RETROCARLA på SPOT 17: HIGHLIGHTS

SPOT 2017: FREDAG

Med en god madpakke i tasken og en sikker, struktureret plan over de kommende dage (som selvfølgelig skulle vise sig ikke at holde stik), drog jeg fredag eftermiddag mod min fødeby, Århus. Forventningsfuld og med solskin i ryggen, gik jeg ned mod Radar, for at opleve første punkt på dagsordenen: Nanna Bech

Nanna Bech – Radar

nanna-b

Radar var ideelt for Nanna Bech og hendes fire musikanter på henholdsvis cello, violin, keys og kor. Småt og intimt, som Radar hurtigt bliver, når der er godt fyldt op. Publikum var fascinerede og helt stille, allerede fra første sang. Alle spidsede ører, for ikke at misse en eneste af de fine nuancer i Nanna Bech vokal. Det var tydeligt, at bandet gjorde brug af hinandens færdigheder, og samspillet mellem dem var harmonisk og virkelig godt; man følte deres samhørighed og fælles indlevelse i musikken. De var nærmest forløsende, med så velfungerende og afslappede musikanter. Lidt sniksnak om indianer-drømme, bedste-veninden der gik i seng med ham, hun elskede og om hvordan hun, et sted i Norge, brød sin skriveblokade ved -rent metaforisk- af smide ærkefjenden udover fjeldende var fint, men jeg ville hellere have hørt et nummer mere, i bytte for et par af historierne. Efter de første numre, dukkede der pludselig noget nyt op, i det ellers spinkle og nuttede udtryk: en stortromme og brutale tekster om eksen. Musikken fik puls og kant, som stod i god kontrast til alt det pæne. En ærlig og velspillet koncert, som bød på blodige overraskelser og fine melodier. Ærgerligt, at de ikke spillede i mere end 30 min. Jeg var gerne blevet.

★★☆☆

Mono Mono – Musikhuset, Filuren

monomono

Mono Mono lagde hårdt ud, uden overhovedet at interagere med publikum forinden. Trods det høje niveau og detalje-viviar, var musikken stadigvæk legende og flyvsk. Baggrunds scenografien smeltede sammen med musikken, og jeg fik lyst til at lukke øjnene og bare have filmen kørende på nethinden. Karolines jazzede sax stod i dødlækker kontrast til de elektroniske beats og var en god ice-breaker, da sangene begyndte at smelte sammen i øret. Publikum var uden lige forført af stemningen og musikernes indlevelse i musikken, men den magi der kunne være opstået mellem Mono Mono og den halvt fyldte sal, opstod aldrig. Måske lå bandets fokus på at fremføre de nye sange, mere end det lå på at interagere med publikum, og gøre dem en del af de fede rytmer.

★★☆☆☆

Velvet Volume – Scandinavian Congress Center

velvetvolume

Det var som om, at det var netop de tre piger, som alle i SCC havde ventet på hele aftenen. De gik på scenen med kæmpe overskud og en vild energi, som straks spredte sig ud i hele salen – og det er altså ikke så lidt. Det er skønt, at tre unge piger holder fast i den musik, som virkelig fanger dem, og ikke lader sig føre med strømmen af alle de nye tendenser. Tung rock bliver ungdommenliggjort og løftet op, når den bliver fremvist som Velvet Volume-søstrene forår af gøre det. De to frontfigurer, Noa og Naomi kører hårdt derudaf, med duet efter duet. Vokalerne klinger i to vidt forskellige retninger, den ene pige-poppet, den anden rocket og tør. Noa Lachimi står stærkest i min erindring: hun kan noget med en guitar. Efter den overdådige solo, stod dét endnu mere stjerneklart. Naomi og Nataja på henholdsvis bas og trommer spillede begge suverænt, milimeter fra Noa. En næsten hårrejsende koncert, som jeg gerne havde set folde sig ud henover halvanden time, fremfor små 35 min.

★★☆☆

 

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

RETROCARLA på SPOT 17: HIGHLIGHTS