LYDEN AF ROSKILDE

Hovmodig komedie om relevante samfundstematikker

Father John Misty: Pure Comedy

Alternativ folk

★ ★ ★ ★ ★ ★ ★

 

Image result for father john misty

Josh Tillman, bedre kendt som Father John Misty, fik sit for alvor kommercielle gennembrud i 2015, med folk-udgivelsen I Love You Honeybear. D.4 April stod han klar med næste træk, albummet Pure Comedy.

Umiddelbart brød jeg mig ikke om albummet, da jeg først lyttede til det på udgivelsesdagen. En lang, tyk smøre af en simpel instrumental sammensætning, for meget vokal og de ironiske kommentarer til tidens måde at være menneske på. Det virkede overflødigt. Selv hans eget navn blev smidt i gryden, og hældt over med gylle og brok. Jeg lagde albummet på hylden, skuffet over de monotone melodier og tanken om, at det var netop dét kedelige landskab, han ville præsentere på Roskilde til juni.

Alligevel var der noget ved Josh Tillman’s vilde udtalelser i interviewene i bl.a. Gaffa, Rolling Stone og Pitchfork, der fik mig til at sætte det overflødige album på endnu engang, nu med spidsede ører. Om det var hans daglige LSD forbrug eller de dommedagsagtige vinkler han har på menneskeheden ved jeg ikke, men hans offentlige figur fik mig til at lytte efter.

Pure Comedy skal ikke ses som en musikalsk rar oplevelse, som forgængeren I Love You Honeybear, men derimod skal albummet ses som et større værk, som har langt mere kød på sig, end man umiddelbart skulle tro. Musikken hungrer efter større perspektiver, som rækker langt udover en god guitar eller en storladen lyd. De simple melodier provokerer, og han gør det bevidst.

Et værk, der sætter gang i nogle kødgryder, der oser af moralsk kaos, ambitioner, nedladende spytklatter og måske mest af alt; af Tillman’s egen selvynk. Tematikker, der rent musikalsk virker overflødige, men som kunstværk og samfundskommentar, fungerer tematikken og sproget originalt. I en tid, hvor musikken hungrer efter originalitet, kunne Father John Misty gå hen af blive en hel historisk sensation, med hans nytænkende komedie.

Albummet trækker tråde fra George Harrisons All Things Must Pass og en lyd der momentvis går i retning af den mystiske indie-queen, Lana Del Ray. Noget, de i øvrigt har tilfælles – mystikken, altså.

Et album, der virkelig skal opleves i sin helhed, og under ingen omstændigheder skæres i småstykker og fordeles ud i små playlister på spotify. Nu er jeg forventningsfuld, og ser bestemt frem til at opleve Pure Comedy live, på Roskilde festival til juni.

For første gang på bloggen tildeler jeg 7/7 stjerner. Det var jeg ikke i tvivl om, da først jeg lyttede efter 🙂

   

2 kommentarer

  • Har ikke hørt om ham eller hans album før, men det lyder som et meget fangende og fascinerende et af slagsen når du forklarer!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

LYDEN AF ROSKILDE