Så faldt rammerne, endelig

Nu har jeg sagt farvel til alt der hedder obligatoriske fysik timer, folkeskole-fnidder, karakterræs og alt der hører sig folkeskolen til – i hvert fald for en tid.

I går dimitterede jeg fra folkeskolen; 10 års daglig skolegang er lagt på hylden, og alt det kedelige og trygge ramler sammen. Jeg føler mig frigjort, men også på bar bund – jeg har ingen ide om hvad fremtiden bringer, men min intuition siger mig, at jeg har nogle fantastiske, lærerige år i vente. Aldrig mere tilbage på de faste pladser, eller tilbage til noget, man ikke selv har valgt. Afslutningen på folkeskolen er for mig en skildring, hvor jeg pludselig bliver sluppet ud i friheden, derud hvor det jeg siger, rent faktisk er gældende og reelt for mit liv. Det er skræmmende, men mest af alt sindssygt spændende. Jeg glæder mig til at se, hvad livet bringer af lykke-stunder og svære, sjove, sure og inspirerende stunder de næste par år.

Nu kan jeg i hvert fald mærke, at livet ligger lige foran næsen på mig – det er bare med at gribe det.

Moden som overflade // Nemesis, Babe #2

Denne gang er det Marie My (Nemesis, Babe) som har skrevet en kommentar til mit projekt, “Moden som overflade”. Marie har altid været til stor inspiration her på bloggen, og jeg er meget fascineret af hendes måde at klæde sig og blogge på. Hendes påklædning er næsten altid farverig og sprælsk – og jeg er vild med det!

marie

Marie Mys kommentar til projektet:

Jeg synes at moden som overflade er et ret interessant emne. De fleste ser mode som et super overfladisk begreb og dét at dømme folk på deres udseende som noget negativt. Den måde jeg ser mode og overflade på er knap så negativt stemt: for det første, vil jeg sige, at selvom mode netop er noget, der er visuelt, og som mennesket kan bruge som en overflade, er det meget mere end bare en overflade – hvordan vi klæder os er blevet til en måde at udtrykke os selv på og vise omverdenen hvem vi er – eller hvem vi gerne vil være. Hvad jeg tager på er et udtryk for hvordan jeg har det den pågældende dag og et udtryk for min egen æstetik, mine interesser og et billede på hvem, jeg er som person. At dømme udfra hvordan jeg ser ud, før man kommer mig nærmere og lærer mig at kende, synes jeg derfor er aldeles berettiget – for det er jo netop det, jeg, med det tøj, jeg har på og de signaler jeg sender med min påklædning, lægger op til. Moden er fysisk en overflade, men hvis ikke vi havde den, ville vi ikke kunne se de forskellige nuancer i de personer vi møder, før vi lærer dem at kende, tror jeg. Og da vi, som mennesker, har det med at sortere til og fra i dem, vi vil omgås, er mode og påklædning en fin indikator for hvilke grupper vi vil tilhøre, hvem vi identificerer os med og det er derfor også en måde hvorpå vi kan afkode andre individer før vi indgår i dybere bekendtskaber med dem. At man så kan komme til at vælge nogle fra, der ellers er ganske søde og rare og har de samme værdier som os selv, er naturligvis ærgerligt, men da det næppe er ligetil at lære alle og en hver at kende, har vi det jo med at vælge dem, der ligner os selv, eller som vi synes ser flotte ud og der er påklædning en ganske fin måde at starte med at forstå et andet menneske. 

Tusind tak til Marie for at deltage i mit projekt. 

Læseferie i billeder

I morgen får jeg sommerferie, og jeg er done med alt der hedder afgangsprøver, folkeskole, oplæsning og lektier .. Det er fantastisk, også selvom jeg har hygget mig gevaldigt i min læseferie (læs: lidt for meget hygge, knap så meget læsning) Nå, men de dage jeg ikke har læst sammen med veninder, har jeg faktisk også hygget mig, selvom man hurtigt bliver træt af at være så meget alene hjemme. Jeg har bl.a. brugt tiden på at gå lange ture – verdens bedste måde at få lyttet til musik på, spillet guitar, set gamle 80’er film, læst mode blade og selvfølgelig brugt tid på bloggen og de kommende projekter. Det har mest af alt været en lille optakt til den ‘rigtige’ sommerferie – jeg er i vildt god sommerferie-‘form’.

læseferie

 

 

 

Den hårfine blogger-balance

 

Bloggen er i løbet af de sidste otte måneder, blevet en stor del af mig og min hverdag. Den er pludselig blevet noget, der flere gange i timen roterer rundt i hovedet på mig. Selvom det er mig selv der er herre over hvornår og hvad jeg vil skrive, føler jeg alligevel at der ligger et ansvar på mine skuldre – og egentlig er det også reelt nok, for der følger et stort ansvar med bloggen. Mange ville nok tænke, at jeg havde et ansvar for altid at skrive velovervejede indlæg, fuld af lækre billeder og fejlfri tekst, eller måske at skulle holde bloggen opdateret mindst 5 gange om ugen – altså, et ansvar overfor jer læsere.

Men helt ærligt, så blogger jeg jo af ren og skær lyst – fordi jeg simpelthen ikke kan lade værre. Bloggen er mit frirum, hvor kun jeg bestemmer og sætter grænser for hvad, hvornår og hvordan der skal ske noget. Med med det at bloggen er mit personlige frirum, følger der et stort ansvar. Har man malet sit eget, helt personlige billede, og der kommer en anden og maler en stor sol midt på billedet, er billedet jo ikke længere dit personlige billede – men et billede der er præget af en andens streger. Jeg har derfor ansvar der bygger på, at holde fast i bloggens og mine værdier, med værdighed og ærlighed. Det kan godt være, at det pludselig bliver vildt kikset at lytte til 70’er musik – trends skifter konstant blandt os unge, så selvfølgelig vender 70’er trenden snart igen, men min kærlighed og interesse for 70’er musik har ikke noget af gøre med, at det pludselig blev smart af høre Beatles igen. Den interesse er reelt en del af mig og mine passioner – og jeg har et ansvar i, at stå ved det jeg har en passion for – fordi ellers er det pludselig ikke kun mine egne streger, der fylder billedet, og så er det pludselig ikke længere Carlas personlige frirum.

Carl Emil Petersen om Frit land

ulige numre

 

 

Jeg kan ikke ligge skjul på, at jeg virkelig er vild med Ulige Numre, men særligt forsanger og frontfigur, Carl Emil Petersen. Hans første hit København, som også ligger på debutalbummet Nu Til Dags blev et kæmpe hit tilbage i 2012, og nu har han sørme gjort det igen.

I april udkom Ulige Numres nye album Gran Prix, hvorpå Frit Land er det aller sidste nummer på albummet – og jeg tror altså ikke det er en tilfældighed. I løbet af albummet kan man mærke, at der er en perle på vej. Forventningens spænding stiger, og der bliver helt usagt, lagt op til noget ualmindeligt fedt. Nummeret frit land har taget mig med storm, da den udover af være en enormt god, slagkraftig sang, pludselig breder et budskab der vinkler dagens Danmark, bedre end nogen anden poet kunne have gjort det. Carl Emil står for mig, stærkere end nogensinde før og Frit Land står i min verden, langt stærkere end de to forrige singler København og Blå gør – tilsammen. Ene mand stiller han sig op, synger sin helt nye slagsang foran Helle Thorning og folket, midt i valgkampen. Han er 24 år og efter min mening, allerede Danmarks aller største, ærligste og modigste poet.

Her kan du også finde et interview, hvor Carl Emil fortæller om Frit Land og sangens budskab.

Her kan du lytte til Frit Land

 

 

Older posts