DSC_0140

I Danmark er klokken to minutter i ni, det er lyst og morgen. I Kansas er den to minutter i to, midt om natten. Jeg tænker på hvordan alle mine venner er vågne, og har deres første moduler på efterskolen eller gymnasiet. Mine forældre er på arbejde, deres morgen er nok fuld af morgenkaffe og møder. Det er torsdag i Danmark, her føltes det stadigvæk som onsdag.

Jeg er så DANSK, og hvor er det tydeligt lige pludselig. Jeg har været væk i 9 måneder, og jeg har lært en masse om de mennesker der lever omkring mig nu. Men jeg har også lært en masse om alt der plejede at omringe mig, alt det danske. Jeg havde ingen ide om, hvor meget Danmark fylder og betyder inde i mig.

Nationalitet ligger dybere end vi går og tror. Selvom at jeg kan føle at verden ligger for mine fødder, vil jeg altid have en stor elastik bundet til mine ben, som automatisk vil swuppe mig hjem igen, når elastikken bliver for stram. Hjem til Gasolin, blå gajol, DR1, dronningens nytårstale, jordbær med fløde og til mit DANSKE røde flag.

John Lennon synger ‘imagine there’s no countries, it’s easy if you try’, en sætning jeg troede på, før jeg rejste til Kansas. Det lyder så retfærdigt og enkelt. Men hvor var vores baggrund og historie blevet af, hvis ikke der fandtes nogle landegrænser eller nationale opdelinger? Jeg tror det er vigtigt at høre til. Før jeg rejste, følte jeg mig klemt inde imellem grønne marker, dumme legoklodser og hellige politikere med lange næser. Nu kan jeg længes efter alt det, jeg før følte mig begrænset og spærret inde af. Nationalitet er vores main line, alle vores vigtigste værdier, som jeg håber at elastikken vil blive ved med at huske os på.