Rolling Stone musik podcast

Efter at have ligget i den italienske sol i en uges tid, er jeg på banen igen med et par brune ben og en lille anbefaling. Jeg vil næsten vove at påstå, at jeg bruger en tredjedel af mine vågne timer med en podcast i ørerne. Stærke sager, det er helt til at blive afhængig af. På det seneste har særligt min ny-opdagede podcast serie fyldt min øregang.

Rolling Stone Music Now har lavet deres egen musik-podcast, hvor forskellige skribenter diskuterer diverse emner indenfor musik. Heriblandt snak om nye udgivelser, interviews, radio-biografier og nogle af de helt store spørgsmål i tidens musik. De tre jeg, indtil videre, har fundet mest givende og interessante finder du nedenfor.

600x600bb

 

Music & Activism: When do they go together? Her!

 

Is rock dead? An intense debate. Her!

 

Radiohead: The making of OK Computer. Her!

 

Carl Emil Petersen – Natradio

d6824a60c4e765ff440135836ab29932

★ ★ ★ ★ ★ ★ ☆

Carl Emil Petersen er en lande-poet. Han har provokeret, fået tårende til at trille og lagt stemme til mange ungdomsfester. Da Ulige Numre brød op, lagde Carl Emil også en enorm byrde på egne skuldre. Den følelse han og bandet har givet danskerne gennem de sidste fem år, bliver nu krævet af ene og alene forsangeren. Som nu ikke længere er forsangeren, men artisten.

Natradio er da også endnu et bevis på, at Petersen er en af Danmarks største, nulevende poeter. Han har formet sit eget sprog i det danske. Et sprog der står endnu skarpere og mere personligt end på pladerne med UN. Han er modig og graver langt dybere, end han før hen har turdet. Han vover endda at nævne sit egen navn, i ’Fanget I Ungdommen’. Her kunne tråden nemt have knækket over i en lidt for kvalmende følsom melodi, men de instrumentale, momentvis mere rockede elementer kommer ham i forkøbet og skaber kontrast og distance til teksten. En distance, der ind imellem er nødvendig, når musikken kravler så langt ind under huden, at man næsten har brug for et øjeblik til at puste ud.

Kontraster er et gennemgående element på pladen, fordi de sødmefulde så vel som smertefulde sange nemt kunne lyde ens på pladen. Heldigvis formår Carl Emil konstant at fange øret på ny, og dvæler aldrig for længe ved det, der svæver så fint og tæt på ham selv. Skiftet mellem en poppet og en rocket lyd, der ind imellem nærmer sig de velkendte Ulige Numre, men som hurtigt trækker sig væk og ind i Carl Emils egen lyd igen.

Natradio er et eminent modigt værk, fordi Carl Emil Petersen har valgt at gå imod det billede der er blevet tegnet af ham selv i medierne; den samfundskritiske rockstjerne der svæver langt over København.

I stedet for at kigge udover København og resten af det danske land, så gør han det modsatte. Han dykker ned i sin egen sorg over bruddet med både kæresten og ungdomsbandet. Han følger intuitivt en vej, der giver teksterne mulighed for at blomstre og vokse på ny. Sjældent har det danske sprog kredset så smukt og ømt om bruddet med en fortid, og netop af den grund, uddeler jeg albummet 6 ud af 7 stjerner. Og det er ikke så lidt.

 

 

Aksglæde i nye og mere markante rammer

aksgla%c2%a6de_fortrudtefortigelser_epcover_artwork_3000x3000

 

Det er fredag eftermiddag, da jeg sætter min mobil til anlægget og klikker ind på Aksglædes nye Ep, “Fortrudte Fortielser”, der netop er udkommet samme dag. Mine forventninger er blandede. Debut Ep’en “Aksglæde”, der udkom i 2016,  er en Ep der virkelig er kommet tæt ind på livet af mig, fordi numre som “Svaghed i mit kød”, “Fantomfølelser” og særligt favoritten blandt mine gymnasieveninder og jeg, “Jeg kan lide den måde du græder på”, er spillet hudløs til dans og øl. Ep’en er lyden af mine venner, Roskilde og længslen efter at blive sluppet løs i sommerens frirum. Mine forventninger var, at sådan skulle det selvfølgelig ikke lyde på Fortrudte Fortielser. Den forventning havde jeg ganske ret i.

Aksglæde har som så mange andre, vendt blikket mod de elektroniske flader. Det var jeg noget skeptisk om, til en start. Lang fra størstedelen af de musikere der vælger den elektroniske vej rammer plet, når de smider instrumenterne ud af vinduet og sætter sig ved computeren i stedet for. ”Fortrudte Fortielser” giver slip på den akustiske guitar og en del af naiviteten fra første EP. I stedet bliver hullet fyldt ud af mystik, elektroniske beats og en bittersød melankoli. Alligevel trækker Ep’en tråde fra ”Aksglæde”. Det korte format og tematikker der går igen og danner ramme om sangene, samt de stadigvæk hverdags-grubleriske tekster, som Aksglæde mestrer.

Aksglæde leverer et tekstunivers fuld af hverdagsmetaforer og utallige startskud til tanketråde. Netop denne kvalitet adskiller sangene fra blot at være dansevenlige og P3-relevante, til også at leve videre og få ny betydning uden for . Jeg kan ikke forestille mig andet. Teksterne taler direkte til et ungdomsmiljø der bugner af kærlighedshistorier og længslen efter et mål eller en ambition der er svær at nå, når presset udenfor skiller drøm og virkelighed. Om forelskelsen der flød væk med tiden, og som er så langt væk, at den ikke længere kan samles op. Om alle de fortrudte fortielser.

To numre løfter pladen gevaldigt og danner den lyd, jeg gerne vil huske den for; ”Jeg drømte om dig i nat” og ”Under pres”.

”Jeg drømte om dig i nat” er en længselens sang om noget, der er forsvundet mellem fingrene på en. Et tungt groove og en iørefaldende tekst. Som tjære jeg ikke kan lade være – bare lidt. Aksglæde gør flittigt brug af hverdag-metaforer, og det fungerer eminent godt. Nu driver du ned af væggene som et koldt, koldt bad. En isnende blå melankoli, om man vil.

Singlen ”Under Pres” er mere aggressiv, og skildrer det pres der går hånd i hånd med ambitioner og drømme. Også den stikker ud, og står på Ep’en som en modig og nytænkende single. Aksglæde i en helt ny form og lyd.

”Det hvide snit” er en udmærket popsang, men bliver overflødig, fordi den ikke er så markant som de førnævnte. De elektroniske elementer flyder over og bliver til støj. Sangen vil for meget rent instrumentalt, og det overskygger en ellers udmærket tekst. Havde han på slutnummeret gjort det modsatte; skruet ned for det instrumentale og gjort nummeret simpelt og dvælende, havde det rundet Ep’en af på helt anden vis. Sommerhittet “Næste Sommer” står i udemærket kontrast til de tungere numre, men teksten er ikke på niveau med de tre andre numre.

Kort sagt: Aksglæde markerer sig på ny, i en langt modigere og mindre naiv form, men som kulminerer i et lidt for ambitiøst elektronisk arrangement. “Fortrudt Fortielser” er en fin mellemstation, og jeg tror er meget i vente fra Aksglæde. Han er jo kun lige begyndt.