Bedste albums 2017

5: Bloodshot 

EP by Albin Lee Meldau

bloodshot-ep

Albin Lee Meldau rummer både finesse og skrøbelighed på EP’en Bloodshot. De soul-amaricana-inspirerede elementer, samt en sjælden vokal der leder tankerne mod Hozier og Jake Bugg fungerer eminent godt i mine ører. Et intenst og storladent lille mesterværk.

4: Love What Survives 

Album By Mount Kimbie

lovewhatsurvives

Mount Kimbie og King Krule (der også er featuring på albummet) har i 2017 i den grad eksperimenteret med at nedbryde rammer om musikken og skabe nye lydbilleder i et elektronisk format. Love What Survives rummer en ekstremt legende og organisk lyd, med et virvar af detaljer, når man kradser lidt i den rå overflade. Et værk der kræver mange gennemlytninger, men som i den grad er værd at dykke ned i, alle de gange det kræves.


3: A Deeper Understanding

Album By The War On Drugs

600x600bb-2

Et psykedelisk og drømmende lydbillede, der camouflerer tekst og overgange, er hvad der for mig karakteriserer det anmelderroste album, A Deeper Understanding. Den komplekse grad af musikalitet forekommer let tilgængelig for ethvert ører med hang ensomhed, melankolske kærlighedshistorier og til slut 80’ernes rock-lyd. Stemningen er sat fra første sekund, og ændres ikke på noget tidspunkt, men dvæler ved selvsamme stilstand, hele pladen igennem. Netop den dvælende stilstand, gør værket til et sammenhængende instrumentalt koncept. En dvælen, der tillader lytteren at gå til og fra musikken, uden at misse pointen. En drømmende bølge man bare skal springe på, og lade alting omkring passere forbi.

 

2: Warhaus

Album By Warhaus

album

Warhaus har både i kunstnernavn og med deres nye, selvbetitlede album, Warhaus, været en af mine største opture i 2017. Jeg har et klart billede af tilblivelsen af den i øvrigt, ekstremt velproducerede plade. Dovne tømmermænd, tyk cigarrøg, en tung bas og en ambitiøs, dog tilbagelænet stemning af at have al tid i verden- hvilket selvfølgelig er, hvad pladen lyder af. Coolness og dovenskab så det næsten er for meget, samt en nærmest kvalmende vulgær instilling til tekst og stemning. Men Warhaus formår nu alligevel at skabe stemningen så gennemført figurativt, at dovenskaben bliver så behagelig i mine øre, at jeg endnu ikke har formået at slippe den.

 

 

1: The OOZ

Album By King Krule

the-ooz_king-krule

Archy Marshall under Alias King Krule, udgav i 2013 debutalbummt 6 Feet Beneath The Moon. En vred rødhåret gut, i mit hovedet, klart afbilledet med en kronisk cigaret i munden og ansigtet lagt i de rette ligegyldigheds-folder, som kun en hårdhudet teenager formår at gøre det. Nu mestrer han at kontrollerer vreden og det rå lydbillede, så musikken eksploderer lige der, hvor den er mest ekspressiv. King Krule vader tilbagelænet gennem sin musik, som var han på vej på toilettet, så naturligt forekommer musikken ham. Han høres i glimt i en sagte hvisken, for pludselig at brage frem til overfladen med et voldeligt spetakel, og så forsvinde i lyden af sin egen, tågede mumlen. Man har ham kun momentvis.. Han dvæler sjældent ved én tilstand i musikken, og når han for alvor kommer op til overfladen, er det skræmmende stærkt.

King Krule spinder et mystisk atmosfærisk spind om sig selv, der vel nærmest magnetiserer øret. Med The Ooz, en legende og rå genistreg, har King Krule for alvor formået at skrive sig ind i musikhistorien som et nyt indspark i den eksperimenterende rockmusik.

 

 

Alice Phoebe Lou

“Sometimes god steps into my Youtube suggestions”, står der skrevet I kommentarfeltet på videoen.

Alice Phoebe Lou. Hendes stemme er næsten mere vanedannende end brunkager og æbleskiver. Med en ensomhed som Tina Dickows og et musikalsk følelsesregister så bredt som Joni Mitchells, har frostfestival aktuelle Alice Phoebe Lou, sneget sig ind i mit musikhjerte. Lyt selv efter, det kan være hun også sniger sig ind på dit. 🙂

 

Mere af Alice Phoebe Lou:
        

Carl Emil Petersen – Natradio

d6824a60c4e765ff440135836ab29932

★ ★ ★ ★ ★ ★ ☆

Carl Emil Petersen er en lande-poet. Han har provokeret, fået tårende til at trille og lagt stemme til mange ungdomsfester. Da Ulige Numre brød op, lagde Carl Emil også en enorm byrde på egne skuldre. Den følelse han og bandet har givet danskerne gennem de sidste fem år, bliver nu krævet af ene og alene forsangeren. Som nu ikke længere er forsangeren, men artisten.

Natradio er da også endnu et bevis på, at Petersen er en af Danmarks største, nulevende poeter. Han har formet sit eget sprog i det danske. Et sprog der står endnu skarpere og mere personligt end på pladerne med UN. Han er modig og graver langt dybere, end han før hen har turdet. Han vover endda at nævne sit egen navn, i ’Fanget I Ungdommen’. Her kunne tråden nemt have knækket over i en lidt for kvalmende følsom melodi, men de instrumentale, momentvis mere rockede elementer kommer ham i forkøbet og skaber kontrast og distance til teksten. En distance, der ind imellem er nødvendig, når musikken kravler så langt ind under huden, at man næsten har brug for et øjeblik til at puste ud.

Kontraster er et gennemgående element på pladen, fordi de sødmefulde så vel som smertefulde sange nemt kunne lyde ens på pladen. Heldigvis formår Carl Emil konstant at fange øret på ny, og dvæler aldrig for længe ved det, der svæver så fint og tæt på ham selv. Skiftet mellem en poppet og en rocket lyd, der ind imellem nærmer sig de velkendte Ulige Numre, men som hurtigt trækker sig væk og ind i Carl Emils egen lyd igen.

Natradio er et eminent modigt værk, fordi Carl Emil Petersen har valgt at gå imod det billede der er blevet tegnet af ham selv i medierne; den samfundskritiske rockstjerne der svæver langt over København.

I stedet for at kigge udover København og resten af det danske land, så gør han det modsatte. Han dykker ned i sin egen sorg over bruddet med både kæresten og ungdomsbandet. Han følger intuitivt en vej, der giver teksterne mulighed for at blomstre og vokse på ny. Sjældent har det danske sprog kredset så smukt og ømt om bruddet med en fortid, og netop af den grund, uddeler jeg albummet 6 ud af 7 stjerner. Og det er ikke så lidt.

 

 

Aksglæde i nye og mere markante rammer

aksgla%c2%a6de_fortrudtefortigelser_epcover_artwork_3000x3000

 

Det er fredag eftermiddag, da jeg sætter min mobil til anlægget og klikker ind på Aksglædes nye Ep, “Fortrudte Fortielser”, der netop er udkommet samme dag. Mine forventninger er blandede. Debut Ep’en “Aksglæde”, der udkom i 2016,  er en Ep der virkelig er kommet tæt ind på livet af mig, fordi numre som “Svaghed i mit kød”, “Fantomfølelser” og særligt favoritten blandt mine gymnasieveninder og jeg, “Jeg kan lide den måde du græder på”, er spillet hudløs til dans og øl. Ep’en er lyden af mine venner, Roskilde og længslen efter at blive sluppet løs i sommerens frirum. Mine forventninger var, at sådan skulle det selvfølgelig ikke lyde på Fortrudte Fortielser. Den forventning havde jeg ganske ret i.

Aksglæde har som så mange andre, vendt blikket mod de elektroniske flader. Det var jeg noget skeptisk om, til en start. Lang fra størstedelen af de musikere der vælger den elektroniske vej rammer plet, når de smider instrumenterne ud af vinduet og sætter sig ved computeren i stedet for. ”Fortrudte Fortielser” giver slip på den akustiske guitar og en del af naiviteten fra første EP. I stedet bliver hullet fyldt ud af mystik, elektroniske beats og en bittersød melankoli. Alligevel trækker Ep’en tråde fra ”Aksglæde”. Det korte format og tematikker der går igen og danner ramme om sangene, samt de stadigvæk hverdags-grubleriske tekster, som Aksglæde mestrer.

Aksglæde leverer et tekstunivers fuld af hverdagsmetaforer og utallige startskud til tanketråde. Netop denne kvalitet adskiller sangene fra blot at være dansevenlige og P3-relevante, til også at leve videre og få ny betydning uden for . Jeg kan ikke forestille mig andet. Teksterne taler direkte til et ungdomsmiljø der bugner af kærlighedshistorier og længslen efter et mål eller en ambition der er svær at nå, når presset udenfor skiller drøm og virkelighed. Om forelskelsen der flød væk med tiden, og som er så langt væk, at den ikke længere kan samles op. Om alle de fortrudte fortielser.

To numre løfter pladen gevaldigt og danner den lyd, jeg gerne vil huske den for; ”Jeg drømte om dig i nat” og ”Under pres”.

”Jeg drømte om dig i nat” er en længselens sang om noget, der er forsvundet mellem fingrene på en. Et tungt groove og en iørefaldende tekst. Som tjære jeg ikke kan lade være – bare lidt. Aksglæde gør flittigt brug af hverdag-metaforer, og det fungerer eminent godt. Nu driver du ned af væggene som et koldt, koldt bad. En isnende blå melankoli, om man vil.

Singlen ”Under Pres” er mere aggressiv, og skildrer det pres der går hånd i hånd med ambitioner og drømme. Også den stikker ud, og står på Ep’en som en modig og nytænkende single. Aksglæde i en helt ny form og lyd.

”Det hvide snit” er en udmærket popsang, men bliver overflødig, fordi den ikke er så markant som de førnævnte. De elektroniske elementer flyder over og bliver til støj. Sangen vil for meget rent instrumentalt, og det overskygger en ellers udmærket tekst. Havde han på slutnummeret gjort det modsatte; skruet ned for det instrumentale og gjort nummeret simpelt og dvælende, havde det rundet Ep’en af på helt anden vis. Sommerhittet “Næste Sommer” står i udemærket kontrast til de tungere numre, men teksten er ikke på niveau med de tre andre numre.

Kort sagt: Aksglæde markerer sig på ny, i en langt modigere og mindre naiv form, men som kulminerer i et lidt for ambitiøst elektronisk arrangement. “Fortrudt Fortielser” er en fin mellemstation, og jeg tror er meget i vente fra Aksglæde. Han er jo kun lige begyndt.

 

Tre guldkorn fra September

September nærmer sig sin slutning, og for mit vedkommende, har det været en glimrende måned på musikfronten. Mange gode singler har set dagens lys, i takt med at bladene begynder at falme. Særligt tre singler har fanget min øregang med sådan overbevisning, at jeg måtte sætte mig til tasterne.

Mad World

Warhaus

0010446468_10

Warhaus er et solo-project af Maarten Devoldere, frontfigur i Balthazar. Et projekt der stadigvæk er forholdsvis ukendt herhjemme. Warhaus er mørk og organisk indie-rock, med elementer fra både soul og jazz. Debutalbummet We Fucked A Flame Into Being udkom I 2016, og nu er han altså klar med næste udkast; singlen Mad World, der kom ud d.6 September. Nummeret spiller virkelig på bluestangenterne, der groover blødt i kontrast til den lettere absurde tekst. “You giggle at a funeral like there’s something I don’t get – Maybe I’m just shallow ‘cause yes I do have to admit – Mostly I love you for that body you’ve got.” Mine ører vil have mere. Heldigvis står singlen ikke alene, for allerede d.13 Oktober udkommer andet album, selvbetitlet “Warhaus”.

Finale På Et Filmset

Carl Emil Petersen

d6824a60c4e765ff440135836ab29932

En hymne der hylder det første møde og afskeden med en kærlighed. Carl Emil Petersen, tidligere forsanger i Ulige Numre, udgav d.8 September sin tredje single fra det kommende album Natradio, der udkommer d.8 Oktober. Jeg har allerede forudbestil pladen og triller tommelfingre i bar’ spænding og utålmodighed. Singlen rummer en fin og følsom tekst, svøbt ind i en lidt sukkersød indie-pop ramme, som jeg syntes rammer plet. Det er modigt, fordi han udspringer af et rockband, der langt han af vejen, undlod de sukkersøde træk i de instrumentale elementer. Han kan bestemt bære det, men når så det er sagt, håber jeg at der er nogle mere uslebne elementer på den kommende album. Det ville klæde nummeret. Albummet kan forudbestilles på følgende link: https://shop.musik.dk/natradio

En Keminova Cowboy

Keminova Cowboys

custom-custom_size___pressebillede-keminova_cowboys_72_dpi_online_fotoajessica_freiesleben

Som en af de alt for få tilhængere af Telestjernen, er jeg selvfølgelig også hoppet på vognen med Keminova Cowboys. Et musikkollektiv, bestående af Sonja Hald, Ulvetimen, Hverdagens Helte, Laura Mo og Telestjernen. Tilfælles har de, at de alle er jyder og måske holder en fælles tråd gennem deres musik. De mødtes efter sigende hos Rasmus Johansen (alias Telestjernen), og inspillede et helt album på bare en weekend, hvor alle havde en idé med til projektet. Første single udkom d.8 September, og nummeret er skrevet af Telestjernen. Sangen giver mig en følelse af den weekend i jydelandet, og jeg mærker projektets energi helt ud i fingerspidserne. Jeg gad umådeligt godt have overværet tilblivelsen af det kommende album. En banjo, en mundharmonika og en tekst om en cowboy er måske netop, hvad den danske musikbranche har brug for. Sikke en flok jyde-galninge med fine fornemmelser for musikalskt slægtskab. Jeg tror sku jeg anskaffer mig en t-shirt så snart det er muligt. D. 3 November udkommer debutalbummet “Prinsessen af Jylland”, og jeg er om nogen forventningsfuld.

Older posts