3 film der gjorde indtryk #01

Jeg er en film-fanatiker, så derfor vil jeg gerne dele nogle af de film, der gør og har gjort størst indtryk på mig. Gamle som nye. De sidste år har jeg samlet en del yndlinge, nu får i de tre første. Så find elkedel, te-breve og chokoladekiks frem. Velbekomme!

Boyhood

Boyhood er en særlig filmperle fordi den var filmet og produceret henover 12 år (2002-2014), hvor man følger den amerikanske dreng Mason, på hans vej gennem venskaber, forældres skilsmisse, uddannelse og den første kærlighed. Det er ikke en film jeg har funderet længe over efterfølgende, eller har haft behov for at diskutere eller snakke om. Den står meget simpel og enkelt. Hele set-uppet er så ærligt at det næsten gør ondt. At man følger casting-settet gennem 12 år gjorde for mig, at jeg følte mig tæt ind på livet af hovedpersonen, og følte at jeg kunne relatere til de succer og problemer han støder ind i.

film1

Itsi Bitsi/Steppeulven

Eik Skaløe er en af mine forbilleder, derfor var jeg også meget begejstret da filmen kom ud i 2014, og jeg endda fik lov at sponsorere den. Filmen foregår omkring 1965-68, lige midt i store hippie opgør i Danmark. Den handler om hvordan ungdomsopgør, poesi, stoffer og kærlighed påvirker unge Eik, og om hvordan han dannede bandet Steppeulvene, og satte en milepæle i dansk musik, med den dansksprogede rockplade HIP. Eik  drømmer om at ændre verden til noget bedre, og om at gøre sig fri – mens han samtidig har det meget svært. Der er lagt meget fokus på Eiks store kærligheden til Iben, som han ikke kan binde sig til, fordi målet var at frigøre sig fra ejerskab, også når det kom til kærlighed. En både lykkelig og ulykkelig fortælling, som enhver dansker bør få set.

stepp

Stille Hjerte

En dansk familie samles en efterårsweekend på fyn, for at tage afsked med moderen Esther(Ghita Nørby). Hun lider af sygdommen ALS og har besluttet sammen med sin mand, at modtage aktiv dødshjælp, før sygdommen rammer hende yderligere. Den tætte historie folder sig ud, og ender i et stort drama, fordi storesøster Heidi(Paprika Steen og lillesøster Sanne(Danica Curcic) er uenige om hvorvidt moderen skal have lov at modtage aktiv dødhjælp eller ej. En nordisk fortættet film, der indebære en masse sjove men også stille og rørende scener henover en enkelt weekend. Filmen er instrueret af August Bille, som er en af mine absolutte favorit instruktører herhjemme.

stille

 

 

 

 

 

 

6 Ting der skete i hovedet på Carla // Et år i Kansas

usat

1 – Det hårdeste arbejde i verden, er at ændre sig selv

Sådan som Eik Skaløe sagde det, da han ville ændre verden. Det hårdeste men også mest nødvendige som udvesklingsstudent. Man kan ikke bare træde ind i en ny kultur og tro, at de alle sammen syntes det er OK at at fyre danske, selvironiske jokes af, gå med croptop, bruge sin middlefinger som kærligheds-erklæring eller sige højt at Obama-care er cool, uden at få nogle mentale tæsk. Ups!

2- AT HOLDE SIN MUND

Som efterfølger at nr.1. Jeg kan godt lide at diskutere emner med folk om f.eks. statsministeren, uddannelsessystemet eller bare lige at vende verdenssituationen med én, der syntes noget andet end mig. Så bliver begge parter klogere på både emnet og på hinanden – fedt! Sådan er det ikke altid i USA. Her er man gerne venner med dem, der syntes det samme som en selv, og så skal det ikke diskuteres. Men man kan såmænd godt diskutere med én, som ikke er ens ven. Men så bliver man altså heller ikke venner i fremtiden. Ups igen!

3- At værdsætte

Hold nu op hvor var prom, graduation og homecoming fedt! Men for mig har det fedeste været, at hver gang jeg har været mega stresset med dumme government-tests, savnet Danmark eller følt mig helt alene og lille bitte midt i kæmpe store USA, har der altid været mennesker til at samle mig op, og få skubbet mig tilbage på sporet. Jeg har mødt verdens bedste mennesker og dem har jeg lært at værdsætte, og sætte pris på, mere end noget andet.

4- Min indentitet

For et år siden, havde jeg ligesom fundet en ro i mig selv, efter at have afsluttet folkeskolen. Jeg følte mig ret voksen og moden, og havde nogle klare ideer om hvem jeg var og hvad jeg gerne ville. Det eneste jeg er sikker på nu, er at jeg er fra Danmark, jeg har meget langt hår og så kan jeg godt lide musik. Velkommen identitets-krise, pis også!!

5- JAMEN DU ER JO DANSKER!

I starten af året sagde jeg meget ofte ‘NO WAY, we do/eat/ say/like/have that in Denmark too!’. Jeg var forbløffet over, hvor ens vi alle sammen er, selvom vi bor mange tusind kilometer fra hinanden og snakker vidt forskellige sprog. Jeg har oppe i mit hoved, gjort nogle af de globale værdier til danske værdier, fordi jeg ikke vidste bedre. Det gør jeg nu, og selvom vi ikke alle sammen er danskere, så er vi alle sammen mennesker. (clichè, clichè – men den er god nok.)

6- Danmark er DEJLIGT

Nogen gange er det svært at forholde sig til, hvor stort et land USA det er. Så mange kulture. Der er alt fra cowboys, til anti-cowboys. I hvert fald i Kansas. Så kan jeg godt nyde at jeg er fra Danmark, og at det ikke tager mere end fire timer og tyve minutter fra Skagen til Tønder i bil. Danmark ér dejligt!

70’er drøm på Spotify

Jeg elsker musik fra 70’erne. For mig er slut 60’er og de tidlige 70’ere de år, hvor der rent musikalsk skete mest, fordi tiden var meget eksperimenterende. Der er så meget, der kendetegner musik fra 70’erne. Så meget, at jeg ikke engang fik plads til Wish You Were Here.

Enjoy 🙂

Følg mig på Spotify her

 

Hippie ano 2016 – Hvordan skal det tolkes?

1969 soooo groovy:

Hipster, genbrugs-narkoman, boheme-inspireret eller bare moderne hippie. Hvad skal man egentlig kalde dem, og hvorfor er der egentlig heller aldrig nogen der snakker om dem? Hvad er det egentlig? Hvad vil de? Vil de overhovedet noget?

Lige for tiden boomer det af et et kulturelt throw-back i ungdommen, en mode, en måde at være til på. De glade 60’ere og spraglede 70’ere har taget form igen. Dog i en særdeles anden form, end den man levede efter i de politiske, hash-rygende, nøgne, spirituelle og revolutionerende kollektivs dage, i de ægte og gyldne 60-70’ere. Disse modernister drikker kaffe, har LP’er hængene på væggen, skjorten er oversized og godt stoppet ned i et par højtaljede demin-et-eller-andet, på den helt rigtige måde. Pandehåret er klippet, eller også har man fået en rutineret ven til at trille nogle dreadlocks. De kan i særdeleshed godt lide Beatles, Bob Marley og måske lytter de også til Doors eller Led Zeppelin. Masser af huller i ørerne og gerne helt naturel og rødkindede.

De ligner alt andet lige, noget der var spyttet ud af en tidsmaskine. Men ér der virkelig en hippie-kultur på vej? Og hvorfor i alverden kan jeg være bekendt, at skrive så generaliserende og kaffe-pladder-overfladisk om så stor en håndfuld unge og individuelle mennesker?

Men det er fordi jeg simpelthen ikke kan sætte mig ind i tråden bag den her bølge af unge mennesker, der knytter sig til dage, der ikke er i dag. Og så alligevel, så kan jeg godt sætte mig lidt ind i det, fordi jeg også selv er enormt draget og inspireret af de farverige og frie årtier, men jeg syntes ikke, at jeg forsøger at leve i den, eller hente den tilbage. Jeg har heller ikke pandehår eller ejer nogle højtaljede denim-et-eller-andet, drikker kaffe eller går på efterskole. Jeg har til gengæld syv huller i ørene og mit værelse tapetseret til med de fire Beatler, ejer en pladespiller og en kasse fuld af gamle vinyler. Men jeg syntes altså ikke, at jeg er nogen flipperrøv eller moderne hippie.

Og det er jeg ikke, fordi at jeg ikke venter på en atombombe, planlægger en landsvækkende ungdomsrevolution mod normerne og mod mine forældres generation, eller har ståsted og fatning nok til stå op for min politiske tro med hele mit liv. Fordi selvom at hippierne boede i kollektiv, havde gruppesex, drak kaffe og lyttede til Bob Dylan, er det jo ikke dét der gjorde dem til en særlig gruppe. Det er da hele idéen om frihed og deres tro på at ændre verden til det bedre. John Lennon blev heller ikke kendt på hans runde briller. Han blev kendt for hans mod og hans kamp for friheden, hvor prisen var hans liv (og for at være medlem af The Beatles, self.)

For mig er det i hvert fald dét der kendetegner og fastholder idéen om hippierne i 60-70’erne. Så kan det da godt være at musikken var genial og at tøjet var loose og farverigt. Musikken talte til folk, fordi der var en POWER og en VILJE bag ordene. Tøjet var loose og farverigt fordi det handlede om at have det godt og om at være glad inden i, mere end det var en trend. Man ville væk fra idéen om altid at skulle være og at skulle følge, og det er netop på det grundlag, at hippie-kulturen opstod. Jeg syntes det er interessant, hvordan 60-70’erne lige pludselig, netop ér blevet noget man skal følge. På den ene side er ideen blevet enormt mistolket, og så kan jeg godt føle, at alt det der betød noget, pludselig er blevet til en simpel overflade, skabt af dumme trends og idéen om at genskabe noget, uden noget element at skabe på. På den anden side, kan jeg også se på tiden som den modefanatiker jeg også er, og se alle de muligheder og fashion-elementer som har været enormt givende og til stor inspiration for både jeg selv og for modeindustrien.

Og selvom disse her ’moderne hippier’ måske bruger mere tid på at synge med på Three Little Birds og drømme om at rejse jorden rundt, så syntes jeg alligevel det bliver spændende at se, om der måske bliver formet en reel idé bag, eller bygget videre på denne her trend. Jeg er nysgerrig, men også skeptisk. Skeptisk fordi at tiden går, og fordi vi er mennesker som konstant udvikler os. At gå af den samme sti som vi gik af for 40 år siden, kommer ikke til at gavne vores verden i dag, lige meget hvor meget vi romantiserer fortiden. Men at lære af vores dumheder og vokse af nogle tanker og idéer, der måske aldrig nåede deres mål, dét syntes jeg er en smuk tanke.

Peace Out i hvert fald 🙂