Katinka fortolker Sort Sol

Tre albums fra guldgruben #01

Albums, jeg lytter igennem flere gange månedligt og som syntes ikke at ville slippe taget i mig. Disse tre skiver har efter mange lyt, hver fået en plads i den lille guldgrube, hvor kun de absolut bedste værker lagres. De sidder ligesom klistret fast et sted bag mine frontallapper, som en del af min lange liste over fremragende albums, som jeg i virkeligheden burde få tatoveret langs rygsøjlen, for aldrig at glemme. Lige i overkanten, måske.

James Blake – James Blake (2011)

Image result for james blake james blake

Det rene og uploerede, i kontrast til de bearbejdede elektroniske fragmenter har en magisk virkning på mig. James Blake er fronfigur i sin genre, og jeg er endnu ikke stødt på én, der nærmer sig Blake’s opfindsomhed i sine abstrakte, soulede kompositioner. James Blake, debutalbummet, er hans svendestykke; Et mesterværk der tryllebinder. Han sætter alt virkelighed i stå og følger alle sanser et sted hen, hvor intet kan bunde. Mine knæ bliver slappe og mit hoved svæver langt væk, så snart tonerne fra Measurements, To Care(For You) eller hans populære cover af Feists, Limit To Your Love rammer min øregang. Sikke et værk.

Queen Of Denmark – John Grant (2010)

Image result for queen of denmark album

John Grants første værk, blev hans vej ud af misbrug og selvmordsforsøg. Eller trofæet for, at han havde fundet en vej ud. Teksterne kredser derfor om hans ringe kår som skabshomo, et splintrende parforhold og hans opvækst i et hjem, der var dybt religiøst. Pompøs 70’er rock, der med sit bløde, drømmende udtryk er både cute og kantet. Allerede i 2010, var der et kækt glimt i øjet og ironiske kommentarer at skimte. Noget, han virkelig har gjort brug af på de senere udgivelser. Albummet minder på mange måder om Father John Mistys nyeste udgivelse, Pure Comedy (læs anmeldelse). Særligt melankolien, de storladne arrangementer og ironien ligger tæt op af John Grant. De kunne i øvrigt være spændende, hvis de to slog pjalterne sammen om et nummer eller to, engang. Særligt holder jeg har numrene Marz, Caramel og selvfølgelig titelnummeren Queen Of Denmark.

Folkeskoletider – Telestjernen(2016)

Telestjernen er danmarks måske mest oversete sangskriver overhovedet. Et par fremragende anmeldelser bliver smidt efter ham i ny og næ, og det er det. Folkeskoletider er et godt miks af Folkeklubben og Gasolin. Gode melodier, gode historier og et sprog, der klinger af melankoli på smukkeste danske vis. Telestjernens hverdags-grubleriske univers går tilbage til hans egen tid som folkeskoleelev, men kredser også om livet som folkeskolelærer. Med Dorthe Gerlach og Allan Olsen som medvokaler, et glimt i øjet, talent for historiefortælling og gode melodier, er Folkeskoletider og Telestjernen strøget ind i mit musikhjerte – vel næsten på højde med Gasolins Gør Det Noget. Folkeskoletider er uden lige et mesterligt rockalbum, og så er det på dansk.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Katinka fortolker Sort Sol