Hovmodig komedie om relevante samfundstematikker

Father John Misty: Pure Comedy

Alternativ folk

★ ★ ★ ★ ★ ★ ★

 

Image result for father john misty

Josh Tillman, bedre kendt som Father John Misty, fik sit for alvor kommercielle gennembrud i 2015, med folk-udgivelsen I Love You Honeybear. D.4 April stod han klar med næste træk, albummet Pure Comedy.

Umiddelbart brød jeg mig ikke om albummet, da jeg først lyttede til det på udgivelsesdagen. En lang, tyk smøre af en simpel instrumental sammensætning, for meget vokal og de ironiske kommentarer til tidens måde at være menneske på. Det virkede overflødigt. Selv hans eget navn blev smidt i gryden, og hældt over med gylle og brok. Jeg lagde albummet på hylden, skuffet over de monotone melodier og tanken om, at det var netop dét kedelige landskab, han ville præsentere på Roskilde til juni.

Alligevel var der noget ved Josh Tillman’s vilde udtalelser i interviewene i bl.a. Gaffa, Rolling Stone og Pitchfork, der fik mig til at sætte det overflødige album på endnu engang, nu med spidsede ører. Om det var hans daglige LSD forbrug eller de dommedagsagtige vinkler han har på menneskeheden ved jeg ikke, men hans offentlige figur fik mig til at lytte efter.

Pure Comedy skal ikke ses som en musikalsk rar oplevelse, som forgængeren I Love You Honeybear, men derimod skal albummet ses som et større værk, som har langt mere kød på sig, end man umiddelbart skulle tro. Musikken hungrer efter større perspektiver, som rækker langt udover en god guitar eller en storladen lyd. De simple melodier provokerer, og han gør det bevidst.

Et værk, der sætter gang i nogle kødgryder, der oser af moralsk kaos, ambitioner, nedladende spytklatter og måske mest af alt; af Tillman’s egen selvynk. Tematikker, der rent musikalsk virker overflødige, men som kunstværk og samfundskommentar, fungerer tematikken og sproget originalt. I en tid, hvor musikken hungrer efter originalitet, kunne Father John Misty gå hen af blive en hel historisk sensation, med hans nytænkende komedie.

Albummet trækker tråde fra George Harrisons All Things Must Pass og en lyd der momentvis går i retning af den mystiske indie-queen, Lana Del Ray. Noget, de i øvrigt har tilfælles – mystikken, altså.

Et album, der virkelig skal opleves i sin helhed, og under ingen omstændigheder skæres i småstykker og fordeles ud i små playlister på spotify. Nu er jeg forventningsfuld, og ser bestemt frem til at opleve Pure Comedy live, på Roskilde festival til juni.

For første gang på bloggen tildeler jeg 7/7 stjerner. Det var jeg ikke i tvivl om, da først jeg lyttede efter 🙂

LYDEN AF ROSKILDE

 

coll3 coll1 coll2

Det lille Danmark er blevet lyst igen, og alle render rundt med softice-lyster. Det vidner om, at roskilde festival 2017 ligger tættere på, end som så. Jeg glæder mig vildt, og jeg syntes egentlig at programmet har foldet sig ud, pænt meget som jeg ønskede det. Et rigtig roskilde program, fuld af kontrast. Jeg har selvfølgelig samlet tre timers roskilde-lyd, som i kan lytte til, når eksamener og arbejdstimer inden de orange telte bliver hejst, syntes lidt for lange.

Særligt glæder jeg mig til The XX, Father John Misty, Savage Rose, Angel Olsen og selvfølgelig årets absolutte hjerteknuser, eks-forsanger for Ulige Numre, Carl Emil Petersen.

 

 

 

 

 

Aksglæde + Yune på Atlas

 På sådan en lun forårsaften i Århus, hvor alting dufter lidt af øl og ungdom, virkede det næsten oplagt at tage et smut forbi Atlas, til tre kvarters Aksglæde. 

 

Yune

 

Som opvarmning, spillede seksmandsbandet Yune. Drømmepop, om man vil. Et yderst velspillene ungt band, som instrumentalt fungerede exceptionelt godt, men vokalen forsvandt momentvis. Det var formentlig en blanding af den overdrevne rumklang og Atlas, der fortydende lyden, hvilket var enormt ærgerligt, da oplevelsen uden tvivl havde været en anden, hvis vokalen havde formået at trænge bedre igennem og ud til det lille publikum. Bandet lukkede sig inde i sig selv, og selvom det i igennem de første to numre virkede fint, blev det lidt for hurtigt et øjeblik de delte med hinanden, mere end de delte det med de få, der var troppet op for at opleve dem, inden Aksglæde gik på lidt i ti.

 

Aksglæde

★★ ★☆

Da Jacob Aksglæde og hans band trådte ind på scenen og startede deres set, opstod der nærmest en hel symbiose mellem denne forårsaften og den energiske dansksprogede popmusik, som passede umådeligt godt ind i de Århusianske omgivelser. Første del af sættet var jævnt, indtil hittet “Lille Tårbæktøs” for alvor brød isen mellem band og publikum, og skabte dynamik og liv i den lille sal, som efterhånden var halvt fyldt op af unge mennesker, som festligt bevægede sig tættere på scenen, i takt til de glade popmelodier.

Jacob Aksglædes vokal kunne langt mere, end jeg egentlig havde forventet live. Den akustiske “søerne”, kun med følge af guitar og trompet, stod i fin kontrast til den københavner-kække “Lille Tårbækstøs”. Her viste Aksglæde en ny, næsten nøgen side af sin vokal. Det var skrøbeligt, fint og næsten nervepirrende, men bestemt ikke så det gjorde noget. Et fint og nærmest poetisk sidespor, der ikke kun løftede vokalen men også understregede Jacob Aksglædes færdigheder som sangskriver. Efterfulgt af “Søerne”, kom “Skyernes Byer”. Et nummer, der for mig kimer af alt, jeg forbinder med Aksglæde, og det tror jeg ikke jeg var den eneste blandt publikum der syntes.

Coveret af Anne Linnets “Barndommens Gade” virkede fint, særligt efter det første omkvæd, hvor bandet virkelig formod at gøre sangen til deres egen, og den stod godt, igen, som et lille sidespor til det ellers kompakte set.

Resten af koncerten svandt væk hurtigere end ønsket, med en fin kombination af nye og gamle numre. Særligt “Svaghed i mit kød” stod stærkt, hvor saxofon og trompet fik lov til at skinne om kap med det melodiske omkvæd. I den sidste del af sættet, fik musikerne virkelig lov til at understrege, hvor velspillende et band de er. Stemningen blandt publikum var nær fatal, da Aksglæde takkede af, efter tre alt for korte kvarter.

Nogle gange er det de simple koncerter med få mennesker og store smil, der sætter sig fast på nethinden.

 

Sætliste:

Småtterier

Jeg Kan Lide Den Måde Du Græder På

Lille Tårbækstøs

Søerne

Skyernes Byer

Barndommens Gade (Anne Linnet cover)

Under Pres

Drømte Om Dig I Nat

Svaghed I Mit Kød

To Takter Fra Tinnitus

Næste Sommer

Fantomfølelser