Tre aktuelle singler // UGE 11

Idolernes Idoler // Aksglæde om C.V. Jørgensen

I mit projekt, Idolernes Idoler, interviewer jeg en række danske kunstnere, om deres største inspirationskilder. Denne gang er det Aksglæde, der sætter ord på sine tanker og sit forhold til sanger og sangskriver, C.V. Jørgensen.

aks

Hvordan vil du beskrive C.V Jørgensen? C.V. Jørgensen er en historiefortæller, der har en helt unik føling med ord. Derudover kan han jo beskrives som en levende legende, der har fået en kæmpe stjernestatus i den danske musikhistorie. Både fordi hans tekster beskriver danskerne og det danske sind så lysende klart, men også fordi han er en nærmest mytisk person, der er sky og sjældent optræder i offentligheden. På den måde bliver han spændende, mystisk og dragende.

Hvordan har han haft indflydelse på din musik? Det er både hans tekster og farverne i hans musik, der inspirerer mig. Når jeg siger farverne, så mener jeg den vekselvirkning, der er mellem det melankolske og det positive i hans musik. Jeg elsker, at der er en dobbelttydighed i musikken, således at det hverken er 100 % melankolsk eller 100 % positivt, men at det er bittersødt. Det er noget, som man også kan høre i min musik.

Hans tekster er jo en helt kapitel for sig – ja, nærmest en hel bog for sig. Det er svært at pege på nogen anden dansk lyriker, der har sat et så stort mærke på dansk musik. Han er eminent til at zoome helt ind på dagligdagen i DK og pege på noget, som er helt åbenlyst, men få formår at synge om. ”Sommersøndag nationen ligger lig/ selv lå jeg på langs / da familien lagde vejen her forbi / hej hej bye bye ellers intet nyt…” Det er så enkelt, men noget som vi alle kender til. Og det er vel kernen i hans succes, at han formår at skrive om noget, som alle kan relatere til. Det er også det jeg prøver at gøre i mine tekster. Jeg skriver om situationer, som lytteren skal kunne sige ”Aaah, ja, det kender jeg godt”. Min opgave som lyriker er at sætte ord på ting, som lytterne ikke nødvendigvis kan, vil eller tør.  

Et særligt minde med C.V Jørgensen? Jeg ved ikke hvorfor, men i en årrække, hvor jeg boede sammen med min bedste ven, Jeppe, hørte vi altid C.V. Jørgensens sang ”Entertaineren” inden vi tog i byen. Det gav os et boost af energi, haha. Den virker stadig!

Jeg ser flere paralleller mellem C.V Jørgensens og din musik. Særligt, den måde i fremfører jeres tekster på. Sekvenser af ‘Jeg kan lide den måde du græder på’, er flere gange sammenlignet med C.V Jørgensens snakke-mentalitet. Er det noget du selv bider mærke i, eller er det ganske ubevidst? Ja, nu når du siger det, så kan jeg godt høre, at C.V. Jørgensen har været med til at forme min måde at synge på. Der er dog stadig en ret stor forskel på CV og min vokalmetode, da jeg også er inspireret af Nikolaj Nørlund og, tro det eller ej, Michael Jackson. Jeg stjæler fra de bedste og skaber mit eget udtryk.

Men det er nok ikke noget jeg gør bevidst. Det er bare sket, i og med at jeg har lyttet meget til disse kunstnere. Jeg samler indtryk fra 1000 steder, hvor C.V. Jørgensen er et af de steder. Det er jo også tydeligt, at C.V. Jørgensen har fundet inspiration hos Bob Dylan, der også snakker meget i sin musik. Jeg har dog ikke hørt meget Dylan, men man kan vel sige, at jeg, via CV, er indirekte inspireret af Dylan. Det, jeg prøver at sige, er, at musik og inspirationer er meget flydende og at man ikke entydigt kan pege på, hvor ideer og udtryk kommer fra. Men C.V. har da været en stor ledestjerne i min kunst.  

Hvis nu C.V kom og spurgte, om i to ikke skulle skrive en sang sammen, hvad ville den sang så handle om? Haha, tror det ville blive en melankolsk sommersang. Tror den ville handle om, at mig og CV åbner en isbar på Amager Strandpark. Så kan vi beskrive alle de forskellige og farverige typer, der kommer og skal have stillet deres istrang. Vi ville servicere den tatoverede skalle-per med bulldog i den ene hånd og en platinblond babe i den anden, førstegangsmoren der køber is til hele familien, der sidder og venter på tæppet længere nede på standen og det helt unge kærestepar, der tager på stranden for at kølne deres trang til at blive voksne.

C.V Jørgensen er mester i samfundskritiske tekster; er det noget, du selv kunne bevæge dig ud i? Det kommer an på, hvad man mener med samfundskritisk. For jeg kan godt finde på, at skrive tekster, der har kommentarer og betragtninger om, hvordan vi lever vores liv. Det synes jeg nemlig også, at CV er eminent til. Han kan beskrive hverdagslivet med skarpe billeder, uden at være fordømmende eller bedrevidende. Det synes jeg er smukt og noget som jeg også efterstræber i min kunst.

Jeg kunne dog aldrig finde på, at skrive politiske tekster. Jeg kan simpelthen ikke forså, hvorfor nogle kunstnere ser et kald i et blande sig i politik. Hvorfor skulle kunstnere have en særlig viden om politik og fordelingspolitik i forhold til en skolelærer eller bankmand?

Vi er jo musikere og kunstnere og har en specialviden herom. Det er mig en gåde, at nogle musikere stiller sig op og kritiserer politikere og deres politikker som om, at musikernes viden strækker sig længere end de 100 embedsmænd i ministerierne, der har brugt år på at gennemtænke lovene.

Som musiker og kunstner er det min opgave, at fortolke og beskrive samfundet og det liv, vi lever. Men det er IKKE min opgave at kommentere på specifik politik. Det er tværtimod min opgave at lade være. Det skyldes nemlig, at jeg har et talerør igennem tv, radio og andre medier, som giver mig en meget større stemme end den normale dansker – selvom den normale danskernes holdninger er lige så valide som mine – måske endda mere gennemtænkte. Så hvorfor skulle jeg have lov til at sprede mine holdninger om politik mere end de andre, bare fordi jeg er god til at skrive sange?

Det er forkert at tro, at bare fordi du har en megafon, så skal du sige noget i den. Det er tvært imod min holdning, at når du har en megafon, som mange kunstnere har, så skal du være meget påpasselig med at ytre dine holdninger omkring specifik politik, da dine holdninger kan påvirke lytterne uforholdsmæssigt meget, uden at du nødvendigvis har noget belæg for det, du ytrer dig om – i modsætning til politikere og andre samfundsdebattører, der bliver tjekket i hoved og røv for deres ytringer. Hvis du som kunstner skal ytre dig om specifikke politikker, så skal du altså have gennemanalyseret sagen ligeså meget, som politikerne og embedsmændene og andre debattører, der bliver taget seriøst. Ellers er det jo bare gratis ytringer og påstande. Hvis du tværtimod har brugt tid på at sætte dig ind i ting, så er det fair nok. Men jeg vil nu hellere bruge min tid på at skrive endnu bedre sange og endnu bedre tekster, og lade politik være op til dem der faktisk beskæftiger sig med politik. Og så stemmer jeg selvfølgelig, når jeg skal.

Så nej – synger ikke om politik, men gerne om samfundstendenser.

Det C.V Jørgensen album du har lyttet mest til, og hvorfor? Det er faktisk en af hans live-plader, der hedder ”Sange fra Scenen”. Den indeholder nogle af mine yndlingssange fra CV og så er de fortolket til liveudgaver med Aske Jacoby på guitar, der spiller helt magisk. Det er sukker for øregangen!  

En ting, C.V kan lære andre kunstnere? Han kan lære os andre, at man skal anse teksten, som et univers, der har uendelige muligheder. CV har en evne til at smage på ordene, lege med ordene, vende og dreje dem, således at teksten får et kæmpe liv og trækker lytteren ind i højtalen og ind i CVs egen verden. Hver gang jeg hører CV, kører der en indre film for mine øjne, der er vildt fascinerede, fordi han kan male billeder med ord, som jeg ikke har set før. Det er en evne, som få har, men som alle burde efterstræbe.

Lyt til Aksglæde:

 

 

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Tre aktuelle singler // UGE 11