Bliv klogere på musikken, mens dine ben bliver brune

Sommeren byder på meget godt, men også på utålmodige solbadningssessioner, rejsetimer, tidsfordriv på roskilde eller ligesom jeg, lange timer med at male hus. Podcast er løsningen på brune ben. Og så er det gratis!

His Bobness af Mikkel Falk Møller m. gæsteværter

Image result for bob dylan 2016

På Dr Podcast ligger der fem afsnit af halvanden timer hver, der gennemgår den moderne Dylan. De blev lavet i forbindelse med hans to danske koncerter i foråret, og prisen som nobelvinder 2016. Der bliver set bort fra det ellers så omtalte repetuoir fra 60-70-80, og i stedet kredset om hans senere udvikling. Hans værker gennem de sidste tyve år. Vært er Mikkel Falk Møller, der sammen med udvalgte Dylan-fans kommer ind på sangstemmen, teksterne, koncerterne, Dylan som arbejdsgiver og Dylan med de unge. Blandt gæsteværterne findes bl.a. Nikolaj Nørlund, Carl Emil Petersen og Kjartan Arngrim (frontfigur i Folkeklubben). Det er nørdet, kritisk og kommer ind på mange sjove og spøjse sider af musikgeniet. Hver især har de egne personlige oplevelser og indtryk. Jeg har malet mange strøg til deres kloge ord, efterhånden. Du kan downloade Dr podcast som app på din telefon, og lytte når som helst.

Lyt på dr.dk lige her.

 ALBUM af Kristian Leth og Ralf Christensen

Kristian Leth er en stor inspiration for mig, og jeg er virkelig benået over, at hans så ofte deler ud af sine tanker om musik gennem radio. I supplement er Ralf Christiensen, og selvom de to i virkeligheden er ret ueninge om meget musik, og flere gange ryster hoved af hinanden verbalt, når navne som George Michael eller Ryan Adams dukker op, supplere de hinanden godt, og kommer med indspark, som står i kontrast til modparten.

ALBUM gennemgår et album af gangen, bryder det op og analyserer tekst og musik. De fortæller om personlige historier og eget tilhørsforhold til pladen, og det er virkelig en fornøjelse. Jeg syntes det er særligt fedt, fordi de har udvalgt ti vidt forskellige albums, der ligger i meget forskellige retninger og tidsaldre. Jeg har ikke lyttet til alle ti talks endnu, men dem jeg har, har været virkelig lærerige og underholdene at lytte til. De taler – igen – udfra en nørdet og kritisk synspunkt, men med et blink i øjet og stort kærlighed til musikken og dens historier. Man får lyst til at blande sig og blende ind i snakken.

Jeg har virkelig fået nye perspektiver på plader, jeg har lyttet meget til, og måske haft en helt anden opfattelse af, end den, de to garvede fortæller om. Jeg kan særligt anbefale deres gennemgang af Radiohead’s svendestykke, OK Computer, Abba’s Gold og selvfølgelig, Pink Floyd(eller skulle man sige Roger’s?) The Wall.

Lyt til ALBUM lige her.

Tre albums fra guldgruben #01

Albums, jeg lytter igennem flere gange månedligt og som syntes ikke at ville slippe taget i mig. Disse tre skiver har efter mange lyt, hver fået en plads i den lille guldgrube, hvor kun de absolut bedste værker lagres. De sidder ligesom klistret fast et sted bag mine frontallapper, som en del af min lange liste over fremragende albums, som jeg i virkeligheden burde få tatoveret langs rygsøjlen, for aldrig at glemme. Lige i overkanten, måske.

James Blake – James Blake (2011)

Image result for james blake james blake

Det rene og uploerede, i kontrast til de bearbejdede elektroniske fragmenter har en magisk virkning på mig. James Blake er fronfigur i sin genre, og jeg er endnu ikke stødt på én, der nærmer sig Blake’s opfindsomhed i sine abstrakte, soulede kompositioner. James Blake, debutalbummet, er hans svendestykke; Et mesterværk der tryllebinder. Han sætter alt virkelighed i stå og følger alle sanser et sted hen, hvor intet kan bunde. Mine knæ bliver slappe og mit hoved svæver langt væk, så snart tonerne fra Measurements, To Care(For You) eller hans populære cover af Feists, Limit To Your Love rammer min øregang. Sikke et værk.

Queen Of Denmark – John Grant (2010)

Image result for queen of denmark album

John Grants første værk, blev hans vej ud af misbrug og selvmordsforsøg. Eller trofæet for, at han havde fundet en vej ud. Teksterne kredser derfor om hans ringe kår som skabshomo, et splintrende parforhold og hans opvækst i et hjem, der var dybt religiøst. Pompøs 70’er rock, der med sit bløde, drømmende udtryk er både cute og kantet. Allerede i 2010, var der et kækt glimt i øjet og ironiske kommentarer at skimte. Noget, han virkelig har gjort brug af på de senere udgivelser. Albummet minder på mange måder om Father John Mistys nyeste udgivelse, Pure Comedy (læs anmeldelse). Særligt melankolien, de storladne arrangementer og ironien ligger tæt op af John Grant. De kunne i øvrigt være spændende, hvis de to slog pjalterne sammen om et nummer eller to, engang. Særligt holder jeg har numrene Marz, Caramel og selvfølgelig titelnummeren Queen Of Denmark.

Folkeskoletider – Telestjernen(2016)

Telestjernen er danmarks måske mest oversete sangskriver overhovedet. Et par fremragende anmeldelser bliver smidt efter ham i ny og næ, og det er det. Folkeskoletider er et godt miks af Folkeklubben og Gasolin. Gode melodier, gode historier og et sprog, der klinger af melankoli på smukkeste danske vis. Telestjernens hverdags-grubleriske univers går tilbage til hans egen tid som folkeskoleelev, men kredser også om livet som folkeskolelærer. Med Dorthe Gerlach og Allan Olsen som medvokaler, et glimt i øjet, talent for historiefortælling og gode melodier, er Folkeskoletider og Telestjernen strøget ind i mit musikhjerte – vel næsten på højde med Gasolins Gør Det Noget. Folkeskoletider er uden lige et mesterligt rockalbum, og så er det på dansk.

Katinka fortolker Sort Sol

Hej igen. Det er en måneds tid siden, jeg sidst har skrevet. Mangel på motivation og tid, oven i en uigennemtrængelig skriveblokade, som jeg vist er på den anden side af nu. Ikke helt uigennemtrængelig, åbenbart.

Jeg kunne ikke lade være med at sætte mig til tasterne, da jeg lyttede til Katinkas version af Sort Sols “Let Your Fingers Do The Walking”, som i øvrigt er et nummer jeg holder meget af. Mit hjerte blev blødt, og at hun vælger at fortolke en sådan dansk klassiker, siger ikke så lidt.

De seneste år har der været en bølge af ny musik, der helt åbenlyst giver sig hen til de ældre klassikere. Et glimrende eksempel er Nørlund projektet “På Danske Læber” (læs anmeldelse), hvor gamle swingere som Claus Hempler, Jens Unmack, Lars Lilholt og Ulla Henningsen blev løftet af nyere navne, heriblandt Carl Emil Petersen, Katinka og Bisse. Nørlund var også manden, der fik Ulige Numre frem i lyset, og producerede deres to første plader. Det er tydeligt, at de nye navne læner sig op af de garvede, og helt åbenlyst lader sig inspirere.

Der er virkelig andet end dreamy indie-techno og slavisk popmusik derude. Jeg forestiller mig, at navne som Bisse, Katinka, Blaue Blume, Carl Emil P bliver dem, vi om 30 år taler om som vi taler om Sort Sol, C.V Jørgensen, Lis Sørensen, og Gnags. Det er fedt at være vidne til. Ny dansk musik brager derudaf, i øjeblikket. Jeg er forhåbningsfuld!

SPOT 2017: LØRDAG

Eftersom jeg fredag endte min nat ud med at løbe 500 gange gennem kongrescenteret til musikhuset, for så at løbe tilbage til kongrescenteret og forfra, var min lørdag lidt baldret. Jeg lagde min taske med computer og alle noter fra koncerterne fra mig i en tom CCS-sal, for så at opdage at den var væk, da salen var fuld af fest og mennesker, og jeg selv var på vej mod banegården omkring midnat, for at nå det sidste tog. Tasken var selvfølgelig ikke til at finde, før jeg havde løbet rundt og panikket så længe, at det smittede lidt af på min lørdag. Jeg fandt den senere i en bar i kongrescenteret. Derfor fik jeg heller ikke hørt helt så meget, som planlagt. Sådan er det bare nogen gange at være Carla med kuller. MEN fire koncerter og et foredrag, var altså hvad det blev til lørdag. Her er et uddrag af to koncerter fra lørdag.

Katinka, Spot ROYAL, Århus Å

katinka

Katinka var uden tvivl veloplagte og glade lørdag formiddag, da de startede deres lille optræden over Århus Å. En scene-ide som garanteret er topfed for kunstnerne, men chancen for god lyd og god udsigt var ligesom lidt slået til jorden. I hverfald for mit vedkommende. Forsanger og sangskriver Katinka Bjerregaard havde fødselsdag, og det var publikum hurtige til at fange, da de hyldede hende med fødselsdagssang der strakte sig udover åen, og spredte en formidabel stemning. Sættet bestod af nye som gamle sange, særligt Idioter og Det Er Noget Du Har Bestemt fungerede godt, og havde sådan en kraft, at musikkvaliteten trodsede lydkvaliteten. Pludselig sprang en guitarstreng, og så stod Katinka der, tvunget til at snakke sig ud af en situation, der hurtigt var gået hen og blevet akavet for alle parter. Heldigvis snoede hun sig nemt ud af den suppedas, og det blev en hyggelig og intim lille stund. Katinka Bjerregaard har en ganske særlig indlevelse i musikken, og det kom særligt til udtryk live, da hun med sit nærmest dyriske udtryk, virkeligt formåede at få det bedste ud af omstændighederne. Guitarist Simon Aks spillede sprælsk og levende, hvilket står godt til det ofte melankolske univers. Jeg havde nok hellere set Katinka i store sal i musikhuset, fordi der uden tvivl var mange nuancer og lydoplevelser, som publikum ikke fik med. Til gengæld var der solskin, fællessang og meget trængt, hvilket også har sin charme. Vaske ægte festivalstemning.

★☆☆☆

Jonah Blacksmith, Musikhuset, Store Sal

Folk var forventningsfulde og stemningen hyggelig, allerede før de populære thyboere gik på. Scenen var indrettet med gulvtæpper, lamper og et stort gevir hængende fra loftet. De havde, bogstavelig talt, taget et stykke af Thy med ind i Musikhuset. Da bandet gik på, var der straks god kontakt til publikum, som alle virkede klar på både dans, fællessang og de mere stillestående numre med sjæl og detaljevirvar, som krævede et opmærksomt øre. Fortællingen om bedstefar var et vendepunkt i koncerten, som gik lige i hjertet på Århusianerne. Jeg spottede flere blanke øjne i den fyldte sal. Herefter spillede de mere frit og legende, de turde tage chancer og de sigende blikke mellem musikanterne voksede. Det var som om at sav, guitar, de to trommesæt, banjoen og forsanger Simon Alstrups bløde stemme gik op i en højere enhed, som smeltede sammen med den hyggelige sommerhus-stemning fra scene-setuppet og med publikum, som bare lod sig rive med. Der er ingen tvivl om, at der venter Århus flere fortællinger om bedstefar og røverhistorier fra Thy.

★★★☆

 

SPOT 2017: FREDAG

Med en god madpakke i tasken og en sikker, struktureret plan over de kommende dage (som selvfølgelig skulle vise sig ikke at holde stik), drog jeg fredag eftermiddag mod min fødeby, Århus. Forventningsfuld og med solskin i ryggen, gik jeg ned mod Radar, for at opleve første punkt på dagsordenen: Nanna Bech

Nanna Bech – Radar

nanna-b

Radar var ideelt for Nanna Bech og hendes fire musikanter på henholdsvis cello, violin, keys og kor. Småt og intimt, som Radar hurtigt bliver, når der er godt fyldt op. Publikum var fascinerede og helt stille, allerede fra første sang. Alle spidsede ører, for ikke at misse en eneste af de fine nuancer i Nanna Bech vokal. Det var tydeligt, at bandet gjorde brug af hinandens færdigheder, og samspillet mellem dem var harmonisk og virkelig godt; man følte deres samhørighed og fælles indlevelse i musikken. De var nærmest forløsende, med så velfungerende og afslappede musikanter. Lidt sniksnak om indianer-drømme, bedste-veninden der gik i seng med ham, hun elskede og om hvordan hun, et sted i Norge, brød sin skriveblokade ved -rent metaforisk- af smide ærkefjenden udover fjeldende var fint, men jeg ville hellere have hørt et nummer mere, i bytte for et par af historierne. Efter de første numre, dukkede der pludselig noget nyt op, i det ellers spinkle og nuttede udtryk: en stortromme og brutale tekster om eksen. Musikken fik puls og kant, som stod i god kontrast til alt det pæne. En ærlig og velspillet koncert, som bød på blodige overraskelser og fine melodier. Ærgerligt, at de ikke spillede i mere end 30 min. Jeg var gerne blevet.

★★☆☆

Mono Mono – Musikhuset, Filuren

monomono

Mono Mono lagde hårdt ud, uden overhovedet at interagere med publikum forinden. Trods det høje niveau og detalje-viviar, var musikken stadigvæk legende og flyvsk. Baggrunds scenografien smeltede sammen med musikken, og jeg fik lyst til at lukke øjnene og bare have filmen kørende på nethinden. Karolines jazzede sax stod i dødlækker kontrast til de elektroniske beats og var en god ice-breaker, da sangene begyndte at smelte sammen i øret. Publikum var uden lige forført af stemningen og musikernes indlevelse i musikken, men den magi der kunne være opstået mellem Mono Mono og den halvt fyldte sal, opstod aldrig. Måske lå bandets fokus på at fremføre de nye sange, mere end det lå på at interagere med publikum, og gøre dem en del af de fede rytmer.

★★☆☆☆

Velvet Volume – Scandinavian Congress Center

velvetvolume

Det var som om, at det var netop de tre piger, som alle i SCC havde ventet på hele aftenen. De gik på scenen med kæmpe overskud og en vild energi, som straks spredte sig ud i hele salen – og det er altså ikke så lidt. Det er skønt, at tre unge piger holder fast i den musik, som virkelig fanger dem, og ikke lader sig føre med strømmen af alle de nye tendenser. Tung rock bliver ungdommenliggjort og løftet op, når den bliver fremvist som Velvet Volume-søstrene forår af gøre det. De to frontfigurer, Noa og Naomi kører hårdt derudaf, med duet efter duet. Vokalerne klinger i to vidt forskellige retninger, den ene pige-poppet, den anden rocket og tør. Noa Lachimi står stærkest i min erindring: hun kan noget med en guitar. Efter den overdådige solo, stod dét endnu mere stjerneklart. Naomi og Nataja på henholdsvis bas og trommer spillede begge suverænt, milimeter fra Noa. En næsten hårrejsende koncert, som jeg gerne havde set folde sig ud henover halvanden time, fremfor små 35 min.

★★☆☆

 

 

Older posts