Navneløs // UNGE DRØMME & INSPIRATIONSKILDER 01

Navneløs er et nyere dansk band, som med en EP og to albums på bagen, efterhånden har sat et pænt spor i ny dansk musik. Et band jeg tidligere har skrevet om, bl.a. deres nyeste album LAVA, som du kan læse om her.

Jeg har fået den ære at stille et af medlemmerne fra Navneløs, Andreas Ledet (guitar) nogle spørgsmål omkring musikdrømme og inspirationskilder. 

portrc3a6tter-fc3a6lles_8

Helt overordnet, hvad betyder musik for dig? Er det en nødvendighed eller en hobby?
Det kommer lidt an på, om man taler om musik generelt eller om at spille musik. Jeg tror ikke som sådan, at det er en nødvendighed for mig at spille. Det er noget, jeg har gjort i det meste af mit liv, og det har betydet meget for mig og været med til at forme mig som person. Derfor tror jeg også, at jeg altid vil spille i et eller andet omfang – men jeg har ingen ambitioner om at leve af at spille – ikke på landevejen i hvert fald. Jeg bruger meget mere tid og energi som musikforbruger end som musikudøver. Jeg ville langt hellere undvære den udøvende del end den lyttende del. Lige nu arbejder jeg for Universal Music, og hvis jeg fortsætter i dén bane, kommer jeg jo til at leve af musik – bare på en anden måde.
Hvornår og hvordan opstod drømmen om musikken for alvor?
Jeg tror, de fleste børn og unge, der spiller, har sådan en romantisk drøm om at være rockstjerner og stå på en stor scene. Det bliver bare aldrig rigtig alvor, fordi de fleste ikke ved, hvordan de skal komme ud med deres musik. For mig blev det alvor, da vi fandt sammen i Navneløs og fandt et fælles ambitionsniveau om, at det ikke bare skulle være et hyggeprojekt. Ved at arbejde hårdt for netop at gøre det til et seriøst projekt fik vi hele tiden en masse små succesoplevelser, som motiverede os til at blive ved med at følge drømmen.
Er det en drøm du har opnået i dag, eller det er det en drøm der fortsat står som et mål for fremtiden?
Der er nok i virkeligheden tale om flere drømme. Navneløs opfyldte nogle forskellige drømme og ambitioner. Vi har kørt hele projektet selv gennem 5 år. Det har været vores egen fortjeneste, at vi har kunnet stå på Roskilde Festival, at vi har arrangeret pop-up events på Spot, at vi tre gange har kunnet stå med vores egen helt nye vinyludgivelse i hånden og se den komme ud og blive rost i landsdækkende medier. Det er noget, vi er enormt stolte af at have gjort selv, og det har været en stor drøm for mig personligt – at skabe noget helt selv, som folk faktisk kan lide. Men musikken har stadig mange uopfyldte drømme for mig. Jeg vil gerne prøve kræfter i andre projekter. Jeg vil gerne lave pophits. Prøve noget helt andet.
Tror du at du som musiker, har en større indflydelse på samfundet og folk omkring dig, end hvis du ikke lavede musik?
Det kommer jo an på, hvad jeg ellers lavede. Hvis alternativet er slet ikke at lave noget, som kommer ud til folk, så ja, det mener jeg helt klart, at jeg/vi har. Når man laver noget, som der er forbrugere til – få som mange -, så vil det jo altid påvirke de mennesker, man når ud til.
Et eller flere albums der har haft stor betydning?
For Navneløs som band kan vi nok ikke komme udenom My Bloody Valentines “Loveless” og David Bowies “Low”. For mig personligt har der været meget forskelligt musik, som har været afgørende. Som pre-teenager var jeg kæmpe fan af danske bands som Mew, Kashmir og D.A.D. Var det ikke for plader som “Frengers” og “The Good Life” var min musikinteresse måske aldrig blevet til noget. Man skal ikke underkende den musik, der inspirerer én i de unge og formende år.
Hele Navneløs var på Klejtrup Musikefterskole. Var det et år der havde stor betydning for dine musikalske målsætninger og drømme?
Bestemt. Det var enormt givende at komme til et sted, hvor alle havde en fælles interesse og en fælles referenceramme. Det er uden tvivl det år, hvor jeg har spillet allermest – og det gør sig nok gældende for de fleste elever. For os i Navneløs var det jo især betydningsfuldt, fordi det var det, der bragte os sammen. Som sagt tidligere er musikdrømmene først blevet alvor, efter at Navneløs blev et middel til at føre dem ud i livet. Hvis ikke vi havde fundet hinanden på Klejtrup, er der i hvert fald nogen af os – mig selv inklusiv -, der måske aldrig havde gjort noget alvor ud af musikken.
Hvornår opdagede du at Navneløs kunne noget særligt?
Jeg tror, at det meste af bandet er enige om, at “åbenbaringen” kom, da der lige pludselig var nogen, der anmeldte vores EP – tilmed meget positivt. Vi havde ikke regnet med, at nogen ville tage den så alvorligt, og havde derfor slet ikke overvejet, at den ville blive anmeldt. Lige pludselig blev vi taget seriøst.
Tror du talent er en nødvendighed for at kunne leve af musikken?
Talent er vigtigt. Men hårdt arbejde, ambitioner og held er (meget) vigtigere i mine øjne. Der er rigtig mange talentfulde bands rundt omkring, som aldrig kommer videre, fordi de ikke sørger for at tage sig selv alvorligt, ikke promoverer deres musik ordentligt eller ikke kender branchen. Det kræver noget grundigt benarbejde, hvis ikke man er så priviligeret at kende nogen, som kan sørge for det hele. Det kan virke meget banalt, men professionalisme og ambitioner er virkelig afgørende for, om dit band bliver anset som et ligegyldigt gymnasieband eller et lovende indspark i vækstlaget. Hvis man ikke tager sig selv seriøst, er der heller ikke nogen andre, der gør det.
Hvis du kunne sige noget til en yngre Andreas med musik-drømme, hvad skulle det så være?
Sug mere viden til dig. Lyt til mere forskellig musik og undersøg, hvordan branchen virker og hvad andre kunstnere har gjort “behind-the-scenes” for at få succes. Vær forberedt på, at hvis noget skal gøres ordentligt, så kommer man som regel til at gøre det selv.
Lyt til Navneløs nyeste album Lava HER

 

NYT MUSIKPROJEKT PÅ BLOGGEN // UNGE DRØMME & INSPIRSTIONSKILDER

NYT MUSIK PROJEKT

Kære Bloggen, jeg er glad for at kunne fortælle jer at jeg har arbejdet på et nyt projekt på bloggen, der kommer til at handle om MUSIK. Eller rettere – musikere.

Jeg har fået kontakt til en håndfuld dygtige, danske musikere, og fået muligheden for at stille dem nogle spørgsmål omkring inspiration og musik-drømme. Hvilket album har haft størst betydning, hvilke musikere har de kunnet identificere sig med, og hvordan kom de videre fra at være unge drømmere, til at kunne kalde sig selv for musikere. Jeg kan fortælle at det bl.a. er bands jeg tidligere har skrevet om.

Hæng på!

tumblr_obwvg9MJJi1rpqdi8o1_500