Idolernes Idoler // Katinka om Conor Oberst

I mit nye projekt, Idolernes Idoler, interviewer jeg en række danske kunstnere, om deres største inspirationskilder. Denne gang er det Katinka, der sætter ord på sit forhold til musikeren, Conor Oberst.

Related image

Hvordan vil du beskrive Conor Oberst? Han synger ikke perfekt, han spiller heller ikke vildt godt på guitar, men ordene og følelserne kommer ud på den helt rigtige måde. Sangene er fantastisk poetiske, billedskabende og intelligente, som for eksempel ” There’s money lenders inside the temple That circus tiger’s going to break my heart Something so wild turned into paper If you love me, then that’s your fault”. Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg høre den sang.

Dit første minde med hans musik? Mit første minde med Conor Oberst var med hans band Bright Eyes, og jeg kan sagtens huske fornemmelsen. Det var min storebror der spillede én af hans sange på sin guitar. Sangen startede med stroferne ”This is the first day of my life”, og så var jeg solgt. Det var de første sang jeg lærte på guitar selv, den er naiv, klog og poetisk. Den gør det, som jeg altid selv søger efter i min egen sangskrivning, det skal være tilgængeligt og lukke lytterne ind, men samtidig må der gerne være flere lag i teksten, så man kan dykke ned i ordene og mærke nye ting, som du ikke så først.

Conor Obersts seneste album udgav han i oktober, med albumtitlen Ruminations (grublen eller dvælen ved en situation eller oplevelse.) I gør begge brug af melankoli, og bruger ruminationer gennemgående i jeres tekster. Er melankoli eller ruminationer et stærkt virkemiddel i en tekst og hvorfor? Melankoli og dvælen giver mulighed foren stor detalje rigdom, hvor der er ro til at få kigget på de små ridser i lakken, og det er tit der, jeg finder poesien. Det er ikke i horisonten, men i sprækkerne og fejlene. Men jeg er også en dvæle-konge, det skulle ikke undre mig, hvis jeg en dag døde under overskriften ”død ved dvælning”

Har du, ud af hans fire udgivelser, et favorit album? Hvis ja, hvorfor netop det? Åh gud, det er jo svært at vælge, for der er ikke noget, der er dårligt. Men jeg vil nok sige, hans første album, der bare hedder ”Conor Oberst”, det er lidt country inspireret, men det er fantastiske melodier og historier.

Før Conor Oberst gik solo, var han frontfigur i bandet Bright Eyes. Er det et band du har et særligt tilhørsforhold til, eller er det mere Conor Oberst som solo-artist der inspirerer dig? Jeg er meget knyttet både til Conor Oberst og Bright Eyes, på mange måder kan man sige, det er lidt af det samme, for det er ham der skriver sangene i begge projekter, der beskæftiger sig med samme emner bare med to forskellige udtryk. Conor Oberst er ekstremt produktiv, og det er jeg bare så pisse glad for, da mange af mine andre yndlings kunstnere og bands enten er døde eller splittet op.

Har Conor Oberst påvirket din egen musik? Hvis ja, hvordan? Min musik er meget påvirket af Conor Oberst både bevidst og ubevist. Jeg er meget inspireret af hans ærlighed og skrøbelighed. Han er ikke bange for at virke sårbar eller nærmest ynkelig i nogle af sangene. Han synger om at være maniodepressiv og være indlagt på et hospital, men gør det på en meget poetisk måde, som jeg ser meget op til.

Forestil dig, at Conor Oberst ringede til dig og insisterede på, at du og han skulle indspille et covernummer, af en helt særlig sang. Hvilken sang ville du helst have han havde valgt, og hvorfor?Jeg tror gerne, jeg ville synge ”Child´s Song” af Tom Rush med Conor Oberst. Sangen handler om et ”barn”, der flytter hjemmefra og derfor siger farvel til sine forældre og sit gamle liv. Det er en meget melankolsk sang, men meget stærk. Jeg tror, at Conor (ja, nu er vi på fornavn!) og jeg kunne synge den ret fint, den er simpel og bliver båret af en fantastisk tekst.  Jeg hørte den meget, da jeg selv flyttede hjemmefra, og jeg græd ret meget til den, fordi jeg havde lidt hjemve.

En ting, Conor Oberst, kan lære andre kunstnere? Man gå godt synge grimt eller svagt, hvis det passer til ordene og stemningen. Det handler ikke altid om at lyde perfekt, nogle gange er det uperfekte, det der gør musik spændende.

 

Top fem DANSKE albums anno 2016

5: Navneløs – LAVA

Navneløs udgav deres andet album, LAVA i marts; den svære to’er, og så alligevel ikke. LAVA er blevet kastet rundt i bokseringen af kritikerne, på godt og på ondt. Et album med et overflødigt drømmende lydbillede, men med de momentvis magiske momenter, trækker albummet bandet op i helt nye højder. Ind imellem fumler den luftige ’art-pop’ sig vejen frem og ind i en symbiose, der forbinder det instrumentale med Lin Rosenbeck vokal, for så at ende ud i en strøm af flyvsk magi. Momenter, der understreger hvor Navneløs vil hen med deres sofistikerede lyd-univers. Hverdags-lyrikken skaber en kontrast til det flyvske, og gør musikken relevant og enormt nutidig. Noget, der i min optik, er Navneløs specialitet. Der hviler noget oldnordisk over det lille orkester, som skinner igennem i Lins luftige vokal og de små ord, der sætter sig fast i nethinden. »Har du tømt dine lommer for smuld? Saml det op! Tag det med! Tag dig sammen!« Et album der, trods alle de overflødige, lidt ufokuserede kompositioner, byder på noget, jeg ikke har kunne glemme.

4: Katinka – Lufthuller

Katinka kunne for nylig gå hjem med en steppeulv, og kalde sig Årets Håb. En titel, den 23’årige sangerinde i den grad har levet op til. Hun udgav i foråret  EP’en LUFTHULLER.  En række digte, hun efterfølgende har sat ukulele og melodi til. Katinka er en af de få, der får de dystre hverdagsbilleder til at klinge smukt og ærligt, uden det bliver en grød af selvynk. Hun kredser om en øm og hudløs melankoli, som ukulelen indrammer og understreger netop det, der er kernen i musikken; poesien. Nogle gange er det de simpleste midler der skal til, før musikken går op i en højere enhed.

3: Nikolaj Nørlund & Copenhagen Philharmonic Orchestra – Villa


Nørlund er en musiker, der kender sine svagheder. Derfor er det særligt stort, når netop Nørlund vælger at arbejde sammen med det 25 mand store Copenhagen Philharmonic Orchestra på pladen Villa. En ny kvalitet. Et album, spækket af melankoli og længsel. Nørlund, i en helt ny værktøjskasse.

2:Agnes Obel – Glass Citizen


Glass Citizen, må for mit vedkommende, være årest overraskelse. Jeg havde forventet mindre sirlighed og mere simpel klaver-melodi. Glass Citizen er flyvsk og ufokuseret. Tidens overflade af glas folder sig ud, gennem en mangfoldig stemmeføring og en kontrastfyldt komposition. Udover de ualmildeligt gode kompositioner, kan og vil teksterne også mere end tidligere, med deres nutidige tematikker og spøjse vinkler. Agnes Obel må være af et særligt begavet stof.

1: Folkeklubben – Slå Flint


Året helt store, danske succes. Et solidt album, der dufter af dansk jord, vesterhav og københavn på en sommerdag. Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmul Dall er uden tvivl spillemænd helt ud i lillefingeren, og noget siger mig, at de tre københavnere har spidset øre til lyden af de gamle, danske 70’er helte; Kim Larsen, Benny Holst og Sebastian. Der er noget folkeligt, noget rødt og hvidt over Folkeklubbens dansksprogede rock-univers, som ikke slipper nethinden. Coveret af Benny Holst klassikeren Blomsten og vasen, understreger albummets folkelige retning, sammen med deres hyldest til Torben Ulrich, Det perfekte slag. Et tidsløst album, der godt kunne gå hen og blive en af vor tids klassikere. Man ka’ i hvert fald håbe!

Idolernes idoler // TÅRN om Radiohead

I mit nye projekt, Idolernes Idoler, interviewer jeg en række danske kunstnere, om deres største inspirationskilder. Denne gang er det Erik Apollo, forsanger i det dansksprogede indie rock band Tårn, der beskriver hans og bandets forhold til engelske Radiohead.

Image result for tårn band

Hvordan vil i beskrive Radiohead? Som et dybt hypnotiserende band, hvis årelange musikalske udvikling gør dem til et meget fascinerende bekendtskab. De har altid været mestre i at udstille skrøbelighed med en enorm dybde. Det er meget smukt.

Kan i huske, hvornår i/du lyttede til eller oplevede Radiohead for første gang? Det har været omkring samme tid, da vi opdage Kashmir. Det gik hurtigt op for os at de også lyttede til Radiohead 🙂

Er det udelukket musikken der inspirerer jer, eller også menneskerne bag? Medlemmerne i Radiohead har altid været meget private, og selvom Thom Yorke i de senere år er gået meget ind i klimadebatten, vil det nok altid være musikken som tryllebinder os. Thom Yorke har dog noget helt særligt over sig.

Har Radiohead påvirket jer som band, hvis ja, hvordan? Uden tvivl. Deres musik bliver ofte nævnt i øvelokalet og i studiet som en reference. Både ift. sound, valg af instrumenter og deres dynamiske tilgang til musikken.

Specifikke Radiohead numre, som i holder særligt af? Hele OK Computer og In Rainbows. Geniale plader.

Èn ting, Radiohead kan lære andre kunstnere (inkl. jer selv?) At omfagne lysten til at udvikle sig og forevigt stræbe efter originalitet.

Jeres musik ligger genremæssigt i en anden bolgade end Radioheads drømmende art-rock. Hvordan kan noget så langt fra jeres egen musik, alligevel have sat spor? Gør det det? Det synes vi ikke nødvendigvis. Vi er inspireret af navne som Radiohead, The Beatles, Neil Young, The Doors, Foxygen, Mac Demarco og Father John Misty bare for at nævne nogle få. Vores musikalitet er et resultat af dem allesammen. Vi spiller bold, hvor det passer os. Det vil man kunne høre, hvis man lytter godt efter.

Hvis i som band skulle sammenligne jer med Radiohead, hvilke ligheder og uligheder står så stærkest? Vi improviserer helt klart mere end de gør live til gengæld minder vi måske lidt om Radiohead, hvis man lytter efter den dynamiske vifte som vi viser, især til vores koncerter.

Hvis i skulle udvælge ét album med Radiohead som ville blive spillet overalt i verden netop nu, hvilket skulle det så være, og hvorfor?  Måske Amnesiac, bare for at fucke med verdensbefolkningen! Det kunne være interessant at fodre dem med noget som rusker i deres verdensbillede.

 

Lyt til TÅRNS nye single, Du tror, Du ser.

Med fokus på: Blå Nætter

Blå Nætter

Det danske up-come hav skylder indover land i disse tider, fulde af dytige tekst-magere og komponister, der har styr på deres håndværk og en masse på hjerte, som vi gerne lytter til.

Et af de mere uhørte up-come bands er den danske folkinspirerede rock gruppe, Blå Nætter, som jeg netop stødte på mandag aften. De læner sig tæt op af danske Ulige Numre eller Folkeklubben, men i en mere usleben udgave. Der hviler en spillemands-vibe over bandet, der frigør det danske sprog og gør det uslebne og rustikke, til noget nær fint og sanseligt.

Blå Nætter består af  Simon, Jacob, Andreas, Mads og Christian. Bandet har, i 2013, taget navneforandring fra Simon Olsen & Oplevelsen til nuværende Blå Nætter, efter de vandt Vig Festivals Talentpris 2012. Efterfølgene fik bandet helt ny lyd, og udgav så debutpladen Hvorom Alting Er, i sommeren 2015. Blå Nætter har netop udgivet singlen Plads Til Tårer; et smerteligt, melankolsk nummer, der lyder mindre usleben end før, hvilket klæder bandet.

Jeg ser frem til mere fra Blå Nætter, og i mellemtiden, syntes jeg du skal tjekke dem ud.