Tre nyanskaffede vinyler

Mine tre nyeste skiver. Vidt forskellige men omtrent lige medrivende alle tre.

Folkeklubben – Slå Flint(2016)

Image result for slå flint folkeklubben

Folkeklubben kommer med lige præcis dét, danskerne har manglet. Slå Flint er et album, der appellerer til folket med dets poetiske, dansksprogede univers. Folkelig og nostalgisk rockmusik. Et nutidigt 70’er album, der bestemt har manglet i min samling, og som uden tvivl har en personlig plads i mit indre musik-arkiv. Endnu bedre er det, at alle bandmedlemmerne har skrevet autografer og “Til Retrocarla fra Vinylklubben” udenpå coveret. Ahhh. Den skive er jeg sku glad for!

Neil Young – Harvest(1972)

Image result for neil young harvest

Jeg husker tydeligt, første gang jeg lyttede til Harvest. En sommerdag nogle år tilbage, i et tog på vej til Odense. Toget kørte gennem en masse grønne træer og landskaber, mens jeg lyttede mig vej gennem albummet. De træer flyver stadig forbi min nethinde, når jeg sætter pladen på i dag. Der var nok en opfordring fra min far, der havde vækket min interesse for albummet, for jeg var herligt upåvirket af Neil Young’s andre solo-plader. Efterfølgene var jeg så vild med albummet, af jeg dykkede ned i resten af hans repertoire. Det kan godt være, at kritikerne mener at After The Gold Rush er højdepunktet på Young’s karriere, og at Harvest gjorde ham til den kedelige singer-songwriter han tildels er i dag. Måske er der noget om snakken, men Harvest er uden tvivl ikke ‘bare en anden Neil Young LP’. Hans vokal er særligt smuk på netop Harvest, og vel nærmest skønsang. Flere af numrene giver mig stadigvæk myrepatter – særligt Old Man, Words(Between The Lines Of Age) og selvfølgelig Neil Young’s største hit of all time – Heart Of Gold der er ligefrem hjertegribende. Country-rock der er så behagelig og smuk, at det forekommer mig ganske umuligt at starte albummet, uden at lytte det til ende.

Father John Misty – Pure Comedy(2017)

Image result for pure comedy cover

Et album jeg efterhånden har nævnt en snes gange, bl.a. i min anmeldelse af albummet, som du kan læse her. Et album der krævede min tid, før jeg virkelig forstod konceptet med de poppede melodier og absurde, nærmest bizarre tekster. Jeg oplevede J. Tillman for første gang live på årets Roskilde Festival, da han optrådte med Pure Comedy på orange scene, ifølge af en hær af blæsere og et imponerende scene setup. Der var øjeblikke hvor alt forkom mig kæmpe stort og kompliceret, mens andre øjeblikke var spinkle og noget så simple. Og det er præcis hvad Mr. Tillman har ønsket med pladen. Det bliver først rigtig storslået, når man virkelig giver slip på irritationen over hans mørke solbriller og generelt ego-centrerede fremtræden, og begynder at sætte sig ind i hans univers. Et univers der emmer af symbolikker, hverdags-metaforer og provokerende kommentarere til normerne. “You’re a star now, baby, so dry your tears – You’re just like them – Wake on up from the nightmare”. Som han selv siger det, så handler Pure Comedy om alt det, Tillman egentlig ikke burde sige, men som han – netop af den grund – ikke kan lade værre med at sige. Et album jeg gerne vil kalde et koncept album; et måske moderne svar på Pink Floyd’s The Wall, eller er det at gå for langt? Jeg tror bare jeg lader den ligge der.

Big Dogs Don’t Bark

www.creativeboysclub.com

Sommeren er snart forbi. Eller rettere, sommerferien er. Det føltes som om, at alle de oplevelser jeg sukkede efter tilbage i foråret er spurtet forbi mig, og jeg nåede på ingen måde at suge alt det ud af øjeblikkene, som jeg havde ønsket. Ikke et ord blev skrevet i mit anmelderhæfte i løbet af roskilde. Ikke ét. Tilgengæld blev den mudrede oplevelse der noget så usympatisk spurtede forbi mig i noget der føltes som små sekunder, lagret i én stor masse af øjebliksbilleder i form af stemninger, uslippelige musikoplevelser i følge af lugten af øl og cigaretter. Hold kæft hvor var det godt. Sådan helt ind i benet godt.

Kl 02.00 spillede The XX på orange. Halvvejs inde i sættet begyndte det at støvregne. Lysshowet fik de små perler oppefra til at skinne som sølvglimmer. Da de første toner fra Jamie XX’s hitnummer Loud Places skyllede ind over publikum, opstod den der berygtede orange symbiose et sted inde bag brystbenet hos de fleste, vil jeg påstå. For fanden hvor skulle jeg have skrevet den anmeldelse.

Jeg har lyttet til tonsvis af musik og kloge ord, og i den grad brugt timer på at fordybe mig, men uden lysten til at videregive noget de seneste måneder. Jeg tror på, at den tavse fordybelse i et emne inden man begynder at bjæffe, er langt vigtigere end den egentlige videregiven efterfølgende. Når jeg anmelder et album eller hører en koncert, som jeg lytter til med henblik på at videregive og bedømme oplevelsen, mister jeg også lidt af fordybelsen. Nu har jeg taget revance på det udsagn.

FEM gange har jeg sat mig ned og startet på min liste, 10 greatest albums of all time. Fem forskellige dokumenter. Papirspild, havde jeg nær skrevet. Tak til word og onenote, for god sake. Ellers havde jeg vel nok været en værre træfælder med alle mine virtuelt sammenkrøllede notater. Tilbage til listen; Et projekt jeg ville have færdig inden skolestart. En pæn, gennemtænkt liste over de albums, jeg selv betegner som de 10 bedste, nogensinde. Med fortællinger om mit tilhørsforhold til musikken og selvfølgelig en masse stjerner, toppet med guldglimmer og røde hjerter i velour. Ej okay.

Jeg kunne slet ikke. Kan slet ikke. Hver gang jeg sætter mig ved tasterne, så stopper jeg efter et par minutter i frygt for forøget hjertebanken, fordi min uduelige og fuldkommen latterlige præstationsangst tager over. Hvornår må man sætte sig ned og lave en liste over de 10 bedste albums. Kan jeg overhovedet tillade mig at vurdere enorme værker og endda stable dem over og under hinanden. Musik, som gennem årtier har været vendt og drejet og vejet og vurderet hos de absolut klogeste hoveder. Men selvfølgelig må jeg det. Det føltes bare så skide beskidt, af en eller anden grund. Men kun fordi, at jeg deler det offentligt og fordi jeg ved, at der kommer til at sidde nogle hoveder derude, som ved langt mere end mig, som slet ikke er enige. Det får mit hjerte til at slå lidt hurtigere end hvad sundt er, og så kommer jeg til at bide mine negle alt for langt ned og bruge kaffebrygning som en overspringshandling lidt oftere, end jeg burde.

Når det ikke længere føltes så beskidt, så skriver jeg den altså. For når jeg så mange gange har været nødsaget til at smide mine virtuelle notater i min virtuelle skraldespand, så begynder selvtilliden altså at krakelere lidt. En revne hist og her, som langsomt sniger sig ind på mig. Det føltes som en neglerod der gør så ondt, at mine sætninger bliver tågede og ufokuserede. Jeg har ligesom indset, at jeg er gået ind i en vaske ægte skriveblokade. Ja, nok ikke udelukkende på grund af den skide liste, men den har nu nok en finger med i spillet.

Nåh ja, det føltes nu alligevel meget rart ikke at præstere, med at lade andre om arbejdet og dykke ned i arkiver, som jeg aldrig har opdaget før, fordi min egen præstation skyggede for den del i min hjerne som er fornuftig nok til at sige mig, at det nok er lidt vigtigere at suge til sig, end det er at slynge det ene efter det andet ud i verden, hvis ikke det har noget på sig.

Min far fortalte mig på et tidspunkt om et citat, der lyder sig; “Big dogs don’t bark”. Det har jeg lært noget af, denne sommer. Ikke fordi jeg er nogen big dog, for jeg bjæffer nok mere end hvad godt er, men når alt kommer til alt, vil jeg da hellere – rent metaforisk set – være en st. bernard end en chihuahua.

Det var det. Og klap på skulderen til dig, som læste helt her til. Jeg ved ikke hvad det var, men et eller andet skulle der altså stå, havde jeg besluttet.