Idolernes Idoler // Aksglæde om C.V. Jørgensen

I mit projekt, Idolernes Idoler, interviewer jeg en række danske kunstnere, om deres største inspirationskilder. Denne gang er det Aksglæde, der sætter ord på sine tanker og sit forhold til sanger og sangskriver, C.V. Jørgensen.

aks

Hvordan vil du beskrive C.V Jørgensen? C.V. Jørgensen er en historiefortæller, der har en helt unik føling med ord. Derudover kan han jo beskrives som en levende legende, der har fået en kæmpe stjernestatus i den danske musikhistorie. Både fordi hans tekster beskriver danskerne og det danske sind så lysende klart, men også fordi han er en nærmest mytisk person, der er sky og sjældent optræder i offentligheden. På den måde bliver han spændende, mystisk og dragende.

Hvordan har han haft indflydelse på din musik? Det er både hans tekster og farverne i hans musik, der inspirerer mig. Når jeg siger farverne, så mener jeg den vekselvirkning, der er mellem det melankolske og det positive i hans musik. Jeg elsker, at der er en dobbelttydighed i musikken, således at det hverken er 100 % melankolsk eller 100 % positivt, men at det er bittersødt. Det er noget, som man også kan høre i min musik.

Hans tekster er jo en helt kapitel for sig – ja, nærmest en hel bog for sig. Det er svært at pege på nogen anden dansk lyriker, der har sat et så stort mærke på dansk musik. Han er eminent til at zoome helt ind på dagligdagen i DK og pege på noget, som er helt åbenlyst, men få formår at synge om. ”Sommersøndag nationen ligger lig/ selv lå jeg på langs / da familien lagde vejen her forbi / hej hej bye bye ellers intet nyt…” Det er så enkelt, men noget som vi alle kender til. Og det er vel kernen i hans succes, at han formår at skrive om noget, som alle kan relatere til. Det er også det jeg prøver at gøre i mine tekster. Jeg skriver om situationer, som lytteren skal kunne sige ”Aaah, ja, det kender jeg godt”. Min opgave som lyriker er at sætte ord på ting, som lytterne ikke nødvendigvis kan, vil eller tør.  

Et særligt minde med C.V Jørgensen? Jeg ved ikke hvorfor, men i en årrække, hvor jeg boede sammen med min bedste ven, Jeppe, hørte vi altid C.V. Jørgensens sang ”Entertaineren” inden vi tog i byen. Det gav os et boost af energi, haha. Den virker stadig!

Jeg ser flere paralleller mellem C.V Jørgensens og din musik. Særligt, den måde i fremfører jeres tekster på. Sekvenser af ‘Jeg kan lide den måde du græder på’, er flere gange sammenlignet med C.V Jørgensens snakke-mentalitet. Er det noget du selv bider mærke i, eller er det ganske ubevidst? Ja, nu når du siger det, så kan jeg godt høre, at C.V. Jørgensen har været med til at forme min måde at synge på. Der er dog stadig en ret stor forskel på CV og min vokalmetode, da jeg også er inspireret af Nikolaj Nørlund og, tro det eller ej, Michael Jackson. Jeg stjæler fra de bedste og skaber mit eget udtryk.

Men det er nok ikke noget jeg gør bevidst. Det er bare sket, i og med at jeg har lyttet meget til disse kunstnere. Jeg samler indtryk fra 1000 steder, hvor C.V. Jørgensen er et af de steder. Det er jo også tydeligt, at C.V. Jørgensen har fundet inspiration hos Bob Dylan, der også snakker meget i sin musik. Jeg har dog ikke hørt meget Dylan, men man kan vel sige, at jeg, via CV, er indirekte inspireret af Dylan. Det, jeg prøver at sige, er, at musik og inspirationer er meget flydende og at man ikke entydigt kan pege på, hvor ideer og udtryk kommer fra. Men C.V. har da været en stor ledestjerne i min kunst.  

Hvis nu C.V kom og spurgte, om i to ikke skulle skrive en sang sammen, hvad ville den sang så handle om? Haha, tror det ville blive en melankolsk sommersang. Tror den ville handle om, at mig og CV åbner en isbar på Amager Strandpark. Så kan vi beskrive alle de forskellige og farverige typer, der kommer og skal have stillet deres istrang. Vi ville servicere den tatoverede skalle-per med bulldog i den ene hånd og en platinblond babe i den anden, førstegangsmoren der køber is til hele familien, der sidder og venter på tæppet længere nede på standen og det helt unge kærestepar, der tager på stranden for at kølne deres trang til at blive voksne.

C.V Jørgensen er mester i samfundskritiske tekster; er det noget, du selv kunne bevæge dig ud i? Det kommer an på, hvad man mener med samfundskritisk. For jeg kan godt finde på, at skrive tekster, der har kommentarer og betragtninger om, hvordan vi lever vores liv. Det synes jeg nemlig også, at CV er eminent til. Han kan beskrive hverdagslivet med skarpe billeder, uden at være fordømmende eller bedrevidende. Det synes jeg er smukt og noget som jeg også efterstræber i min kunst.

Jeg kunne dog aldrig finde på, at skrive politiske tekster. Jeg kan simpelthen ikke forså, hvorfor nogle kunstnere ser et kald i et blande sig i politik. Hvorfor skulle kunstnere have en særlig viden om politik og fordelingspolitik i forhold til en skolelærer eller bankmand?

Vi er jo musikere og kunstnere og har en specialviden herom. Det er mig en gåde, at nogle musikere stiller sig op og kritiserer politikere og deres politikker som om, at musikernes viden strækker sig længere end de 100 embedsmænd i ministerierne, der har brugt år på at gennemtænke lovene.

Som musiker og kunstner er det min opgave, at fortolke og beskrive samfundet og det liv, vi lever. Men det er IKKE min opgave at kommentere på specifik politik. Det er tværtimod min opgave at lade være. Det skyldes nemlig, at jeg har et talerør igennem tv, radio og andre medier, som giver mig en meget større stemme end den normale dansker – selvom den normale danskernes holdninger er lige så valide som mine – måske endda mere gennemtænkte. Så hvorfor skulle jeg have lov til at sprede mine holdninger om politik mere end de andre, bare fordi jeg er god til at skrive sange?

Det er forkert at tro, at bare fordi du har en megafon, så skal du sige noget i den. Det er tvært imod min holdning, at når du har en megafon, som mange kunstnere har, så skal du være meget påpasselig med at ytre dine holdninger omkring specifik politik, da dine holdninger kan påvirke lytterne uforholdsmæssigt meget, uden at du nødvendigvis har noget belæg for det, du ytrer dig om – i modsætning til politikere og andre samfundsdebattører, der bliver tjekket i hoved og røv for deres ytringer. Hvis du som kunstner skal ytre dig om specifikke politikker, så skal du altså have gennemanalyseret sagen ligeså meget, som politikerne og embedsmændene og andre debattører, der bliver taget seriøst. Ellers er det jo bare gratis ytringer og påstande. Hvis du tværtimod har brugt tid på at sætte dig ind i ting, så er det fair nok. Men jeg vil nu hellere bruge min tid på at skrive endnu bedre sange og endnu bedre tekster, og lade politik være op til dem der faktisk beskæftiger sig med politik. Og så stemmer jeg selvfølgelig, når jeg skal.

Så nej – synger ikke om politik, men gerne om samfundstendenser.

Det C.V Jørgensen album du har lyttet mest til, og hvorfor? Det er faktisk en af hans live-plader, der hedder ”Sange fra Scenen”. Den indeholder nogle af mine yndlingssange fra CV og så er de fortolket til liveudgaver med Aske Jacoby på guitar, der spiller helt magisk. Det er sukker for øregangen!  

En ting, C.V kan lære andre kunstnere? Han kan lære os andre, at man skal anse teksten, som et univers, der har uendelige muligheder. CV har en evne til at smage på ordene, lege med ordene, vende og dreje dem, således at teksten får et kæmpe liv og trækker lytteren ind i højtalen og ind i CVs egen verden. Hver gang jeg hører CV, kører der en indre film for mine øjne, der er vildt fascinerede, fordi han kan male billeder med ord, som jeg ikke har set før. Det er en evne, som få har, men som alle burde efterstræbe.

Lyt til Aksglæde:

 

 

 

Tre aktuelle singler // UGE 11

Foråret sniger sig ind på os, og det kan mærkes; Særligt når de nye singler flyver om ørene på en, og musikerne igen går ind i den evige jagt på spotlightet. Det èr virkelig forår.

Marts har allerede været begivenhedsrig på musikfronten. Særligt nyheden om bruddet i Ulige Numre, har knust en del musikglade ungdomshjerter – inklusivt mit eget. Nok om det.

Jeg har nuppet de tre mest aktuelle singler fra ugens løb.

Howling At The Moon / Esben Kronborg

esben-kronborg-pressefoto-dont-sit-down

Esben Kronborg udgav i sidste uge hans første single siden albummet A Multitude Of Things You  Can’t Rehearse, fra 2016. Denne gang er han tilbage, med en drømmende og sødladen melodi, der sniger sig ind og er hvad jeg vil kalde, en rocket pop-melodi. Esben Kronborg har tidligere fremstået en smule anonym, i det hans lyd ikke rummer originalitet eller personlig kant; det syntes jeg til gengæld at han i højere grad får lov at modbevise, på den nye single. Jeg er forventningsfuld.

 

Third of May (Odaigahara) / Fleet Foxes

Ny single fra Fleet Foxes udkom d. 10 marts. Ikke nok med det, har de også annonceret nyt albums, Crack-Up, der udkommer den 16. juni. Den næsten 9 minutter lange single, trækker tråde tilbage til folk-rødderne. Min første intuition var Crosby, Stills & Nash, grundet de gennemførte harmonier i første del af nummeret, hvor sangen efterfølgene kører hen af et drømmende sidespor, og udvikler et legende, næsten psykedelisk udtryk. En lyd, der umiddelbart passer det moderne folk-band enormt godt. Jeg tror man kan forvente helt nye dimensioner fra bandet.

 

Liv Før Død / Carl-Emil Petersen

Ulige Numre-frontmand går solo – hør Carl Emil Petersens debutsingle, ‘Liv før døden’

Blot to dage efter bruddet med Ulige Numre, sprang Carl-Emil Petersen ud som solo-artist, med singlen Liv Før Døden. Rock-fænomenet Carl Emil har vendt skuden og det lyder som om, han er gået i populærmusikkens fodspor. Nummeret handler om at have for høje forventninger til sig selv og faren ved af spejle sig i andres succes.  “Forventningerne overgår simpelthen hvad livet kan præstere. Så kan man pludselig ikke længere se det smukke for bare misundelse eller præstationsangst.”

På Danske Læber, Musikhuset Århus

Lenoard Cohen På Danske Læber, koncertanmeldelse, Tirsdag d. 7/3 2017.

En tirsdag aften i Århus musikhus, i selskab med de fornemeste danske musikere. En aften, der var et frisk pust i dansk musik og et glædeligt gensyn, med nogle af de gamle svingere. Nikolaj Nørlund har en fin sans, når det kommer til sammensætning af kunstnere. En cocktail af 16 forskellige musikere, med hver deres 5 minutter på scenen, var nær perfekt sammensat. Vildskab, skrøbelighed og klasse. Det musikalske niveau var langt højere, end jeg havde turdet håbe på, når koncertsalen skulle rumme både Bisse og Lars Lilholt, – ja, det kræver vel nærmest magi, at gøre det til en god oplevelse . Og magisk, det var det.

17267582_1352386901467100_2951211452309962752_n

Højdepunkterne på aftenen står tydeligt for mig. I første sæt stod Bisse stærkt, med Jeg Er Din Mand (I’m Your Man). Iført sit lille sorte net, kom han så godt som nøgen, vandrende ned gennem publikum med en rose oplyst af en lommelygte. Den lille mand var så opsigtsvækkende, af selv kunstnerne bag scenetæppet tittede ud. Bisse leverede en på alle måder overlegen scenepræsentation, med hans skæve udklædning og stærke vokal. Hvor de andre kunstnere blev løftet op af de dygtige musikere, formodede Bisse af vende konceptet om, og løftede både sin egen og bandets musikalitet med hans ekspressive optræden. Han gav uden tvivl, publikum et stykke af sig selv.

Katinka var også et højdepunkt på aftenen, da hun præsenterede sin version af Chelsea Hotel (Chelsea Hotel Nr.2). Med hendes rodede page, tussede arme og polka-prikkede bukser, sang hun hjertet ud, og der var ikke en finger at sætte på hendes præsentation. Der var langt mere kraft og power bag hendes stemme denne aften, end hvad hun ellers giver udtryk for, på hendes vante ukulele-melankolske melodier.

Blaue Blume kom på som de første efter pausen, med På Vejen Tilbage Til Dig (Coming Back to You).  Jonas Smiths vokalpræsentation – vil jeg vove at påstå – efterlod alle i salen med hjertebanken og stillestående trommehinder. Så smukt var det.

Derudover vil jeg gerne fremhæve Oh Land (Nanna Øland Fabricius), Carl Emil Petersen, Nikolaj Nørlund, Christian Hjelm og Claus Hempler, som alle leverede interessante og stærke fem minutter, som de nu engang havde på scenen.

Hvor koncerten kunne have strålet, var der alligevel enkelte, der fremstod som mere eller mindre kedelige med behov for fornyelse. Lise Westzynthius og Maria Laurette Friis stillestående version af Ved Den Mørke Flod (By the River Dark), Lars Lilholts Fugl På en Snor (Bird on a Wire) forekom ensartet og kedelig, og Ulla Henningsen med aftenens slutnummer, Lukketid (Closing Time), fremstod tyndt, fordi vokalen ikke helt levede op til aftenens høje niveau.

Til sidst vil jeg gerne fremhæve Nikolaj Nørlund for hans projekt, som formåede at sætte de unge talenter i nyt lys, og vise dem frem til resten af Danmark på aller fineste vis. Aftenens højdepunkter tilhørte uden tvivl de unge, som med deres personlige fortolkninger og enormt ekspressive vokaler, var dem, der i sidste ende stod stærkest i sættet. Man bliver helt rolig i hjertet, på fremtidens vegne.

  1. Intro – Nørlund og band (Tower of Song)

  2. Claus Hempler – Alle ved besked (Everybody Knows)

  3. Oh land – Til kærligheden er forbi (Dance me to The the end of love)

  4. Lars Lilholt – Fugl på en snor (Bird on a Wire)

  5. Christian Hjelm – Alexandra tabt (Alexandra Leaving)

  6. John Guldberg – Først tager vi Manhattan (First We Take Manhattan)

  7. Bisse – Jeg er din mand (I’m Your Man)

  8. Nikolaj Nørlund – Pergament Hotel (Paper Thin Hotel)

  9. Steffen Brandt/Tina Dickow – Halleluja (Hallelujah)

Pause

  1. Blaue Blume – På vejen tilbage til dig (Coming Back to You)

  2. Lise Westzynthius/Maria Laurette Friis – Ved den mørke flod (By the River Dark)

  3. Carl Emil Petersen – Barmhjertige søstre (Sisters of Mercy)

  4. Peter H. Olesen – Hvem i ilden (Who by Fire)

  5. Katinka – Chelsea Hotel (Chelsea Hotel No. 2)

  6. Niels Skousen – Miraklet (Waiting for the Miracle)

  7. Jens Unmack – Minder (Memories)

  8. Ulla Henningsen – Lukketid (Closing Time)

 

Umiddelbar forårsglæde

TÅRN: Velkommen Indenfor

Dansksproget indierock

★ ★ ★ ★ ☆ ☆ ☆ 

Image result for TÅRN velkommen indenfor

Tårn slog for alvor igennem i 2016, med debutalbummet Ud Af Mit Vindue. På under et år har meget ændret sig, for det lille band. Frontfigur og bassist Asger Nordtorp er ikke længere en del af bandet, som nu står tilbage som trio, med Erik Apollo som frontfigur. 

Velkommen Indenfor er et kompakt album, der indeholder ti solide numre. Der er ikke meget slinger i valsen, i løbet af de knap 40 minutters musik. TÅRN er et band, der efter debutalbummet, tydeligvis har prøvet af finde sig selv igen. De hungrer efter at bevise; og på det motivationsgrundlag, er der kommer 10 uslebne, rå numre. Velkommen indenfor er ikke nær så detaljerigt eller dybegående som forgængeren, men mere forudsigelig og sammentømret. Musikken er umiddelbar, og meget ligetil. Foråret springer ud i ørene på en, i takt med den styrende guitar og Apollos svævende vokal. Men på trods af, at der er en god guitar, gode tekster og god melodisk sammenhæng, mangler albummet originalitet. Musikken falder ned i mængden af alle de andre dansksprogede indie-pop/rock plader med søde, hverdags-romantiske tekster og en god guitar. Det bliver ganske simpelt, alt for ordinært. Der er absolut intet nyt over Velkommen Indenfor. Samme elementer, som alle andre 70’er inspirerede indie-bands trækker på for tiden.

Om det er tiden eller kreativiteten der har været knap, skal jeg ikke kunne sige, men der mangler noget dybde. Et godt, solidt album, med mangel på finesse og nye retningslinjer.


 

 

 

 

Lyden af MARTS #01

Sange der gynger i up-come havet, amerikanske konger og gamle hymner, der endnu engang bryder jordoverfladen, i takt med vintergækken og foråret. 

Related image

Ballad of the Dying Man: Father John Misty

Rosilde 17′ lurrer et sted derude. Det sammen gør Father John Misty, som i år er aktuel på orange scene. Det var lige præcis, hvad roskilde manglede. Kongen af dagens folk rock, udgav i februar fire singler. Heribland Ballad of the Dying Man, som umiddelbart er højdepunktet blandt de fire. Josh Tillman er en særdeles selvoptaget fyr, som med humoren i behold, forbereder sig på at dø. Lyt selv efter.

Er Du Med?: TÅRN

Tårn er bandet, der i 16′ slog igennem med albummet Ud Af Mit Vindue. Nu er de danske indie-drenge tilbage med andet album, Velkommen indenfor. Det er noget af en fart bandet sætter for dagen. To albums, på lige knap et år. 2016 har så og sige været et tumult år for TÅRN, der startede året ud som forgyldt firkløver, til nu at være trio. Højdepunktet på værket er værd at nævne, nemlig Er Du Med? En rå, knap så sleben lyd fra bandet, der tilsynladene ikke lader sig slå ud.

Honey: Cancer

Cancer er aktuelle med deres nye album Totem, hvorpå mange smukke sange indgår. Højdepunktet må være Honey. På bare 2 minutter og 57 sekunder, rammer Cancer en melodisk nerve. Det tostemmige omkvæd graver sig ind under huden, og sætter sig fast som en sukkertrang. Der er noget sindssygt fængende over Vonsild og Finnes stemmer. Det varme og nærværende, op mod det soulede og smukke. Dryppende måneskins-melankoli.

Border Line: King Krule

For at blive i melankoliens navn. King Krule banker på min hjerneskal et par gange om året. Albummet 6 Feet Beneath The Moon, udgav Archy Marshall i 2013, under Navnet King Krule. An old soul in tight skin, som the Guardian beskrev ham, i en anmeldelse dengang. Hans lyd er alt fra r&b og darkwave, til soul, funk endda jazz. Det hele på en gang, os så alligevel slet ikke. Sangene er som grove skitser af sort kul. Sange, der kræver dedikation og opmærksomhed, og som er svære at omfavne af ord. Lyt til Border line.

My Darling: Naja Rosa

Savage Rose-darlingen Naja Rosa er slemt undervurderet. Hendes album The Place I Call Home fra 2012, har langt mere potentiale, end hvad det er blevet gjort til. Numre som My Daling og It Might Be Too Late, viser hvor stærk en sangskriver, Naja Koppel rent faktisk er. Sange, der rummer en helt anden mentalitet end hvad Savage Rose byder på, og sikke det klæder hende. Det er næsten absurd, at pladen ikke har fået mere opmærksomhed. Det er forbandet lækkert, fuld af nerve og sjæl.

Older posts