Carl Emil Petersen – Natradio

d6824a60c4e765ff440135836ab29932

★ ★ ★ ★ ★ ★ ☆

Carl Emil Petersen er en lande-poet. Han har provokeret, fået tårende til at trille og lagt stemme til mange ungdomsfester. Da Ulige Numre brød op, lagde Carl Emil også en enorm byrde på egne skuldre. Den følelse han og bandet har givet danskerne gennem de sidste fem år, bliver nu krævet af ene og alene forsangeren. Som nu ikke længere er forsangeren, men artisten.

Natradio er da også endnu et bevis på, at Petersen er en af Danmarks største, nulevende poeter. Han har formet sit eget sprog i det danske. Et sprog der står endnu skarpere og mere personligt end på pladerne med UN. Han er modig og graver langt dybere, end han før hen har turdet. Han vover endda at nævne sit egen navn, i ’Fanget I Ungdommen’. Her kunne tråden nemt have knækket over i en lidt for kvalmende følsom melodi, men de instrumentale, momentvis mere rockede elementer kommer ham i forkøbet og skaber kontrast og distance til teksten. En distance, der ind imellem er nødvendig, når musikken kravler så langt ind under huden, at man næsten har brug for et øjeblik til at puste ud.

Kontraster er et gennemgående element på pladen, fordi de sødmefulde så vel som smertefulde sange nemt kunne lyde ens på pladen. Heldigvis formår Carl Emil konstant at fange øret på ny, og dvæler aldrig for længe ved det, der svæver så fint og tæt på ham selv. Skiftet mellem en poppet og en rocket lyd, der ind imellem nærmer sig de velkendte Ulige Numre, men som hurtigt trækker sig væk og ind i Carl Emils egen lyd igen.

Natradio er et eminent modigt værk, fordi Carl Emil Petersen har valgt at gå imod det billede der er blevet tegnet af ham selv i medierne; den samfundskritiske rockstjerne der svæver langt over København.

I stedet for at kigge udover København og resten af det danske land, så gør han det modsatte. Han dykker ned i sin egen sorg over bruddet med både kæresten og ungdomsbandet. Han følger intuitivt en vej, der giver teksterne mulighed for at blomstre og vokse på ny. Sjældent har det danske sprog kredset så smukt og ømt om bruddet med en fortid, og netop af den grund, uddeler jeg albummet 6 ud af 7 stjerner. Og det er ikke så lidt.

 

 

   

Aksglæde i nye og mere markante rammer

aksgla%c2%a6de_fortrudtefortigelser_epcover_artwork_3000x3000

 

Det er fredag eftermiddag, da jeg sætter min mobil til anlægget og klikker ind på Aksglædes nye Ep, “Fortrudte Fortielser”, der netop er udkommet samme dag. Mine forventninger er blandede. Debut Ep’en “Aksglæde”, der udkom i 2016,  er en Ep der virkelig er kommet tæt ind på livet af mig, fordi numre som “Svaghed i mit kød”, “Fantomfølelser” og særligt favoritten blandt mine gymnasieveninder og jeg, “Jeg kan lide den måde du græder på”, er spillet hudløs til dans og øl. Ep’en er lyden af mine venner, Roskilde og længslen efter at blive sluppet løs i sommerens frirum. Mine forventninger var, at sådan skulle det selvfølgelig ikke lyde på Fortrudte Fortielser. Den forventning havde jeg ganske ret i.

Aksglæde har som så mange andre, vendt blikket mod de elektroniske flader. Det var jeg noget skeptisk om, til en start. Lang fra størstedelen af de musikere der vælger den elektroniske vej rammer plet, når de smider instrumenterne ud af vinduet og sætter sig ved computeren i stedet for. ”Fortrudte Fortielser” giver slip på den akustiske guitar og en del af naiviteten fra første EP. I stedet bliver hullet fyldt ud af mystik, elektroniske beats og en bittersød melankoli. Alligevel trækker Ep’en tråde fra ”Aksglæde”. Det korte format og tematikker der går igen og danner ramme om sangene, samt de stadigvæk hverdags-grubleriske tekster, som Aksglæde mestrer.

Aksglæde leverer et tekstunivers fuld af hverdagsmetaforer og utallige startskud til tanketråde. Netop denne kvalitet adskiller sangene fra blot at være dansevenlige og P3-relevante, til også at leve videre og få ny betydning uden for . Jeg kan ikke forestille mig andet. Teksterne taler direkte til et ungdomsmiljø der bugner af kærlighedshistorier og længslen efter et mål eller en ambition der er svær at nå, når presset udenfor skiller drøm og virkelighed. Om forelskelsen der flød væk med tiden, og som er så langt væk, at den ikke længere kan samles op. Om alle de fortrudte fortielser.

To numre løfter pladen gevaldigt og danner den lyd, jeg gerne vil huske den for; ”Jeg drømte om dig i nat” og ”Under pres”.

”Jeg drømte om dig i nat” er en længselens sang om noget, der er forsvundet mellem fingrene på en. Et tungt groove og en iørefaldende tekst. Som tjære jeg ikke kan lade være – bare lidt. Aksglæde gør flittigt brug af hverdag-metaforer, og det fungerer eminent godt. Nu driver du ned af væggene som et koldt, koldt bad. En isnende blå melankoli, om man vil.

Singlen ”Under Pres” er mere aggressiv, og skildrer det pres der går hånd i hånd med ambitioner og drømme. Også den stikker ud, og står på Ep’en som en modig og nytænkende single. Aksglæde i en helt ny form og lyd.

”Det hvide snit” er en udmærket popsang, men bliver overflødig, fordi den ikke er så markant som de førnævnte. De elektroniske elementer flyder over og bliver til støj. Sangen vil for meget rent instrumentalt, og det overskygger en ellers udmærket tekst. Havde han på slutnummeret gjort det modsatte; skruet ned for det instrumentale og gjort nummeret simpelt og dvælende, havde det rundet Ep’en af på helt anden vis. Sommerhittet “Næste Sommer” står i udemærket kontrast til de tungere numre, men teksten er ikke på niveau med de tre andre numre.

Kort sagt: Aksglæde markerer sig på ny, i en langt modigere og mindre naiv form, men som kulminerer i et lidt for ambitiøst elektronisk arrangement. “Fortrudt Fortielser” er en fin mellemstation, og jeg tror er meget i vente fra Aksglæde. Han er jo kun lige begyndt.

 

Tre guldkorn fra September

September nærmer sig sin slutning, og for mit vedkommende, har det været en glimrende måned på musikfronten. Mange gode singler har set dagens lys, i takt med at bladene begynder at falme. Særligt tre singler har fanget min øregang med sådan overbevisning, at jeg måtte sætte mig til tasterne.

Mad World

Warhaus

0010446468_10

Warhaus er et solo-project af Maarten Devoldere, frontfigur i Balthazar. Et projekt der stadigvæk er forholdsvis ukendt herhjemme. Warhaus er mørk og organisk indie-rock, med elementer fra både soul og jazz. Debutalbummet We Fucked A Flame Into Being udkom I 2016, og nu er han altså klar med næste udkast; singlen Mad World, der kom ud d.6 September. Nummeret spiller virkelig på bluestangenterne, der groover blødt i kontrast til den lettere absurde tekst. “You giggle at a funeral like there’s something I don’t get – Maybe I’m just shallow ‘cause yes I do have to admit – Mostly I love you for that body you’ve got.” Mine ører vil have mere. Heldigvis står singlen ikke alene, for allerede d.13 Oktober udkommer andet album, selvbetitlet “Warhaus”.

Finale På Et Filmset

Carl Emil Petersen

d6824a60c4e765ff440135836ab29932

En hymne der hylder det første møde og afskeden med en kærlighed. Carl Emil Petersen, tidligere forsanger i Ulige Numre, udgav d.8 September sin tredje single fra det kommende album Natradio, der udkommer d.8 Oktober. Jeg har allerede forudbestil pladen og triller tommelfingre i bar’ spænding og utålmodighed. Singlen rummer en fin og følsom tekst, svøbt ind i en lidt sukkersød indie-pop ramme, som jeg syntes rammer plet. Det er modigt, fordi han udspringer af et rockband, der langt han af vejen, undlod de sukkersøde træk i de instrumentale elementer. Han kan bestemt bære det, men når så det er sagt, håber jeg at der er nogle mere uslebne elementer på den kommende album. Det ville klæde nummeret. Albummet kan forudbestilles på følgende link: https://shop.musik.dk/natradio

En Keminova Cowboy

Keminova Cowboys

custom-custom_size___pressebillede-keminova_cowboys_72_dpi_online_fotoajessica_freiesleben

Som en af de alt for få tilhængere af Telestjernen, er jeg selvfølgelig også hoppet på vognen med Keminova Cowboys. Et musikkollektiv, bestående af Sonja Hald, Ulvetimen, Hverdagens Helte, Laura Mo og Telestjernen. Tilfælles har de, at de alle er jyder og måske holder en fælles tråd gennem deres musik. De mødtes efter sigende hos Rasmus Johansen (alias Telestjernen), og inspillede et helt album på bare en weekend, hvor alle havde en idé med til projektet. Første single udkom d.8 September, og nummeret er skrevet af Telestjernen. Sangen giver mig en følelse af den weekend i jydelandet, og jeg mærker projektets energi helt ud i fingerspidserne. Jeg gad umådeligt godt have overværet tilblivelsen af det kommende album. En banjo, en mundharmonika og en tekst om en cowboy er måske netop, hvad den danske musikbranche har brug for. Sikke en flok jyde-galninge med fine fornemmelser for musikalskt slægtskab. Jeg tror sku jeg anskaffer mig en t-shirt så snart det er muligt. D. 3 November udkommer debutalbummet “Prinsessen af Jylland”, og jeg er om nogen forventningsfuld.

   

Aksglæde om kommende EP “Fortrudte Fortielser”

I foråret oplevede jeg Aksglæde live på Atlas i Århus, en koncert der blæste mig bagover og scorede seks ud af syv stjerner i min anmeldelse, som du kan læse her. Jeg har fanget Jacob Aksglæde til en snak om den kommende EP, Fortrudte Fortielser, der udkommer d.29 september. D.8 Oktober udgav han singlen Under Pres, som du kan lytte til sidst i indlægget. Så grib en kop kaffe og dyk ned i Aksglædes univers, der emmer af hverdags-lyrik og interessante tematikker.

 final

 

Du udgiver en ny EP i denne måned. Hvad syntes du selv, er det bedste ved udgivelsen? Det bedste ved udgivelsen er, at jeg føler, at jeg har lagt min sjæl ned i alle numrene. Jeg er meget perfektionistisk, så der er næsten altid et eller andet, der nager mig ved sangene, men denne EP er det tætteste, jeg er kommet på at realisere mine måske lidt for høje forventninger til mig selv. Derudover er jeg rigtig glad for, at EP’ens sange både er meget forskelligartede og samtidig i samme stil. På den måde håber jeg, at lytteren ikke bliver træt af at høre på EP’en fordi han/hun hele tiden bliver udfordret, samtidig med at EP’en fortæller historier inden for det samme tema. Mere konkret, så kan jeg rigtig godt lide den pigestemme, der rammer EP’ens fortælling ind på åbningsnummeret og slutnummeret.

Hvordan er den anderledes end den tidligere EP?  Helt basalt, så er den nye EP arrangeret på en computer, mens den gamle EP blev arrangeret med et band. Det var et valg jeg tog, fordi jeg havde lyst til at arrangere mine sange med flere elektroniske komponenter og nogle mere hårdtslående elementer. Når det så er sagt, så har vi indspillet ”rigtige” instrumenter ovenpå computersporet, således at produktionerne får en ret fed blanding af analog og elektronisk lyd.

Fortæl lidt om den kreative proces bag pladen, skiller den sig ud fra processen bag din forrige udgivelse? Sangene er blevet til hjemme i min lejlighed, hvor jeg har skrevet sange og tekster, der tager afsæt i mit liv og mine tanker. Da jeg havde færdiggjort en sang, tog jeg sangen med til mine producere, som hedder Søren Vestergaard og Mads Julius Dyrst, der har produceret hver deres halvdel af EP’en sammen med mig. Nogle af sangen kom til på én dag, andre sange tog et halvt år. Så på den måde har det været en meget hård proces, fordi jeg er en kæmpe perfektionist. Det betyder også, at Mads og jeg f.eks. har lavet 50 forskellige produktioner af den samme sang, inden vi valgte den endelige efter et halvt år. Det var usandsynligt hårdt at sidde med en sang i et halvt år og høre den igen og igen og igen. Men jeg er super glad for resultatet, og jeg er glad for at vi arbejdede så hårdt. Så ved jeg nemlig, at det umuligt kunne blive bedre end det gjorde.

Hvilke temaer har du gjort dig brug af? Min EP ’Fortrudte Fortielser’ og lever af kærlighedshistorierne fra hverdagen, det blå sind, romantikerens naivitet samt presset fra samfundet og de tanker, der kan holde en vågen om natten.

’Fortrudte Fortielser” beskriver tankerne om fortiden, der spøger i nutiden. Alt det, som man kunne have haft i nutiden, men som aldrig blev til noget. Alt det som man fortiede og som man har fortrudt. Der er en bittersød følelse i at drømme om fortiden som et slags stort smukt slot, som man aldrig kan finde hen til igen. Det er en slags naivitet, som jeg godt kan lide at dvæle ved, selvom jeg måske godt ved, at den uforløste drøm bare er en illusion, fordi jeg selv har pyntet den til at være så skøn igennem mine tanker. Det er det, Fortrudte Fortielser handler om.

Din tilgang til tekst. Hvordan arbejder du dig frem mod en god tekst? Jeg lytter faktisk meget til dagligdagssprog, som man jo hører hver dag. Så hvis jeg f.eks. overhører en samtale nede i Netto, hvor der er nogle pudsige sætninger, som jeg kan bruge, eller som lyder fedt, så noterer jeg det i min iPhone og bruger det måske, når jeg kommer hjem.

Derudover kommer der også ofte brudstykker af en tekst til mig, når jeg cykler, går eller skal til at sove. Dem noterer jeg altid ned og så kan det være, at der kommer en ny sang ud af dem, når jeg begynder at arbejde videre med de brudstykker, som er kommet ned fra oven. Jeg læser også en del digte og skønlitteratur, som jeg kan finde inspiration i.

Jeg arbejder meget med at finde ord, som folk kender, men ikke hører så tit i sange. Det vigtigste er at finde på en handling eller et koncept, som lytteren kan genkende i sit eget liv og derfor kan forestille sig selv i sangen. Når det koncept er fundet, så gælder det om at male billeder med ord, så tydligt som muligt. Det vil f.eks. sige at sætte meget præcis ord på en situation. F.eks. hvor, hvornår, hvad, hvilken farve, hvor stor osv., så det er meget let at forestille sig situationen for lytteren.

Du og dit band har turneret Danmark rundt denne sommer, bl.a. med flere af sangene fra din nye udgivelse. Skulle I prøve sangene af live inden I indspillede dem? De nye sange, som vi spillede på vores tour, var faktisk allerede indspillet, men manglede dog stadig lidt i produktionen. Så sangene er faktisk bare blevet finpudset i mellemtiden. Og så manglede der selvfølgelig også nogle andre sange, som skulle være færdige inden jeg kunne udgive EP’en.

Som sagt udgav du en EP i 2016. Hvorfor endnu en EP og ikke et fuldlængealbum? Er fuldlængealbummet på vej? Det er faktisk bare fordi, at jeg havde en EP i mig. Jeg havde lyst til at udgive en EP og havde samlet de sange, som jeg synes passede til EP’en. Så der ligger faktisk ikke nogle større tanker bag det, andet end jeg bare havde lyst til at udgive en EP. Når det så er sagt, så kan jeg rigtig godt lide EP-formatet med få numre på. Det er som om, at EP-formatet passer bedre til nutidens temperament og tålmodighed, hvor man sjældent har tid til at lytte til et helt album i træk. Musikforbruget i dag er meget singlepræget, hvor man mest har et forhold til få numre. Og der passer en EP perfekt. Når det så er sagt, så kan jeg bestemt ikke udelukke, at der kommer en fuldlængde fra min hånd en dag, men jeg ved ikke hvornår. Det kan godt være, at det næste også bliver en EP. Det vigtigste for mig er, at jeg bare gør, hvad jeg har lyst til og gør det som min kunst og mine sange kalder på.


I sommers turnerede Aksglæde Danmark rundt med den selvbetitlede debut EP “Aksglæde”, og nu er han klar til at ramme de danske byer på ny.

Det var mildest talt en kæmpe oplevelse at være på Danmarksturné for første gang. Der er noget helt specielt ved at besøge de danske byer og lære et nyt publikum at kende hver aften. Især fordi vores publikum altid er så glade og dansable og utroligt gode til at synge med. Den varme velkomst, som vi fik i alle byerne, betyder også, at jeg og mit band glæder os endnu mere til at tage på en ny tur rundt i landet og endda besøge hele ti byer. Det bliver en fest!

Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en fest med stof til eftertanke. Hvis du vil tjekke om Aksglæde rammer din by, eller du vil nå at hapse en billet mens du stadig kan, foregår det på link: http://gig.to/aksglaede

 

 

 

 

Leonard Cohen i nye, symbolske animationer

161017_r28842_rd

I feel blue, får jeg lyst til at synge. Eller skrige, eftersom vi nærmer os d.7 november, årsdagen for Leonard Cohen’s farvel.

Fine illustrationer, der rummer tematikker og symbolikker fra Cohen’s sidste album, You Want It Darker. Et album der cirkulerer om døden og kærligheden til en elskerinde, der måske, måske ikke er en metafor for gud, kommer til udtryk, mens Cohen vandrer, fri som en fugl, henover sin by.

“Verdens bedste sang”, sunget af The Tallest Man On Eath

the-tallest-man-on-earth

Jeg sad og youtubede den, da jeg stødte på dette lille guldkorn, som jeg syntes jeg ville dele med jer, på sådan en efterårs-aften, som det nu engang er, når det ikke længere hedder august.

Kristian Matsson, bedre kendt som The Tallest Man On Earth, har i år trukket sig fra udgivelser og koncerter. I stedet har han anskaffet sig et kamera, hvorpå han filmer helt rå demoer. Nye numre og covernumre. Han har produceret en lille serie, ”The Light in Demos”, der indehlder tre afsnit med tre forskellige demoer. I tredje og sidste afsnit, fortolker han Joni Mitchell’s hitnummer fra 69, Both Sides Now. Verdens bedste sang, ifølge den højeste mand på jorden. Jeg syntes han gør det ganske spektakulært.

   

Tre nyanskaffede vinyler

Mine tre nyeste skiver. Vidt forskellige men omtrent lige medrivende alle tre.

Folkeklubben – Slå Flint(2016)

Image result for slå flint folkeklubben

Folkeklubben kommer med lige præcis dét, danskerne har manglet. Slå Flint er et album, der appellerer til folket med dets poetiske, dansksprogede univers. Folkelig og nostalgisk rockmusik. Et nutidigt 70’er album, der bestemt har manglet i min samling, og som uden tvivl har en personlig plads i mit indre musik-arkiv. Endnu bedre er det, at alle bandmedlemmerne har skrevet autografer og “Til Retrocarla fra Vinylklubben” udenpå coveret. Ahhh. Den skive er jeg sku glad for!

Neil Young – Harvest(1972)

Image result for neil young harvest

Jeg husker tydeligt, første gang jeg lyttede til Harvest. En sommerdag nogle år tilbage, i et tog på vej til Odense. Toget kørte gennem en masse grønne træer og landskaber, mens jeg lyttede mig vej gennem albummet. De træer flyver stadig forbi min nethinde, når jeg sætter pladen på i dag. Der var nok en opfordring fra min far, der havde vækket min interesse for albummet, for jeg var herligt upåvirket af Neil Young’s andre solo-plader. Efterfølgene var jeg så vild med albummet, af jeg dykkede ned i resten af hans repertoire. Det kan godt være, at kritikerne mener at After The Gold Rush er højdepunktet på Young’s karriere, og at Harvest gjorde ham til den kedelige singer-songwriter han tildels er i dag. Måske er der noget om snakken, men Harvest er uden tvivl ikke ‘bare en anden Neil Young LP’. Hans vokal er særligt smuk på netop Harvest, og vel nærmest skønsang. Flere af numrene giver mig stadigvæk myrepatter – særligt Old Man, Words(Between The Lines Of Age) og selvfølgelig Neil Young’s største hit of all time – Heart Of Gold der er ligefrem hjertegribende. Country-rock der er så behagelig og smuk, at det forekommer mig ganske umuligt at starte albummet, uden at lytte det til ende.

Father John Misty – Pure Comedy(2017)

Image result for pure comedy cover

Et album jeg efterhånden har nævnt en snes gange, bl.a. i min anmeldelse af albummet, som du kan læse her. Et album der krævede min tid, før jeg virkelig forstod konceptet med de poppede melodier og absurde, nærmest bizarre tekster. Jeg oplevede J. Tillman for første gang live på årets Roskilde Festival, da han optrådte med Pure Comedy på orange scene, ifølge af en hær af blæsere og et imponerende scene setup. Der var øjeblikke hvor alt forkom mig kæmpe stort og kompliceret, mens andre øjeblikke var spinkle og noget så simple. Og det er præcis hvad Mr. Tillman har ønsket med pladen. Det bliver først rigtig storslået, når man virkelig giver slip på irritationen over hans mørke solbriller og generelt ego-centrerede fremtræden, og begynder at sætte sig ind i hans univers. Et univers der emmer af symbolikker, hverdags-metaforer og provokerende kommentarere til normerne. “You’re a star now, baby, so dry your tears – You’re just like them – Wake on up from the nightmare”. Som han selv siger det, så handler Pure Comedy om alt det, Tillman egentlig ikke burde sige, men som han – netop af den grund – ikke kan lade værre med at sige. Et album jeg gerne vil kalde et koncept album; et måske moderne svar på Pink Floyd’s The Wall, eller er det at gå for langt? Jeg tror bare jeg lader den ligge der.

Big Dogs Don’t Bark

www.creativeboysclub.com

Sommeren er snart forbi. Eller rettere, sommerferien er. Det føltes som om, at alle de oplevelser jeg sukkede efter tilbage i foråret er spurtet forbi mig, og jeg nåede på ingen måde at suge alt det ud af øjeblikkene, som jeg havde ønsket. Ikke et ord blev skrevet i mit anmelderhæfte i løbet af roskilde. Ikke ét. Tilgengæld blev den mudrede oplevelse der noget så usympatisk spurtede forbi mig i noget der føltes som små sekunder, lagret i én stor masse af øjebliksbilleder i form af stemninger, uslippelige musikoplevelser i følge af lugten af øl og cigaretter. Hold kæft hvor var det godt. Sådan helt ind i benet godt.

Kl 02.00 spillede The XX på orange. Halvvejs inde i sættet begyndte det at støvregne. Lysshowet fik de små perler oppefra til at skinne som sølvglimmer. Da de første toner fra Jamie XX’s hitnummer Loud Places skyllede ind over publikum, opstod den der berygtede orange symbiose et sted inde bag brystbenet hos de fleste, vil jeg påstå. For fanden hvor skulle jeg have skrevet den anmeldelse.

Jeg har lyttet til tonsvis af musik og kloge ord, og i den grad brugt timer på at fordybe mig, men uden lysten til at videregive noget de seneste måneder. Jeg tror på, at den tavse fordybelse i et emne inden man begynder at bjæffe, er langt vigtigere end den egentlige videregiven efterfølgende. Når jeg anmelder et album eller hører en koncert, som jeg lytter til med henblik på at videregive og bedømme oplevelsen, mister jeg også lidt af fordybelsen. Nu har jeg taget revance på det udsagn.

FEM gange har jeg sat mig ned og startet på min liste, 10 greatest albums of all time. Fem forskellige dokumenter. Papirspild, havde jeg nær skrevet. Tak til word og onenote, for god sake. Ellers havde jeg vel nok været en værre træfælder med alle mine virtuelt sammenkrøllede notater. Tilbage til listen; Et projekt jeg ville have færdig inden skolestart. En pæn, gennemtænkt liste over de albums, jeg selv betegner som de 10 bedste, nogensinde. Med fortællinger om mit tilhørsforhold til musikken og selvfølgelig en masse stjerner, toppet med guldglimmer og røde hjerter i velour. Ej okay.

Jeg kunne slet ikke. Kan slet ikke. Hver gang jeg sætter mig ved tasterne, så stopper jeg efter et par minutter i frygt for forøget hjertebanken, fordi min uduelige og fuldkommen latterlige præstationsangst tager over. Hvornår må man sætte sig ned og lave en liste over de 10 bedste albums. Kan jeg overhovedet tillade mig at vurdere enorme værker og endda stable dem over og under hinanden. Musik, som gennem årtier har været vendt og drejet og vejet og vurderet hos de absolut klogeste hoveder. Men selvfølgelig må jeg det. Det føltes bare så skide beskidt, af en eller anden grund. Men kun fordi, at jeg deler det offentligt og fordi jeg ved, at der kommer til at sidde nogle hoveder derude, som ved langt mere end mig, som slet ikke er enige. Det får mit hjerte til at slå lidt hurtigere end hvad sundt er, og så kommer jeg til at bide mine negle alt for langt ned og bruge kaffebrygning som en overspringshandling lidt oftere, end jeg burde.

Når det ikke længere føltes så beskidt, så skriver jeg den altså. For når jeg så mange gange har været nødsaget til at smide mine virtuelle notater i min virtuelle skraldespand, så begynder selvtilliden altså at krakelere lidt. En revne hist og her, som langsomt sniger sig ind på mig. Det føltes som en neglerod der gør så ondt, at mine sætninger bliver tågede og ufokuserede. Jeg har ligesom indset, at jeg er gået ind i en vaske ægte skriveblokade. Ja, nok ikke udelukkende på grund af den skide liste, men den har nu nok en finger med i spillet.

Nåh ja, det føltes nu alligevel meget rart ikke at præstere, med at lade andre om arbejdet og dykke ned i arkiver, som jeg aldrig har opdaget før, fordi min egen præstation skyggede for den del i min hjerne som er fornuftig nok til at sige mig, at det nok er lidt vigtigere at suge til sig, end det er at slynge det ene efter det andet ud i verden, hvis ikke det har noget på sig.

Min far fortalte mig på et tidspunkt om et citat, der lyder sig; “Big dogs don’t bark”. Det har jeg lært noget af, denne sommer. Ikke fordi jeg er nogen big dog, for jeg bjæffer nok mere end hvad godt er, men når alt kommer til alt, vil jeg da hellere – rent metaforisk set – være en st. bernard end en chihuahua.

Det var det. Og klap på skulderen til dig, som læste helt her til. Jeg ved ikke hvad det var, men et eller andet skulle der altså stå, havde jeg besluttet.

Bliv klogere på musikken, mens dine ben bliver brune

Sommeren byder på meget godt, men også på utålmodige solbadningssessioner, rejsetimer, tidsfordriv på roskilde eller ligesom jeg, lange timer med at male hus. Podcast er løsningen på brune ben. Og så er det gratis!

His Bobness af Mikkel Falk Møller m. gæsteværter

Image result for bob dylan 2016

På Dr Podcast ligger der fem afsnit af halvanden timer hver, der gennemgår den moderne Dylan. De blev lavet i forbindelse med hans to danske koncerter i foråret, og prisen som nobelvinder 2016. Der bliver set bort fra det ellers så omtalte repetuoir fra 60-70-80, og i stedet kredset om hans senere udvikling. Hans værker gennem de sidste tyve år. Vært er Mikkel Falk Møller, der sammen med udvalgte Dylan-fans kommer ind på sangstemmen, teksterne, koncerterne, Dylan som arbejdsgiver og Dylan med de unge. Blandt gæsteværterne findes bl.a. Nikolaj Nørlund, Carl Emil Petersen og Kjartan Arngrim (frontfigur i Folkeklubben). Det er nørdet, kritisk og kommer ind på mange sjove og spøjse sider af musikgeniet. Hver især har de egne personlige oplevelser og indtryk. Jeg har malet mange strøg til deres kloge ord, efterhånden. Du kan downloade Dr podcast som app på din telefon, og lytte når som helst.

Lyt på dr.dk lige her.

 ALBUM af Kristian Leth og Ralf Christensen

Kristian Leth er en stor inspiration for mig, og jeg er virkelig benået over, at hans så ofte deler ud af sine tanker om musik gennem radio. I supplement er Ralf Christiensen, og selvom de to i virkeligheden er ret ueninge om meget musik, og flere gange ryster hoved af hinanden verbalt, når navne som George Michael eller Ryan Adams dukker op, supplere de hinanden godt, og kommer med indspark, som står i kontrast til modparten.

ALBUM gennemgår et album af gangen, bryder det op og analyserer tekst og musik. De fortæller om personlige historier og eget tilhørsforhold til pladen, og det er virkelig en fornøjelse. Jeg syntes det er særligt fedt, fordi de har udvalgt ti vidt forskellige albums, der ligger i meget forskellige retninger og tidsaldre. Jeg har ikke lyttet til alle ti talks endnu, men dem jeg har, har været virkelig lærerige og underholdene at lytte til. De taler – igen – udfra en nørdet og kritisk synspunkt, men med et blink i øjet og stort kærlighed til musikken og dens historier. Man får lyst til at blande sig og blende ind i snakken.

Jeg har virkelig fået nye perspektiver på plader, jeg har lyttet meget til, og måske haft en helt anden opfattelse af, end den, de to garvede fortæller om. Jeg kan særligt anbefale deres gennemgang af Radiohead’s svendestykke, OK Computer, Abba’s Gold og selvfølgelig, Pink Floyd(eller skulle man sige Roger’s?) The Wall.

Lyt til ALBUM lige her.

   

Tre albums fra guldgruben #01

Albums, jeg lytter igennem flere gange månedligt og som syntes ikke at ville slippe taget i mig. Disse tre skiver har efter mange lyt, hver fået en plads i den lille guldgrube, hvor kun de absolut bedste værker lagres. De sidder ligesom klistret fast et sted bag mine frontallapper, som en del af min lange liste over fremragende albums, som jeg i virkeligheden burde få tatoveret langs rygsøjlen, for aldrig at glemme. Lige i overkanten, måske.

James Blake – James Blake (2011)

Image result for james blake james blake

Det rene og uploerede, i kontrast til de bearbejdede elektroniske fragmenter har en magisk virkning på mig. James Blake er fronfigur i sin genre, og jeg er endnu ikke stødt på én, der nærmer sig Blake’s opfindsomhed i sine abstrakte, soulede kompositioner. James Blake, debutalbummet, er hans svendestykke; Et mesterværk der tryllebinder. Han sætter alt virkelighed i stå og følger alle sanser et sted hen, hvor intet kan bunde. Mine knæ bliver slappe og mit hoved svæver langt væk, så snart tonerne fra Measurements, To Care(For You) eller hans populære cover af Feists, Limit To Your Love rammer min øregang. Sikke et værk.

Queen Of Denmark – John Grant (2010)

Image result for queen of denmark album

John Grants første værk, blev hans vej ud af misbrug og selvmordsforsøg. Eller trofæet for, at han havde fundet en vej ud. Teksterne kredser derfor om hans ringe kår som skabshomo, et splintrende parforhold og hans opvækst i et hjem, der var dybt religiøst. Pompøs 70’er rock, der med sit bløde, drømmende udtryk er både cute og kantet. Allerede i 2010, var der et kækt glimt i øjet og ironiske kommentarer at skimte. Noget, han virkelig har gjort brug af på de senere udgivelser. Albummet minder på mange måder om Father John Mistys nyeste udgivelse, Pure Comedy (læs anmeldelse). Særligt melankolien, de storladne arrangementer og ironien ligger tæt op af John Grant. De kunne i øvrigt være spændende, hvis de to slog pjalterne sammen om et nummer eller to, engang. Særligt holder jeg har numrene Marz, Caramel og selvfølgelig titelnummeren Queen Of Denmark.

Folkeskoletider – Telestjernen(2016)

Telestjernen er danmarks måske mest oversete sangskriver overhovedet. Et par fremragende anmeldelser bliver smidt efter ham i ny og næ, og det er det. Folkeskoletider er et godt miks af Folkeklubben og Gasolin. Gode melodier, gode historier og et sprog, der klinger af melankoli på smukkeste danske vis. Telestjernens hverdags-grubleriske univers går tilbage til hans egen tid som folkeskoleelev, men kredser også om livet som folkeskolelærer. Med Dorthe Gerlach og Allan Olsen som medvokaler, et glimt i øjet, talent for historiefortælling og gode melodier, er Folkeskoletider og Telestjernen strøget ind i mit musikhjerte – vel næsten på højde med Gasolins Gør Det Noget. Folkeskoletider er uden lige et mesterligt rockalbum, og så er det på dansk.

Katinka fortolker Sort Sol

Hej igen. Det er en måneds tid siden, jeg sidst har skrevet. Mangel på motivation og tid, oven i en uigennemtrængelig skriveblokade, som jeg vist er på den anden side af nu. Ikke helt uigennemtrængelig, åbenbart.

Jeg kunne ikke lade være med at sætte mig til tasterne, da jeg lyttede til Katinkas version af Sort Sols “Let Your Fingers Do The Walking”, som i øvrigt er et nummer jeg holder meget af. Mit hjerte blev blødt, og at hun vælger at fortolke en sådan dansk klassiker, siger ikke så lidt.

De seneste år har der været en bølge af ny musik, der helt åbenlyst giver sig hen til de ældre klassikere. Et glimrende eksempel er Nørlund projektet “På Danske Læber” (læs anmeldelse), hvor gamle swingere som Claus Hempler, Jens Unmack, Lars Lilholt og Ulla Henningsen blev løftet af nyere navne, heriblandt Carl Emil Petersen, Katinka og Bisse. Nørlund var også manden, der fik Ulige Numre frem i lyset, og producerede deres to første plader. Det er tydeligt, at de nye navne læner sig op af de garvede, og helt åbenlyst lader sig inspirere.

Der er virkelig andet end dreamy indie-techno og slavisk popmusik derude. Jeg forestiller mig, at navne som Bisse, Katinka, Blaue Blume, Carl Emil P bliver dem, vi om 30 år taler om som vi taler om Sort Sol, C.V Jørgensen, Lis Sørensen, og Gnags. Det er fedt at være vidne til. Ny dansk musik brager derudaf, i øjeblikket. Jeg er forhåbningsfuld!

SPOT 2017: LØRDAG

Eftersom jeg fredag endte min nat ud med at løbe 500 gange gennem kongrescenteret til musikhuset, for så at løbe tilbage til kongrescenteret og forfra, var min lørdag lidt baldret. Jeg lagde min taske med computer og alle noter fra koncerterne fra mig i en tom CCS-sal, for så at opdage at den var væk, da salen var fuld af fest og mennesker, og jeg selv var på vej mod banegården omkring midnat, for at nå det sidste tog. Tasken var selvfølgelig ikke til at finde, før jeg havde løbet rundt og panikket så længe, at det smittede lidt af på min lørdag. Jeg fandt den senere i en bar i kongrescenteret. Derfor fik jeg heller ikke hørt helt så meget, som planlagt. Sådan er det bare nogen gange at være Carla med kuller. MEN fire koncerter og et foredrag, var altså hvad det blev til lørdag. Her er et uddrag af to koncerter fra lørdag.

Katinka, Spot ROYAL, Århus Å

katinka

Katinka var uden tvivl veloplagte og glade lørdag formiddag, da de startede deres lille optræden over Århus Å. En scene-ide som garanteret er topfed for kunstnerne, men chancen for god lyd og god udsigt var ligesom lidt slået til jorden. I hverfald for mit vedkommende. Forsanger og sangskriver Katinka Bjerregaard havde fødselsdag, og det var publikum hurtige til at fange, da de hyldede hende med fødselsdagssang der strakte sig udover åen, og spredte en formidabel stemning. Sættet bestod af nye som gamle sange, særligt Idioter og Det Er Noget Du Har Bestemt fungerede godt, og havde sådan en kraft, at musikkvaliteten trodsede lydkvaliteten. Pludselig sprang en guitarstreng, og så stod Katinka der, tvunget til at snakke sig ud af en situation, der hurtigt var gået hen og blevet akavet for alle parter. Heldigvis snoede hun sig nemt ud af den suppedas, og det blev en hyggelig og intim lille stund. Katinka Bjerregaard har en ganske særlig indlevelse i musikken, og det kom særligt til udtryk live, da hun med sit nærmest dyriske udtryk, virkeligt formåede at få det bedste ud af omstændighederne. Guitarist Simon Aks spillede sprælsk og levende, hvilket står godt til det ofte melankolske univers. Jeg havde nok hellere set Katinka i store sal i musikhuset, fordi der uden tvivl var mange nuancer og lydoplevelser, som publikum ikke fik med. Til gengæld var der solskin, fællessang og meget trængt, hvilket også har sin charme. Vaske ægte festivalstemning.

★☆☆☆

Jonah Blacksmith, Musikhuset, Store Sal

Folk var forventningsfulde og stemningen hyggelig, allerede før de populære thyboere gik på. Scenen var indrettet med gulvtæpper, lamper og et stort gevir hængende fra loftet. De havde, bogstavelig talt, taget et stykke af Thy med ind i Musikhuset. Da bandet gik på, var der straks god kontakt til publikum, som alle virkede klar på både dans, fællessang og de mere stillestående numre med sjæl og detaljevirvar, som krævede et opmærksomt øre. Fortællingen om bedstefar var et vendepunkt i koncerten, som gik lige i hjertet på Århusianerne. Jeg spottede flere blanke øjne i den fyldte sal. Herefter spillede de mere frit og legende, de turde tage chancer og de sigende blikke mellem musikanterne voksede. Det var som om at sav, guitar, de to trommesæt, banjoen og forsanger Simon Alstrups bløde stemme gik op i en højere enhed, som smeltede sammen med den hyggelige sommerhus-stemning fra scene-setuppet og med publikum, som bare lod sig rive med. Der er ingen tvivl om, at der venter Århus flere fortællinger om bedstefar og røverhistorier fra Thy.

★★★☆