Idolernes Idoler // Aksglæde om C.V. Jørgensen

Aksglæde + Yune på Atlas

 På sådan en lun forårsaften i Århus, hvor alting dufter lidt af øl og ungdom, virkede det næsten oplagt at tage et smut forbi Atlas, til tre kvarters Aksglæde. 

 

Yune

 

Som opvarmning, spillede seksmandsbandet Yune. Drømmepop, om man vil. Et yderst velspillene ungt band, som instrumentalt fungerede exceptionelt godt, men vokalen forsvandt momentvis. Det var formentlig en blanding af den overdrevne rumklang og Atlas, der fortydende lyden, hvilket var enormt ærgerligt, da oplevelsen uden tvivl havde været en anden, hvis vokalen havde formået at trænge bedre igennem og ud til det lille publikum. Bandet lukkede sig inde i sig selv, og selvom det i igennem de første to numre virkede fint, blev det lidt for hurtigt et øjeblik de delte med hinanden, mere end de delte det med de få, der var troppet op for at opleve dem, inden Aksglæde gik på lidt i ti.

 

Aksglæde

★★ ★☆

Da Jacob Aksglæde og hans band trådte ind på scenen og startede deres set, opstod der nærmest en hel symbiose mellem denne forårsaften og den energiske dansksprogede popmusik, som passede umådeligt godt ind i de Århusianske omgivelser. Første del af sættet var jævnt, indtil hittet “Lille Tårbæktøs” for alvor brød isen mellem band og publikum, og skabte dynamik og liv i den lille sal, som efterhånden var halvt fyldt op af unge mennesker, som festligt bevægede sig tættere på scenen, i takt til de glade popmelodier.

Jacob Aksglædes vokal kunne langt mere, end jeg egentlig havde forventet live. Den akustiske “søerne”, kun med følge af guitar og trompet, stod i fin kontrast til den københavner-kække “Lille Tårbækstøs”. Her viste Aksglæde en ny, næsten nøgen side af sin vokal. Det var skrøbeligt, fint og næsten nervepirrende, men bestemt ikke så det gjorde noget. Et fint og nærmest poetisk sidespor, der ikke kun løftede vokalen men også understregede Jacob Aksglædes færdigheder som sangskriver. Efterfulgt af “Søerne”, kom “Skyernes Byer”. Et nummer, der for mig kimer af alt, jeg forbinder med Aksglæde, og det tror jeg ikke jeg var den eneste blandt publikum der syntes.

Coveret af Anne Linnets “Barndommens Gade” virkede fint, særligt efter det første omkvæd, hvor bandet virkelig formod at gøre sangen til deres egen, og den stod godt, igen, som et lille sidespor til det ellers kompakte set.

Resten af koncerten svandt væk hurtigere end ønsket, med en fin kombination af nye og gamle numre. Særligt “Svaghed i mit kød” stod stærkt, hvor saxofon og trompet fik lov til at skinne om kap med det melodiske omkvæd. I den sidste del af sættet, fik musikerne virkelig lov til at understrege, hvor velspillende et band de er. Stemningen blandt publikum var nær fatal, da Aksglæde takkede af, efter tre alt for korte kvarter.

Nogle gange er det de simple koncerter med få mennesker og store smil, der sætter sig fast på nethinden.

 

Sætliste:

Småtterier

Jeg Kan Lide Den Måde Du Græder På

Lille Tårbækstøs

Søerne

Skyernes Byer

Barndommens Gade (Anne Linnet cover)

Under Pres

Drømte Om Dig I Nat

Svaghed I Mit Kød

To Takter Fra Tinnitus

Næste Sommer

Fantomfølelser

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Idolernes Idoler // Aksglæde om C.V. Jørgensen