde aldrig troet at skulle finde mig selv midt i en naturkatastrofe. Opleve hvor barske og staerke kraefter der findes, som ikke engang mennesket kan kontrollere. Maaske er det meget godt at blive mindet om, i vores verden med angst for Donald Trump og Islamisk Stat. Verden er mere end bare mennesker.

 

5 Vintage Myths

Fashion Icons Audrey Hepburn

Der er mange som tror meget om tiderne før år 2000, og jeg har såmænd også en hel del skøre tanker. F.eks. har jeg altid tænkt som en selvfølge, at i 60-70’erne var farverne virkelig sådan rigtig retro lækre, selv græsset og blomsterne – men det var desværre bare andre tider, ift. foto .. Øv!

I hvert fald fik jeg lige en ide om, at aflive et par af de skøre ‘myter’ der går om retro tiderne. Det bliver lidt bredt, så vel omkring 1950-70, og så se bort fra flipperne, de hører vist ikke rigtigt til i dette indlæg .. (-:

1: Women were real ladies

Dengang gik kvinder jo helst med figursyede kjoler, små stiletter, bred hat og måske et lille feminint tørklæde om halsen.

Men altså, hvor kvindeligt er det lige at være underlagt af mænd og af modetendenser der siger, at man ikke må gå i stramme jeans og sneaks? Ikke specielt ‘ladylike’ hvis du spørger mig.

2: Women had curves

Det er utroligt som Marilyn Monroe igen (igen igen igen) er oppe og omtalt iblandt de sociale medier, som et forbillede og som en kontrast og provokation til vores fitnessfreaks og modeltynde piger. Det hele bliver lidt sat op til at dengang hun levede, var det nemmere at være kvinde, for der var der ingen ikoner man skulle ligne – og man måtte jo gerne have curves, for det havde Marilyn!

Men altså, forestil dig hvordan alle drengene pludselig ikke lavede andet, end at rose Marilyns kvindelige former, hvis man nu selv har været spinkel, uden Marilyns hofter. Det har helt sikkert ikke været nemt at være kvinde dengang, og selvom det måske er endnu sværere i dag, tror jeg ikke man skal undervurdere tiden.

3: Red Lipstick, Victory Rolls, Pale Skin

Desværre var det ikke enhver kvinde der i 50’erne havde victory rolls eller rød læbestift på, selvom man nemt kunne tro det. Det var vældig moderne, men ligesom at mange piger går med turtleneck i dag, betyder det jo ikke at det er enhver. Dengang var der også tendenser som nu, og det var selvfølgelig ikke alle kvinderne der fulgte dem, selvom det er dét mange forbinder med kvindemotivet dengang.

 

 

 

 

FØDT I DET FORKERTE ÅRTI // RETROENS MAGI

Jeg elsker retro, ja faktisk helt ind i hjertet og op til stjernerne og måske endda tilbage igen.

Der er jo så meget fedt og nyt her, lige nu. Dét er der også – men der var også ret fedt i 60-70’erne. Specielt hvis man er en bondeknold med troldehår fra Jylland, som vel nok hedder Carla. Fordi faktisk er det ikke kun retro musik og kluns jeg er vild med, jeg er nemlig ret vild med retro, både uden og inden i. Egentlig er det ret svært at sætte ord på, for faktisk er det lidt at det hele jeg er forelsket i, både den måde folk talte, det musik de hørte, de musikere som levede, det tøj de gik i, deres fjernsyn, radio, møbler, makeup og måden at være sammen på som mennesker på – unge mennesker. Ingen sad og hang med snotten i en forpulet iphone 24/7, og ingen kunne lægge låg på sine usikre sider bag en tosset facebook eller instagram. Ja, folk så ganske enkelt hinanden mere som de rent faktisk var, lidt mere lige på og ærligt. Det kan selvfølgelig også godt være, at de alle sammen har været nogle snotforkælede, uintelligente og overfladiske møgunger – hvad ved jeg, jeg var der jo ikke, men noget og meget siger mig, det var sådan det var.

Nærvær var nok noget andet, definitionen på venskab og kendskab var også noget andet. “Årh ja, hende der kender jeg godt, jeg har set hende på facebook”. Okay, men kender man virkelig et menneske, man aldrig har set i andet end den der drømmeverden af sociale medier, fantastiske hvide smil og falske bekendtskaber. Næ – i  realiteten nej, hvis altså man spørger mig. Jeg syntes det er beroligende at have i baghovedet, at vi rent faktisk har levet på jorden, ganske lykkelige som nu, men uden alle de tablets og wifi koder. Jeg håber vi en skønne dag tager et par skridt tilbage, jeg syntes i hvert fald vi har lidt for travlt.

Jeg elsker retro – både udenpå og inden i – bogstaveligt talt.

ungi

 

 

Hvor er det vigtige blevet af?

5e3a797dcf34e49c-_MG_9024

 

Er bloggin bare noget enhver kan blive god til, ligesom fodbolt eller klaverspil? Kan enhver med en lille interesse indenfor f.eks. makeup eller mode, blogge? Og er det i så fald, noget folk har lyst til at læse og følge med i, bliver de inspirerede? Man skal vel have en målgruppe og et udgangspunkt, eller er det fint bare at sætte ord på hverdagen, kan det også godt være inspirerende?

Argh det irritere mig, hvor mange indlæg bloggere bare i dag, har skrevet om den der fuldkommen ligegyldige kjole, som halvdelens af befolkningen ser som en guldfisk. Ja, det er måske meget sjovt med de farver – men hvad vil i med det i et blogindlæg? Altså, bloggin er da til for at inspirere? Hvor mange blogger ikke også om deres fredag aften på sofaen, klassiske “se engang min veninde og jeg – vi spiser slik og ser x – factor”. Hvad laver noget så ligegyldigt, det sted man skulle fyldes af kloge ord, passion og vildt gennem overvejede, reflekterede og mest af alt inspirerende input.

Jeg syntes lige pludselig bloggin handler om at eksponere sig selv til noget virkelig positivt, alle de bedste sider skal helst overdrives, så kan de knap så gode sider bare viskes ud. Det er jo kedeligt, normalt og vildt hverdagsagtigt. Hvor er det personlige og inspirerende så blevet af?

Da jeg startede bloggen for anden gang, var/er det fordi jeg virkelig bare gerne vil dele ud af noget af det, mine passioner bygger på – hele min retro verden, som jeg selv får så meget ud af, og som bare ønsker at kunne dele med andre end mig selv og min omgangskreds. Mange af mine indlæg kan jeg bruge timer på, og når så jeg ser de der lamme “fredag på sofaen” indlæg som ligger på en modeblog, ja så forstår jeg det ikke.. Jeg hopper selv i fælden, især fra december ligger der bunkevis at sjuskede, små indlæg, proppet med dårlige instagram billeder.

Og med hele den negative ordstrøm, prøver jeg nok bare at formidle et budskab om, at vi burde sætte flere ord på noget mere indholdsrigt og inspirerende, og måske bare nyde vores fredag – helt uden at poste sin instagram på bloggen..