Carl Emil Petersen – Natradio

d6824a60c4e765ff440135836ab29932

★ ★ ★ ★ ★ ★ ☆

Carl Emil Petersen er en lande-poet. Han har provokeret, fået tårende til at trille og lagt stemme til mange ungdomsfester. Da Ulige Numre brød op, lagde Carl Emil også en enorm byrde på egne skuldre. Den følelse han og bandet har givet danskerne gennem de sidste fem år, bliver nu krævet af ene og alene forsangeren. Som nu ikke længere er forsangeren, men artisten.

Natradio er da også endnu et bevis på, at Petersen er en af Danmarks største, nulevende poeter. Han har formet sit eget sprog i det danske. Et sprog der står endnu skarpere og mere personligt end på pladerne med UN. Han er modig og graver langt dybere, end han før hen har turdet. Han vover endda at nævne sit egen navn, i ’Fanget I Ungdommen’. Her kunne tråden nemt have knækket over i en lidt for kvalmende følsom melodi, men de instrumentale, momentvis mere rockede elementer kommer ham i forkøbet og skaber kontrast og distance til teksten. En distance, der ind imellem er nødvendig, når musikken kravler så langt ind under huden, at man næsten har brug for et øjeblik til at puste ud.

Kontraster er et gennemgående element på pladen, fordi de sødmefulde så vel som smertefulde sange nemt kunne lyde ens på pladen. Heldigvis formår Carl Emil konstant at fange øret på ny, og dvæler aldrig for længe ved det, der svæver så fint og tæt på ham selv. Skiftet mellem en poppet og en rocket lyd, der ind imellem nærmer sig de velkendte Ulige Numre, men som hurtigt trækker sig væk og ind i Carl Emils egen lyd igen.

Natradio er et eminent modigt værk, fordi Carl Emil Petersen har valgt at gå imod det billede der er blevet tegnet af ham selv i medierne; den samfundskritiske rockstjerne der svæver langt over København.

I stedet for at kigge udover København og resten af det danske land, så gør han det modsatte. Han dykker ned i sin egen sorg over bruddet med både kæresten og ungdomsbandet. Han følger intuitivt en vej, der giver teksterne mulighed for at blomstre og vokse på ny. Sjældent har det danske sprog kredset så smukt og ømt om bruddet med en fortid, og netop af den grund, uddeler jeg albummet 6 ud af 7 stjerner. Og det er ikke så lidt.

 

 

Aksglæde i nye og mere markante rammer

aksgla%c2%a6de_fortrudtefortigelser_epcover_artwork_3000x3000

 

Det er fredag eftermiddag, da jeg sætter min mobil til anlægget og klikker ind på Aksglædes nye Ep, “Fortrudte Fortielser”, der netop er udkommet samme dag. Mine forventninger er blandede. Debut Ep’en “Aksglæde”, der udkom i 2016,  er en Ep der virkelig er kommet tæt ind på livet af mig, fordi numre som “Svaghed i mit kød”, “Fantomfølelser” og særligt favoritten blandt mine gymnasieveninder og jeg, “Jeg kan lide den måde du græder på”, er spillet hudløs til dans og øl. Ep’en er lyden af mine venner, Roskilde og længslen efter at blive sluppet løs i sommerens frirum. Mine forventninger var, at sådan skulle det selvfølgelig ikke lyde på Fortrudte Fortielser. Den forventning havde jeg ganske ret i.

Aksglæde har som så mange andre, vendt blikket mod de elektroniske flader. Det var jeg noget skeptisk om, til en start. Lang fra størstedelen af de musikere der vælger den elektroniske vej rammer plet, når de smider instrumenterne ud af vinduet og sætter sig ved computeren i stedet for. ”Fortrudte Fortielser” giver slip på den akustiske guitar og en del af naiviteten fra første EP. I stedet bliver hullet fyldt ud af mystik, elektroniske beats og en bittersød melankoli. Alligevel trækker Ep’en tråde fra ”Aksglæde”. Det korte format og tematikker der går igen og danner ramme om sangene, samt de stadigvæk hverdags-grubleriske tekster, som Aksglæde mestrer.

Aksglæde leverer et tekstunivers fuld af hverdagsmetaforer og utallige startskud til tanketråde. Netop denne kvalitet adskiller sangene fra blot at være dansevenlige og P3-relevante, til også at leve videre og få ny betydning uden for . Jeg kan ikke forestille mig andet. Teksterne taler direkte til et ungdomsmiljø der bugner af kærlighedshistorier og længslen efter et mål eller en ambition der er svær at nå, når presset udenfor skiller drøm og virkelighed. Om forelskelsen der flød væk med tiden, og som er så langt væk, at den ikke længere kan samles op. Om alle de fortrudte fortielser.

To numre løfter pladen gevaldigt og danner den lyd, jeg gerne vil huske den for; ”Jeg drømte om dig i nat” og ”Under pres”.

”Jeg drømte om dig i nat” er en længselens sang om noget, der er forsvundet mellem fingrene på en. Et tungt groove og en iørefaldende tekst. Som tjære jeg ikke kan lade være – bare lidt. Aksglæde gør flittigt brug af hverdag-metaforer, og det fungerer eminent godt. Nu driver du ned af væggene som et koldt, koldt bad. En isnende blå melankoli, om man vil.

Singlen ”Under Pres” er mere aggressiv, og skildrer det pres der går hånd i hånd med ambitioner og drømme. Også den stikker ud, og står på Ep’en som en modig og nytænkende single. Aksglæde i en helt ny form og lyd.

”Det hvide snit” er en udmærket popsang, men bliver overflødig, fordi den ikke er så markant som de førnævnte. De elektroniske elementer flyder over og bliver til støj. Sangen vil for meget rent instrumentalt, og det overskygger en ellers udmærket tekst. Havde han på slutnummeret gjort det modsatte; skruet ned for det instrumentale og gjort nummeret simpelt og dvælende, havde det rundet Ep’en af på helt anden vis. Sommerhittet “Næste Sommer” står i udemærket kontrast til de tungere numre, men teksten er ikke på niveau med de tre andre numre.

Kort sagt: Aksglæde markerer sig på ny, i en langt modigere og mindre naiv form, men som kulminerer i et lidt for ambitiøst elektronisk arrangement. “Fortrudt Fortielser” er en fin mellemstation, og jeg tror er meget i vente fra Aksglæde. Han er jo kun lige begyndt.

 

SPOT 2017: LØRDAG

Eftersom jeg fredag endte min nat ud med at løbe 500 gange gennem kongrescenteret til musikhuset, for så at løbe tilbage til kongrescenteret og forfra, var min lørdag lidt baldret. Jeg lagde min taske med computer og alle noter fra koncerterne fra mig i en tom CCS-sal, for så at opdage at den var væk, da salen var fuld af fest og mennesker, og jeg selv var på vej mod banegården omkring midnat, for at nå det sidste tog. Tasken var selvfølgelig ikke til at finde, før jeg havde løbet rundt og panikket så længe, at det smittede lidt af på min lørdag. Jeg fandt den senere i en bar i kongrescenteret. Derfor fik jeg heller ikke hørt helt så meget, som planlagt. Sådan er det bare nogen gange at være Carla med kuller. MEN fire koncerter og et foredrag, var altså hvad det blev til lørdag. Her er et uddrag af to koncerter fra lørdag.

Katinka, Spot ROYAL, Århus Å

katinka

Katinka var uden tvivl veloplagte og glade lørdag formiddag, da de startede deres lille optræden over Århus Å. En scene-ide som garanteret er topfed for kunstnerne, men chancen for god lyd og god udsigt var ligesom lidt slået til jorden. I hverfald for mit vedkommende. Forsanger og sangskriver Katinka Bjerregaard havde fødselsdag, og det var publikum hurtige til at fange, da de hyldede hende med fødselsdagssang der strakte sig udover åen, og spredte en formidabel stemning. Sættet bestod af nye som gamle sange, særligt Idioter og Det Er Noget Du Har Bestemt fungerede godt, og havde sådan en kraft, at musikkvaliteten trodsede lydkvaliteten. Pludselig sprang en guitarstreng, og så stod Katinka der, tvunget til at snakke sig ud af en situation, der hurtigt var gået hen og blevet akavet for alle parter. Heldigvis snoede hun sig nemt ud af den suppedas, og det blev en hyggelig og intim lille stund. Katinka Bjerregaard har en ganske særlig indlevelse i musikken, og det kom særligt til udtryk live, da hun med sit nærmest dyriske udtryk, virkeligt formåede at få det bedste ud af omstændighederne. Guitarist Simon Aks spillede sprælsk og levende, hvilket står godt til det ofte melankolske univers. Jeg havde nok hellere set Katinka i store sal i musikhuset, fordi der uden tvivl var mange nuancer og lydoplevelser, som publikum ikke fik med. Til gengæld var der solskin, fællessang og meget trængt, hvilket også har sin charme. Vaske ægte festivalstemning.

★☆☆☆

Jonah Blacksmith, Musikhuset, Store Sal

Folk var forventningsfulde og stemningen hyggelig, allerede før de populære thyboere gik på. Scenen var indrettet med gulvtæpper, lamper og et stort gevir hængende fra loftet. De havde, bogstavelig talt, taget et stykke af Thy med ind i Musikhuset. Da bandet gik på, var der straks god kontakt til publikum, som alle virkede klar på både dans, fællessang og de mere stillestående numre med sjæl og detaljevirvar, som krævede et opmærksomt øre. Fortællingen om bedstefar var et vendepunkt i koncerten, som gik lige i hjertet på Århusianerne. Jeg spottede flere blanke øjne i den fyldte sal. Herefter spillede de mere frit og legende, de turde tage chancer og de sigende blikke mellem musikanterne voksede. Det var som om at sav, guitar, de to trommesæt, banjoen og forsanger Simon Alstrups bløde stemme gik op i en højere enhed, som smeltede sammen med den hyggelige sommerhus-stemning fra scene-setuppet og med publikum, som bare lod sig rive med. Der er ingen tvivl om, at der venter Århus flere fortællinger om bedstefar og røverhistorier fra Thy.

★★★☆

 

SPOT 2017: FREDAG

Med en god madpakke i tasken og en sikker, struktureret plan over de kommende dage (som selvfølgelig skulle vise sig ikke at holde stik), drog jeg fredag eftermiddag mod min fødeby, Århus. Forventningsfuld og med solskin i ryggen, gik jeg ned mod Radar, for at opleve første punkt på dagsordenen: Nanna Bech

Nanna Bech – Radar

nanna-b

Radar var ideelt for Nanna Bech og hendes fire musikanter på henholdsvis cello, violin, keys og kor. Småt og intimt, som Radar hurtigt bliver, når der er godt fyldt op. Publikum var fascinerede og helt stille, allerede fra første sang. Alle spidsede ører, for ikke at misse en eneste af de fine nuancer i Nanna Bech vokal. Det var tydeligt, at bandet gjorde brug af hinandens færdigheder, og samspillet mellem dem var harmonisk og virkelig godt; man følte deres samhørighed og fælles indlevelse i musikken. De var nærmest forløsende, med så velfungerende og afslappede musikanter. Lidt sniksnak om indianer-drømme, bedste-veninden der gik i seng med ham, hun elskede og om hvordan hun, et sted i Norge, brød sin skriveblokade ved -rent metaforisk- af smide ærkefjenden udover fjeldende var fint, men jeg ville hellere have hørt et nummer mere, i bytte for et par af historierne. Efter de første numre, dukkede der pludselig noget nyt op, i det ellers spinkle og nuttede udtryk: en stortromme og brutale tekster om eksen. Musikken fik puls og kant, som stod i god kontrast til alt det pæne. En ærlig og velspillet koncert, som bød på blodige overraskelser og fine melodier. Ærgerligt, at de ikke spillede i mere end 30 min. Jeg var gerne blevet.

★★☆☆

Mono Mono – Musikhuset, Filuren

monomono

Mono Mono lagde hårdt ud, uden overhovedet at interagere med publikum forinden. Trods det høje niveau og detalje-viviar, var musikken stadigvæk legende og flyvsk. Baggrunds scenografien smeltede sammen med musikken, og jeg fik lyst til at lukke øjnene og bare have filmen kørende på nethinden. Karolines jazzede sax stod i dødlækker kontrast til de elektroniske beats og var en god ice-breaker, da sangene begyndte at smelte sammen i øret. Publikum var uden lige forført af stemningen og musikernes indlevelse i musikken, men den magi der kunne være opstået mellem Mono Mono og den halvt fyldte sal, opstod aldrig. Måske lå bandets fokus på at fremføre de nye sange, mere end det lå på at interagere med publikum, og gøre dem en del af de fede rytmer.

★★☆☆☆

Velvet Volume – Scandinavian Congress Center

velvetvolume

Det var som om, at det var netop de tre piger, som alle i SCC havde ventet på hele aftenen. De gik på scenen med kæmpe overskud og en vild energi, som straks spredte sig ud i hele salen – og det er altså ikke så lidt. Det er skønt, at tre unge piger holder fast i den musik, som virkelig fanger dem, og ikke lader sig føre med strømmen af alle de nye tendenser. Tung rock bliver ungdommenliggjort og løftet op, når den bliver fremvist som Velvet Volume-søstrene forår af gøre det. De to frontfigurer, Noa og Naomi kører hårdt derudaf, med duet efter duet. Vokalerne klinger i to vidt forskellige retninger, den ene pige-poppet, den anden rocket og tør. Noa Lachimi står stærkest i min erindring: hun kan noget med en guitar. Efter den overdådige solo, stod dét endnu mere stjerneklart. Naomi og Nataja på henholdsvis bas og trommer spillede begge suverænt, milimeter fra Noa. En næsten hårrejsende koncert, som jeg gerne havde set folde sig ud henover halvanden time, fremfor små 35 min.

★★☆☆

 

 

Hovmodig komedie om relevante samfundstematikker

Father John Misty: Pure Comedy

Alternativ folk

★ ★ ★ ★ ★ ★ ★

 

Image result for father john misty

Josh Tillman, bedre kendt som Father John Misty, fik sit for alvor kommercielle gennembrud i 2015, med folk-udgivelsen I Love You Honeybear. D.4 April stod han klar med næste træk, albummet Pure Comedy.

Umiddelbart brød jeg mig ikke om albummet, da jeg først lyttede til det på udgivelsesdagen. En lang, tyk smøre af en simpel instrumental sammensætning, for meget vokal og de ironiske kommentarer til tidens måde at være menneske på. Det virkede overflødigt. Selv hans eget navn blev smidt i gryden, og hældt over med gylle og brok. Jeg lagde albummet på hylden, skuffet over de monotone melodier og tanken om, at det var netop dét kedelige landskab, han ville præsentere på Roskilde til juni.

Alligevel var der noget ved Josh Tillman’s vilde udtalelser i interviewene i bl.a. Gaffa, Rolling Stone og Pitchfork, der fik mig til at sætte det overflødige album på endnu engang, nu med spidsede ører. Om det var hans daglige LSD forbrug eller de dommedagsagtige vinkler han har på menneskeheden ved jeg ikke, men hans offentlige figur fik mig til at lytte efter.

Pure Comedy skal ikke ses som en musikalsk rar oplevelse, som forgængeren I Love You Honeybear, men derimod skal albummet ses som et større værk, som har langt mere kød på sig, end man umiddelbart skulle tro. Musikken hungrer efter større perspektiver, som rækker langt udover en god guitar eller en storladen lyd. De simple melodier provokerer, og han gør det bevidst.

Et værk, der sætter gang i nogle kødgryder, der oser af moralsk kaos, ambitioner, nedladende spytklatter og måske mest af alt; af Tillman’s egen selvynk. Tematikker, der rent musikalsk virker overflødige, men som kunstværk og samfundskommentar, fungerer tematikken og sproget originalt. I en tid, hvor musikken hungrer efter originalitet, kunne Father John Misty gå hen af blive en hel historisk sensation, med hans nytænkende komedie.

Albummet trækker tråde fra George Harrisons All Things Must Pass og en lyd der momentvis går i retning af den mystiske indie-queen, Lana Del Ray. Noget, de i øvrigt har tilfælles – mystikken, altså.

Et album, der virkelig skal opleves i sin helhed, og under ingen omstændigheder skæres i småstykker og fordeles ud i små playlister på spotify. Nu er jeg forventningsfuld, og ser bestemt frem til at opleve Pure Comedy live, på Roskilde festival til juni.

For første gang på bloggen tildeler jeg 7/7 stjerner. Det var jeg ikke i tvivl om, da først jeg lyttede efter 🙂

Older posts