ild

Klokken er 8.49 om morgenen, og jeg det er 210 dage siden jeg forlod mit hjem i Jylland, og drog afsted mod et nyt liv i midtstaten Kansas. Livet gaar op og ned med lynets hast, med store kultur kontraster, men ogsaa foelelsen af at have fundet hjem, et sted langt vaek fra Danmark.

I gaar ved fem tiden loeb jeg rundt med roeg i oejnene, og pakkede alting ned. En stor steppebrand der paa det tidspunkt havde varet to dage, havde bevaeget sig helt taet op af min lille by Medicine Lodge. Himlen var moerk, luften forvekslet med tyk os roeg, og solen forsvandt bag alt det graa. Aske hvirvlede rundt, og mennesker loeb frem og tilbage med vaerdigenstande. Jeg panikkede, og ville gerne hjem til Danmark og til det groenne foraar. Paa det tidspunk anede jeg ikke om ilden havde omringet os, eller om ilden kun kom fra en side af.

Faren kom saa taet paa, et sted saa langt vaek fra min groenne plet i europa. Ilden braendte huse, land og dyr, men ikke min lille by. Det var skraemmende ikke at vide om vi var omringet af flammer, eller om alt det orange jeg kunne se, var flere mil vaek. Men selvom jeg var bange og foelte mig fremmed i situationen, var det endnu er oplevelse jeg ikke glemmer. Livet gaar videre, og i dag – 13 timer senere er alle os der ikke flygtede vaek i bil, igen tilbage i skole.

Jeg havde aldrig troet at skulle finde mig selv midt i en naturkatastrofe. Opleve hvor barske og staerke kraefter der findes, som ikke engang mennesket kan kontrollere. Maaske er det meget godt at blive mindet om, i vores verden med angst for Donald Trump og Islamisk Stat. Verden er mere end bare mennesker.