Bliv klogere på musikken, mens dine ben bliver brune

Sommeren byder på meget godt, men også på utålmodige solbadningssessioner, rejsetimer, tidsfordriv på roskilde eller ligesom jeg, lange timer med at male hus. Podcast er løsningen på brune ben. Og så er det gratis!

His Bobness af Mikkel Falk Møller m. gæsteværter

Image result for bob dylan 2016

På Dr Podcast ligger der fem afsnit af halvanden timer hver, der gennemgår den moderne Dylan. De blev lavet i forbindelse med hans to danske koncerter i foråret, og prisen som nobelvinder 2016. Der bliver set bort fra det ellers så omtalte repetuoir fra 60-70-80, og i stedet kredset om hans senere udvikling. Hans værker gennem de sidste tyve år. Vært er Mikkel Falk Møller, der sammen med udvalgte Dylan-fans kommer ind på sangstemmen, teksterne, koncerterne, Dylan som arbejdsgiver og Dylan med de unge. Blandt gæsteværterne findes bl.a. Nikolaj Nørlund, Carl Emil Petersen og Kjartan Arngrim (frontfigur i Folkeklubben). Det er nørdet, kritisk og kommer ind på mange sjove og spøjse sider af musikgeniet. Hver især har de egne personlige oplevelser og indtryk. Jeg har malet mange strøg til deres kloge ord, efterhånden. Du kan downloade Dr podcast som app på din telefon, og lytte når som helst.

Lyt på dr.dk lige her.

 ALBUM af Kristian Leth og Ralf Christensen

Kristian Leth er en stor inspiration for mig, og jeg er virkelig benået over, at hans så ofte deler ud af sine tanker om musik gennem radio. I supplement er Ralf Christiensen, og selvom de to i virkeligheden er ret ueninge om meget musik, og flere gange ryster hoved af hinanden verbalt, når navne som George Michael eller Ryan Adams dukker op, supplere de hinanden godt, og kommer med indspark, som står i kontrast til modparten.

ALBUM gennemgår et album af gangen, bryder det op og analyserer tekst og musik. De fortæller om personlige historier og eget tilhørsforhold til pladen, og det er virkelig en fornøjelse. Jeg syntes det er særligt fedt, fordi de har udvalgt ti vidt forskellige albums, der ligger i meget forskellige retninger og tidsaldre. Jeg har ikke lyttet til alle ti talks endnu, men dem jeg har, har været virkelig lærerige og underholdene at lytte til. De taler – igen – udfra en nørdet og kritisk synspunkt, men med et blink i øjet og stort kærlighed til musikken og dens historier. Man får lyst til at blande sig og blende ind i snakken.

Jeg har virkelig fået nye perspektiver på plader, jeg har lyttet meget til, og måske haft en helt anden opfattelse af, end den, de to garvede fortæller om. Jeg kan særligt anbefale deres gennemgang af Radiohead’s svendestykke, OK Computer, Abba’s Gold og selvfølgelig, Pink Floyd(eller skulle man sige Roger’s?) The Wall.

Lyt til ALBUM lige her.

   

Tre albums fra guldgruben #01

Albums, jeg lytter igennem flere gange månedligt og som syntes ikke at ville slippe taget i mig. Disse tre skiver har efter mange lyt, hver fået en plads i den lille guldgrube, hvor kun de absolut bedste værker lagres. De sidder ligesom klistret fast et sted bag mine frontallapper, som en del af min lange liste over fremragende albums, som jeg i virkeligheden burde få tatoveret langs rygsøjlen, for aldrig at glemme. Lige i overkanten, måske.

James Blake – James Blake (2011)

Image result for james blake james blake

Det rene og uploerede, i kontrast til de bearbejdede elektroniske fragmenter har en magisk virkning på mig. James Blake er fronfigur i sin genre, og jeg er endnu ikke stødt på én, der nærmer sig Blake’s opfindsomhed i sine abstrakte, soulede kompositioner. James Blake, debutalbummet, er hans svendestykke; Et mesterværk der tryllebinder. Han sætter alt virkelighed i stå og følger alle sanser et sted hen, hvor intet kan bunde. Mine knæ bliver slappe og mit hoved svæver langt væk, så snart tonerne fra Measurements, To Care(For You) eller hans populære cover af Feists, Limit To Your Love rammer min øregang. Sikke et værk.

Queen Of Denmark – John Grant (2010)

Image result for queen of denmark album

John Grants første værk, blev hans vej ud af misbrug og selvmordsforsøg. Eller trofæet for, at han havde fundet en vej ud. Teksterne kredser derfor om hans ringe kår som skabshomo, et splintrende parforhold og hans opvækst i et hjem, der var dybt religiøst. Pompøs 70’er rock, der med sit bløde, drømmende udtryk er både cute og kantet. Allerede i 2010, var der et kækt glimt i øjet og ironiske kommentarer at skimte. Noget, han virkelig har gjort brug af på de senere udgivelser. Albummet minder på mange måder om Father John Mistys nyeste udgivelse, Pure Comedy (læs anmeldelse). Særligt melankolien, de storladne arrangementer og ironien ligger tæt op af John Grant. De kunne i øvrigt være spændende, hvis de to slog pjalterne sammen om et nummer eller to, engang. Særligt holder jeg har numrene Marz, Caramel og selvfølgelig titelnummeren Queen Of Denmark.

Folkeskoletider – Telestjernen(2016)

Telestjernen er danmarks måske mest oversete sangskriver overhovedet. Et par fremragende anmeldelser bliver smidt efter ham i ny og næ, og det er det. Folkeskoletider er et godt miks af Folkeklubben og Gasolin. Gode melodier, gode historier og et sprog, der klinger af melankoli på smukkeste danske vis. Telestjernens hverdags-grubleriske univers går tilbage til hans egen tid som folkeskoleelev, men kredser også om livet som folkeskolelærer. Med Dorthe Gerlach og Allan Olsen som medvokaler, et glimt i øjet, talent for historiefortælling og gode melodier, er Folkeskoletider og Telestjernen strøget ind i mit musikhjerte – vel næsten på højde med Gasolins Gør Det Noget. Folkeskoletider er uden lige et mesterligt rockalbum, og så er det på dansk.

Katinka fortolker Sort Sol

Hej igen. Det er en måneds tid siden, jeg sidst har skrevet. Mangel på motivation og tid, oven i en uigennemtrængelig skriveblokade, som jeg vist er på den anden side af nu. Ikke helt uigennemtrængelig, åbenbart.

Jeg kunne ikke lade være med at sætte mig til tasterne, da jeg lyttede til Katinkas version af Sort Sols “Let Your Fingers Do The Walking”, som i øvrigt er et nummer jeg holder meget af. Mit hjerte blev blødt, og at hun vælger at fortolke en sådan dansk klassiker, siger ikke så lidt.

De seneste år har der været en bølge af ny musik, der helt åbenlyst giver sig hen til de ældre klassikere. Et glimrende eksempel er Nørlund projektet “På Danske Læber” (læs anmeldelse), hvor gamle swingere som Claus Hempler, Jens Unmack, Lars Lilholt og Ulla Henningsen blev løftet af nyere navne, heriblandt Carl Emil Petersen, Katinka og Bisse. Nørlund var også manden, der fik Ulige Numre frem i lyset, og producerede deres to første plader. Det er tydeligt, at de nye navne læner sig op af de garvede, og helt åbenlyst lader sig inspirere.

Der er virkelig andet end dreamy indie-techno og slavisk popmusik derude. Jeg forestiller mig, at navne som Bisse, Katinka, Blaue Blume, Carl Emil P bliver dem, vi om 30 år taler om som vi taler om Sort Sol, C.V Jørgensen, Lis Sørensen, og Gnags. Det er fedt at være vidne til. Ny dansk musik brager derudaf, i øjeblikket. Jeg er forhåbningsfuld!

   

SPOT 2017: LØRDAG

Eftersom jeg fredag endte min nat ud med at løbe 500 gange gennem kongrescenteret til musikhuset, for så at løbe tilbage til kongrescenteret og forfra, var min lørdag lidt baldret. Jeg lagde min taske med computer og alle noter fra koncerterne fra mig i en tom CCS-sal, for så at opdage at den var væk, da salen var fuld af fest og mennesker, og jeg selv var på vej mod banegården omkring midnat, for at nå det sidste tog. Tasken var selvfølgelig ikke til at finde, før jeg havde løbet rundt og panikket så længe, at det smittede lidt af på min lørdag. Jeg fandt den senere i en bar i kongrescenteret. Derfor fik jeg heller ikke hørt helt så meget, som planlagt. Sådan er det bare nogen gange at være Carla med kuller. MEN fire koncerter og et foredrag, var altså hvad det blev til lørdag. Her er et uddrag af to koncerter fra lørdag.

Katinka, Spot ROYAL, Århus Å

katinka

Katinka var uden tvivl veloplagte og glade lørdag formiddag, da de startede deres lille optræden over Århus Å. En scene-ide som garanteret er topfed for kunstnerne, men chancen for god lyd og god udsigt var ligesom lidt slået til jorden. I hverfald for mit vedkommende. Forsanger og sangskriver Katinka Bjerregaard havde fødselsdag, og det var publikum hurtige til at fange, da de hyldede hende med fødselsdagssang der strakte sig udover åen, og spredte en formidabel stemning. Sættet bestod af nye som gamle sange, særligt Idioter og Det Er Noget Du Har Bestemt fungerede godt, og havde sådan en kraft, at musikkvaliteten trodsede lydkvaliteten. Pludselig sprang en guitarstreng, og så stod Katinka der, tvunget til at snakke sig ud af en situation, der hurtigt var gået hen og blevet akavet for alle parter. Heldigvis snoede hun sig nemt ud af den suppedas, og det blev en hyggelig og intim lille stund. Katinka Bjerregaard har en ganske særlig indlevelse i musikken, og det kom særligt til udtryk live, da hun med sit nærmest dyriske udtryk, virkeligt formåede at få det bedste ud af omstændighederne. Guitarist Simon Aks spillede sprælsk og levende, hvilket står godt til det ofte melankolske univers. Jeg havde nok hellere set Katinka i store sal i musikhuset, fordi der uden tvivl var mange nuancer og lydoplevelser, som publikum ikke fik med. Til gengæld var der solskin, fællessang og meget trængt, hvilket også har sin charme. Vaske ægte festivalstemning.

★☆☆☆

Jonah Blacksmith, Musikhuset, Store Sal

Folk var forventningsfulde og stemningen hyggelig, allerede før de populære thyboere gik på. Scenen var indrettet med gulvtæpper, lamper og et stort gevir hængende fra loftet. De havde, bogstavelig talt, taget et stykke af Thy med ind i Musikhuset. Da bandet gik på, var der straks god kontakt til publikum, som alle virkede klar på både dans, fællessang og de mere stillestående numre med sjæl og detaljevirvar, som krævede et opmærksomt øre. Fortællingen om bedstefar var et vendepunkt i koncerten, som gik lige i hjertet på Århusianerne. Jeg spottede flere blanke øjne i den fyldte sal. Herefter spillede de mere frit og legende, de turde tage chancer og de sigende blikke mellem musikanterne voksede. Det var som om at sav, guitar, de to trommesæt, banjoen og forsanger Simon Alstrups bløde stemme gik op i en højere enhed, som smeltede sammen med den hyggelige sommerhus-stemning fra scene-setuppet og med publikum, som bare lod sig rive med. Der er ingen tvivl om, at der venter Århus flere fortællinger om bedstefar og røverhistorier fra Thy.

★★★☆

 

SPOT 2017: FREDAG

Med en god madpakke i tasken og en sikker, struktureret plan over de kommende dage (som selvfølgelig skulle vise sig ikke at holde stik), drog jeg fredag eftermiddag mod min fødeby, Århus. Forventningsfuld og med solskin i ryggen, gik jeg ned mod Radar, for at opleve første punkt på dagsordenen: Nanna Bech

Nanna Bech – Radar

nanna-b

Radar var ideelt for Nanna Bech og hendes fire musikanter på henholdsvis cello, violin, keys og kor. Småt og intimt, som Radar hurtigt bliver, når der er godt fyldt op. Publikum var fascinerede og helt stille, allerede fra første sang. Alle spidsede ører, for ikke at misse en eneste af de fine nuancer i Nanna Bech vokal. Det var tydeligt, at bandet gjorde brug af hinandens færdigheder, og samspillet mellem dem var harmonisk og virkelig godt; man følte deres samhørighed og fælles indlevelse i musikken. De var nærmest forløsende, med så velfungerende og afslappede musikanter. Lidt sniksnak om indianer-drømme, bedste-veninden der gik i seng med ham, hun elskede og om hvordan hun, et sted i Norge, brød sin skriveblokade ved -rent metaforisk- af smide ærkefjenden udover fjeldende var fint, men jeg ville hellere have hørt et nummer mere, i bytte for et par af historierne. Efter de første numre, dukkede der pludselig noget nyt op, i det ellers spinkle og nuttede udtryk: en stortromme og brutale tekster om eksen. Musikken fik puls og kant, som stod i god kontrast til alt det pæne. En ærlig og velspillet koncert, som bød på blodige overraskelser og fine melodier. Ærgerligt, at de ikke spillede i mere end 30 min. Jeg var gerne blevet.

★★☆☆

Mono Mono – Musikhuset, Filuren

monomono

Mono Mono lagde hårdt ud, uden overhovedet at interagere med publikum forinden. Trods det høje niveau og detalje-viviar, var musikken stadigvæk legende og flyvsk. Baggrunds scenografien smeltede sammen med musikken, og jeg fik lyst til at lukke øjnene og bare have filmen kørende på nethinden. Karolines jazzede sax stod i dødlækker kontrast til de elektroniske beats og var en god ice-breaker, da sangene begyndte at smelte sammen i øret. Publikum var uden lige forført af stemningen og musikernes indlevelse i musikken, men den magi der kunne være opstået mellem Mono Mono og den halvt fyldte sal, opstod aldrig. Måske lå bandets fokus på at fremføre de nye sange, mere end det lå på at interagere med publikum, og gøre dem en del af de fede rytmer.

★★☆☆☆

Velvet Volume – Scandinavian Congress Center

velvetvolume

Det var som om, at det var netop de tre piger, som alle i SCC havde ventet på hele aftenen. De gik på scenen med kæmpe overskud og en vild energi, som straks spredte sig ud i hele salen – og det er altså ikke så lidt. Det er skønt, at tre unge piger holder fast i den musik, som virkelig fanger dem, og ikke lader sig føre med strømmen af alle de nye tendenser. Tung rock bliver ungdommenliggjort og løftet op, når den bliver fremvist som Velvet Volume-søstrene forår af gøre det. De to frontfigurer, Noa og Naomi kører hårdt derudaf, med duet efter duet. Vokalerne klinger i to vidt forskellige retninger, den ene pige-poppet, den anden rocket og tør. Noa Lachimi står stærkest i min erindring: hun kan noget med en guitar. Efter den overdådige solo, stod dét endnu mere stjerneklart. Naomi og Nataja på henholdsvis bas og trommer spillede begge suverænt, milimeter fra Noa. En næsten hårrejsende koncert, som jeg gerne havde set folde sig ud henover halvanden time, fremfor små 35 min.

★★☆☆

 

 

RETROCARLA på SPOT 17: HIGHLIGHTS

coll1 coll2 coll4 coll5 coll6

SPOT festival nærmer sig, og i år render jeg rundt og spiller smart i de Århusianske stræder. Jeg anmelder en række koncerter i løbet af dagene, og det glæder jeg mig til! Jeg har udvalgt de kunstnere, som jeg syntes står som nogle af de stærkeste på årets line-up – som i øvrigt er formidabelt. Bedre sent end aldrig.. gymnasiet river tænder ud i øjeblikket. Ses vi i Århus?

Soleima

soleima-pressefoto

Hvad: Organisk electro-pop, der klinger af soul og funk

Soleima er en af de mange, der for alvor har sparket røv i år. Hendes dabutalbum NO.14 udkom i April, og siden da har hun bl.a. optrådt ved Gaffa-prisen. Rider du på Scarlet Pleasure, Phlake og Liss bølgen, så skal du klart holde øje med den unge sangerinde.

Lyt til:

 

 Katinka

avatars-000180305228-ph33ju-t500x500

Hvad: Melankolsk indie-pop med elementer af folk

Katinka er efterhånden et mere end velkendt navn i den danske musikbranche, og det er ikke uden grund. Bandet kommer med noget, de andre ikke gør. Melankolien har sjældet klinget så skønt på dansk, som når Katinka skaber den. Katinkas ærlige tekstunivers er midtpunktet i musikken, og det er både skrøbeligt og stærkt på én og samme tid. Et band, der med det nye album stormer frem ad, og jeg vil næsten garantere dig en fremragende musikoplevelse på SPOT, hvis du tropper op til gratis Katinka koncert på lørdag.

 

Velvet Volume

velvet_volume_4x3_philip_hoefner_large

Hvad: Hårdtslående ROCK

De tre søstre er bestemt “ikke bare noget kvindeprodukt”, som de selv udtrykker det. Håret er rodet, øjenmakeuppen sort og en attitude der siger det meste. De er pisse-mothafucking-cool. Jeg håber vi ses til headbangs fredag!

 

Jærv

jaerv-billede

Hvad: electro-pop med kant og 80’er klang

JÆRV er et projekt mellem sanger Amanda Glindvad og producer Mathias Pedersen Smidt. De minimalistiske tekster, hiphoppede beats og Amandas smukke vokal, bliver nærmest symbiotisk. Et virkelig godt, nyt tiltag i dans electro-pop.

 

Jonah Blacksmith

jonah-blacksmith-e1474547099487

 Hvad: Moderne folk-musik

Smukke harmonier, fine budskaber og en munter banjo, er hvad der i mit hoved definere Jonah Blacksmith. Et folk band med skæg og sjæl. De ligner en flok familie-fædre, der befinder sig bedst ude i en skov i Thy. På trods af det, så hujer og klapper anmelderne på stribe, så noget siger mig, at jeg hellere må få fingeren ud og få oplevelsen med, når de gæster Århus musikhus lørdag.

 

   

Hovmodig komedie om relevante samfundstematikker

Father John Misty: Pure Comedy

Alternativ folk

★ ★ ★ ★ ★ ★ ★

 

Image result for father john misty

Josh Tillman, bedre kendt som Father John Misty, fik sit for alvor kommercielle gennembrud i 2015, med folk-udgivelsen I Love You Honeybear. D.4 April stod han klar med næste træk, albummet Pure Comedy.

Umiddelbart brød jeg mig ikke om albummet, da jeg først lyttede til det på udgivelsesdagen. En lang, tyk smøre af en simpel instrumental sammensætning, for meget vokal og de ironiske kommentarer til tidens måde at være menneske på. Det virkede overflødigt. Selv hans eget navn blev smidt i gryden, og hældt over med gylle og brok. Jeg lagde albummet på hylden, skuffet over de monotone melodier og tanken om, at det var netop dét kedelige landskab, han ville præsentere på Roskilde til juni.

Alligevel var der noget ved Josh Tillman’s vilde udtalelser i interviewene i bl.a. Gaffa, Rolling Stone og Pitchfork, der fik mig til at sætte det overflødige album på endnu engang, nu med spidsede ører. Om det var hans daglige LSD forbrug eller de dommedagsagtige vinkler han har på menneskeheden ved jeg ikke, men hans offentlige figur fik mig til at lytte efter.

Pure Comedy skal ikke ses som en musikalsk rar oplevelse, som forgængeren I Love You Honeybear, men derimod skal albummet ses som et større værk, som har langt mere kød på sig, end man umiddelbart skulle tro. Musikken hungrer efter større perspektiver, som rækker langt udover en god guitar eller en storladen lyd. De simple melodier provokerer, og han gør det bevidst.

Et værk, der sætter gang i nogle kødgryder, der oser af moralsk kaos, ambitioner, nedladende spytklatter og måske mest af alt; af Tillman’s egen selvynk. Tematikker, der rent musikalsk virker overflødige, men som kunstværk og samfundskommentar, fungerer tematikken og sproget originalt. I en tid, hvor musikken hungrer efter originalitet, kunne Father John Misty gå hen af blive en hel historisk sensation, med hans nytænkende komedie.

Albummet trækker tråde fra George Harrisons All Things Must Pass og en lyd der momentvis går i retning af den mystiske indie-queen, Lana Del Ray. Noget, de i øvrigt har tilfælles – mystikken, altså.

Et album, der virkelig skal opleves i sin helhed, og under ingen omstændigheder skæres i småstykker og fordeles ud i små playlister på spotify. Nu er jeg forventningsfuld, og ser bestemt frem til at opleve Pure Comedy live, på Roskilde festival til juni.

For første gang på bloggen tildeler jeg 7/7 stjerner. Det var jeg ikke i tvivl om, da først jeg lyttede efter 🙂

LYDEN AF ROSKILDE

 

coll3 coll1 coll2

Det lille Danmark er blevet lyst igen, og alle render rundt med softice-lyster. Det vidner om, at roskilde festival 2017 ligger tættere på, end som så. Jeg glæder mig vildt, og jeg syntes egentlig at programmet har foldet sig ud, pænt meget som jeg ønskede det. Et rigtig roskilde program, fuld af kontrast. Jeg har selvfølgelig samlet tre timers roskilde-lyd, som i kan lytte til, når eksamener og arbejdstimer inden de orange telte bliver hejst, syntes lidt for lange.

Særligt glæder jeg mig til The XX, Father John Misty, Savage Rose, Angel Olsen og selvfølgelig årets absolutte hjerteknuser, eks-forsanger for Ulige Numre, Carl Emil Petersen.

 

 

 

 

 

Aksglæde + Yune på Atlas

 På sådan en lun forårsaften i Århus, hvor alting dufter lidt af øl og ungdom, virkede det næsten oplagt at tage et smut forbi Atlas, til tre kvarters Aksglæde. 

 

Yune

 

Som opvarmning, spillede seksmandsbandet Yune. Drømmepop, om man vil. Et yderst velspillene ungt band, som instrumentalt fungerede exceptionelt godt, men vokalen forsvandt momentvis. Det var formentlig en blanding af den overdrevne rumklang og Atlas, der fortydende lyden, hvilket var enormt ærgerligt, da oplevelsen uden tvivl havde været en anden, hvis vokalen havde formået at trænge bedre igennem og ud til det lille publikum. Bandet lukkede sig inde i sig selv, og selvom det i igennem de første to numre virkede fint, blev det lidt for hurtigt et øjeblik de delte med hinanden, mere end de delte det med de få, der var troppet op for at opleve dem, inden Aksglæde gik på lidt i ti.

 

Aksglæde

★★ ★☆

Da Jacob Aksglæde og hans band trådte ind på scenen og startede deres set, opstod der nærmest en hel symbiose mellem denne forårsaften og den energiske dansksprogede popmusik, som passede umådeligt godt ind i de Århusianske omgivelser. Første del af sættet var jævnt, indtil hittet “Lille Tårbæktøs” for alvor brød isen mellem band og publikum, og skabte dynamik og liv i den lille sal, som efterhånden var halvt fyldt op af unge mennesker, som festligt bevægede sig tættere på scenen, i takt til de glade popmelodier.

Jacob Aksglædes vokal kunne langt mere, end jeg egentlig havde forventet live. Den akustiske “søerne”, kun med følge af guitar og trompet, stod i fin kontrast til den københavner-kække “Lille Tårbækstøs”. Her viste Aksglæde en ny, næsten nøgen side af sin vokal. Det var skrøbeligt, fint og næsten nervepirrende, men bestemt ikke så det gjorde noget. Et fint og nærmest poetisk sidespor, der ikke kun løftede vokalen men også understregede Jacob Aksglædes færdigheder som sangskriver. Efterfulgt af “Søerne”, kom “Skyernes Byer”. Et nummer, der for mig kimer af alt, jeg forbinder med Aksglæde, og det tror jeg ikke jeg var den eneste blandt publikum der syntes.

Coveret af Anne Linnets “Barndommens Gade” virkede fint, særligt efter det første omkvæd, hvor bandet virkelig formod at gøre sangen til deres egen, og den stod godt, igen, som et lille sidespor til det ellers kompakte set.

Resten af koncerten svandt væk hurtigere end ønsket, med en fin kombination af nye og gamle numre. Særligt “Svaghed i mit kød” stod stærkt, hvor saxofon og trompet fik lov til at skinne om kap med det melodiske omkvæd. I den sidste del af sættet, fik musikerne virkelig lov til at understrege, hvor velspillende et band de er. Stemningen blandt publikum var nær fatal, da Aksglæde takkede af, efter tre alt for korte kvarter.

Nogle gange er det de simple koncerter med få mennesker og store smil, der sætter sig fast på nethinden.

 

Sætliste:

Småtterier

Jeg Kan Lide Den Måde Du Græder På

Lille Tårbækstøs

Søerne

Skyernes Byer

Barndommens Gade (Anne Linnet cover)

Under Pres

Drømte Om Dig I Nat

Svaghed I Mit Kød

To Takter Fra Tinnitus

Næste Sommer

Fantomfølelser

 

   

Idolernes Idoler // Aksglæde om C.V. Jørgensen

I mit projekt, Idolernes Idoler, interviewer jeg en række danske kunstnere, om deres største inspirationskilder. Denne gang er det Aksglæde, der sætter ord på sine tanker og sit forhold til sanger og sangskriver, C.V. Jørgensen.

aks

Hvordan vil du beskrive C.V Jørgensen? C.V. Jørgensen er en historiefortæller, der har en helt unik føling med ord. Derudover kan han jo beskrives som en levende legende, der har fået en kæmpe stjernestatus i den danske musikhistorie. Både fordi hans tekster beskriver danskerne og det danske sind så lysende klart, men også fordi han er en nærmest mytisk person, der er sky og sjældent optræder i offentligheden. På den måde bliver han spændende, mystisk og dragende.

Hvordan har han haft indflydelse på din musik? Det er både hans tekster og farverne i hans musik, der inspirerer mig. Når jeg siger farverne, så mener jeg den vekselvirkning, der er mellem det melankolske og det positive i hans musik. Jeg elsker, at der er en dobbelttydighed i musikken, således at det hverken er 100 % melankolsk eller 100 % positivt, men at det er bittersødt. Det er noget, som man også kan høre i min musik.

Hans tekster er jo en helt kapitel for sig – ja, nærmest en hel bog for sig. Det er svært at pege på nogen anden dansk lyriker, der har sat et så stort mærke på dansk musik. Han er eminent til at zoome helt ind på dagligdagen i DK og pege på noget, som er helt åbenlyst, men få formår at synge om. ”Sommersøndag nationen ligger lig/ selv lå jeg på langs / da familien lagde vejen her forbi / hej hej bye bye ellers intet nyt…” Det er så enkelt, men noget som vi alle kender til. Og det er vel kernen i hans succes, at han formår at skrive om noget, som alle kan relatere til. Det er også det jeg prøver at gøre i mine tekster. Jeg skriver om situationer, som lytteren skal kunne sige ”Aaah, ja, det kender jeg godt”. Min opgave som lyriker er at sætte ord på ting, som lytterne ikke nødvendigvis kan, vil eller tør.  

Et særligt minde med C.V Jørgensen? Jeg ved ikke hvorfor, men i en årrække, hvor jeg boede sammen med min bedste ven, Jeppe, hørte vi altid C.V. Jørgensens sang ”Entertaineren” inden vi tog i byen. Det gav os et boost af energi, haha. Den virker stadig!

Jeg ser flere paralleller mellem C.V Jørgensens og din musik. Særligt, den måde i fremfører jeres tekster på. Sekvenser af ‘Jeg kan lide den måde du græder på’, er flere gange sammenlignet med C.V Jørgensens snakke-mentalitet. Er det noget du selv bider mærke i, eller er det ganske ubevidst? Ja, nu når du siger det, så kan jeg godt høre, at C.V. Jørgensen har været med til at forme min måde at synge på. Der er dog stadig en ret stor forskel på CV og min vokalmetode, da jeg også er inspireret af Nikolaj Nørlund og, tro det eller ej, Michael Jackson. Jeg stjæler fra de bedste og skaber mit eget udtryk.

Men det er nok ikke noget jeg gør bevidst. Det er bare sket, i og med at jeg har lyttet meget til disse kunstnere. Jeg samler indtryk fra 1000 steder, hvor C.V. Jørgensen er et af de steder. Det er jo også tydeligt, at C.V. Jørgensen har fundet inspiration hos Bob Dylan, der også snakker meget i sin musik. Jeg har dog ikke hørt meget Dylan, men man kan vel sige, at jeg, via CV, er indirekte inspireret af Dylan. Det, jeg prøver at sige, er, at musik og inspirationer er meget flydende og at man ikke entydigt kan pege på, hvor ideer og udtryk kommer fra. Men C.V. har da været en stor ledestjerne i min kunst.  

Hvis nu C.V kom og spurgte, om i to ikke skulle skrive en sang sammen, hvad ville den sang så handle om? Haha, tror det ville blive en melankolsk sommersang. Tror den ville handle om, at mig og CV åbner en isbar på Amager Strandpark. Så kan vi beskrive alle de forskellige og farverige typer, der kommer og skal have stillet deres istrang. Vi ville servicere den tatoverede skalle-per med bulldog i den ene hånd og en platinblond babe i den anden, førstegangsmoren der køber is til hele familien, der sidder og venter på tæppet længere nede på standen og det helt unge kærestepar, der tager på stranden for at kølne deres trang til at blive voksne.

C.V Jørgensen er mester i samfundskritiske tekster; er det noget, du selv kunne bevæge dig ud i? Det kommer an på, hvad man mener med samfundskritisk. For jeg kan godt finde på, at skrive tekster, der har kommentarer og betragtninger om, hvordan vi lever vores liv. Det synes jeg nemlig også, at CV er eminent til. Han kan beskrive hverdagslivet med skarpe billeder, uden at være fordømmende eller bedrevidende. Det synes jeg er smukt og noget som jeg også efterstræber i min kunst.

Jeg kunne dog aldrig finde på, at skrive politiske tekster. Jeg kan simpelthen ikke forså, hvorfor nogle kunstnere ser et kald i et blande sig i politik. Hvorfor skulle kunstnere have en særlig viden om politik og fordelingspolitik i forhold til en skolelærer eller bankmand?

Vi er jo musikere og kunstnere og har en specialviden herom. Det er mig en gåde, at nogle musikere stiller sig op og kritiserer politikere og deres politikker som om, at musikernes viden strækker sig længere end de 100 embedsmænd i ministerierne, der har brugt år på at gennemtænke lovene.

Som musiker og kunstner er det min opgave, at fortolke og beskrive samfundet og det liv, vi lever. Men det er IKKE min opgave at kommentere på specifik politik. Det er tværtimod min opgave at lade være. Det skyldes nemlig, at jeg har et talerør igennem tv, radio og andre medier, som giver mig en meget større stemme end den normale dansker – selvom den normale danskernes holdninger er lige så valide som mine – måske endda mere gennemtænkte. Så hvorfor skulle jeg have lov til at sprede mine holdninger om politik mere end de andre, bare fordi jeg er god til at skrive sange?

Det er forkert at tro, at bare fordi du har en megafon, så skal du sige noget i den. Det er tvært imod min holdning, at når du har en megafon, som mange kunstnere har, så skal du være meget påpasselig med at ytre dine holdninger omkring specifik politik, da dine holdninger kan påvirke lytterne uforholdsmæssigt meget, uden at du nødvendigvis har noget belæg for det, du ytrer dig om – i modsætning til politikere og andre samfundsdebattører, der bliver tjekket i hoved og røv for deres ytringer. Hvis du som kunstner skal ytre dig om specifikke politikker, så skal du altså have gennemanalyseret sagen ligeså meget, som politikerne og embedsmændene og andre debattører, der bliver taget seriøst. Ellers er det jo bare gratis ytringer og påstande. Hvis du tværtimod har brugt tid på at sætte dig ind i ting, så er det fair nok. Men jeg vil nu hellere bruge min tid på at skrive endnu bedre sange og endnu bedre tekster, og lade politik være op til dem der faktisk beskæftiger sig med politik. Og så stemmer jeg selvfølgelig, når jeg skal.

Så nej – synger ikke om politik, men gerne om samfundstendenser.

Det C.V Jørgensen album du har lyttet mest til, og hvorfor? Det er faktisk en af hans live-plader, der hedder ”Sange fra Scenen”. Den indeholder nogle af mine yndlingssange fra CV og så er de fortolket til liveudgaver med Aske Jacoby på guitar, der spiller helt magisk. Det er sukker for øregangen!  

En ting, C.V kan lære andre kunstnere? Han kan lære os andre, at man skal anse teksten, som et univers, der har uendelige muligheder. CV har en evne til at smage på ordene, lege med ordene, vende og dreje dem, således at teksten får et kæmpe liv og trækker lytteren ind i højtalen og ind i CVs egen verden. Hver gang jeg hører CV, kører der en indre film for mine øjne, der er vildt fascinerede, fordi han kan male billeder med ord, som jeg ikke har set før. Det er en evne, som få har, men som alle burde efterstræbe.

Lyt til Aksglæde:

 

 

 

Tre aktuelle singler // UGE 11

Foråret sniger sig ind på os, og det kan mærkes; Særligt når de nye singler flyver om ørene på en, og musikerne igen går ind i den evige jagt på spotlightet. Det èr virkelig forår.

Marts har allerede været begivenhedsrig på musikfronten. Særligt nyheden om bruddet i Ulige Numre, har knust en del musikglade ungdomshjerter – inklusivt mit eget. Nok om det.

Jeg har nuppet de tre mest aktuelle singler fra ugens løb.

Howling At The Moon / Esben Kronborg

esben-kronborg-pressefoto-dont-sit-down

Esben Kronborg udgav i sidste uge hans første single siden albummet A Multitude Of Things You  Can’t Rehearse, fra 2016. Denne gang er han tilbage, med en drømmende og sødladen melodi, der sniger sig ind og er hvad jeg vil kalde, en rocket pop-melodi. Esben Kronborg har tidligere fremstået en smule anonym, i det hans lyd ikke rummer originalitet eller personlig kant; det syntes jeg til gengæld at han i højere grad får lov at modbevise, på den nye single. Jeg er forventningsfuld.

 

Third of May (Odaigahara) / Fleet Foxes

Ny single fra Fleet Foxes udkom d. 10 marts. Ikke nok med det, har de også annonceret nyt albums, Crack-Up, der udkommer den 16. juni. Den næsten 9 minutter lange single, trækker tråde tilbage til folk-rødderne. Min første intuition var Crosby, Stills & Nash, grundet de gennemførte harmonier i første del af nummeret, hvor sangen efterfølgene kører hen af et drømmende sidespor, og udvikler et legende, næsten psykedelisk udtryk. En lyd, der umiddelbart passer det moderne folk-band enormt godt. Jeg tror man kan forvente helt nye dimensioner fra bandet.

 

Liv Før Død / Carl-Emil Petersen

Ulige Numre-frontmand går solo – hør Carl Emil Petersens debutsingle, ‘Liv før døden’

Blot to dage efter bruddet med Ulige Numre, sprang Carl-Emil Petersen ud som solo-artist, med singlen Liv Før Døden. Rock-fænomenet Carl Emil har vendt skuden og det lyder som om, han er gået i populærmusikkens fodspor. Nummeret handler om at have for høje forventninger til sig selv og faren ved af spejle sig i andres succes.  “Forventningerne overgår simpelthen hvad livet kan præstere. Så kan man pludselig ikke længere se det smukke for bare misundelse eller præstationsangst.”

På Danske Læber, Musikhuset Århus

Lenoard Cohen På Danske Læber, koncertanmeldelse, Tirsdag d. 7/3 2017.

En tirsdag aften i Århus musikhus, i selskab med de fornemeste danske musikere. En aften, der var et frisk pust i dansk musik og et glædeligt gensyn, med nogle af de gamle svingere. Nikolaj Nørlund har en fin sans, når det kommer til sammensætning af kunstnere. En cocktail af 16 forskellige musikere, med hver deres 5 minutter på scenen, var nær perfekt sammensat. Vildskab, skrøbelighed og klasse. Det musikalske niveau var langt højere, end jeg havde turdet håbe på, når koncertsalen skulle rumme både Bisse og Lars Lilholt, – ja, det kræver vel nærmest magi, at gøre det til en god oplevelse . Og magisk, det var det.

17267582_1352386901467100_2951211452309962752_n

Højdepunkterne på aftenen står tydeligt for mig. I første sæt stod Bisse stærkt, med Jeg Er Din Mand (I’m Your Man). Iført sit lille sorte net, kom han så godt som nøgen, vandrende ned gennem publikum med en rose oplyst af en lommelygte. Den lille mand var så opsigtsvækkende, af selv kunstnerne bag scenetæppet tittede ud. Bisse leverede en på alle måder overlegen scenepræsentation, med hans skæve udklædning og stærke vokal. Hvor de andre kunstnere blev løftet op af de dygtige musikere, formodede Bisse af vende konceptet om, og løftede både sin egen og bandets musikalitet med hans ekspressive optræden. Han gav uden tvivl, publikum et stykke af sig selv.

Katinka var også et højdepunkt på aftenen, da hun præsenterede sin version af Chelsea Hotel (Chelsea Hotel Nr.2). Med hendes rodede page, tussede arme og polka-prikkede bukser, sang hun hjertet ud, og der var ikke en finger at sætte på hendes præsentation. Der var langt mere kraft og power bag hendes stemme denne aften, end hvad hun ellers giver udtryk for, på hendes vante ukulele-melankolske melodier.

Blaue Blume kom på som de første efter pausen, med På Vejen Tilbage Til Dig (Coming Back to You).  Jonas Smiths vokalpræsentation – vil jeg vove at påstå – efterlod alle i salen med hjertebanken og stillestående trommehinder. Så smukt var det.

Derudover vil jeg gerne fremhæve Oh Land (Nanna Øland Fabricius), Carl Emil Petersen, Nikolaj Nørlund, Christian Hjelm og Claus Hempler, som alle leverede interessante og stærke fem minutter, som de nu engang havde på scenen.

Hvor koncerten kunne have strålet, var der alligevel enkelte, der fremstod som mere eller mindre kedelige med behov for fornyelse. Lise Westzynthius og Maria Laurette Friis stillestående version af Ved Den Mørke Flod (By the River Dark), Lars Lilholts Fugl På en Snor (Bird on a Wire) forekom ensartet og kedelig, og Ulla Henningsen med aftenens slutnummer, Lukketid (Closing Time), fremstod tyndt, fordi vokalen ikke helt levede op til aftenens høje niveau.

Til sidst vil jeg gerne fremhæve Nikolaj Nørlund for hans projekt, som formåede at sætte de unge talenter i nyt lys, og vise dem frem til resten af Danmark på aller fineste vis. Aftenens højdepunkter tilhørte uden tvivl de unge, som med deres personlige fortolkninger og enormt ekspressive vokaler, var dem, der i sidste ende stod stærkest i sættet. Man bliver helt rolig i hjertet, på fremtidens vegne.

  1. Intro – Nørlund og band (Tower of Song)

  2. Claus Hempler – Alle ved besked (Everybody Knows)

  3. Oh land – Til kærligheden er forbi (Dance me to The the end of love)

  4. Lars Lilholt – Fugl på en snor (Bird on a Wire)

  5. Christian Hjelm – Alexandra tabt (Alexandra Leaving)

  6. John Guldberg – Først tager vi Manhattan (First We Take Manhattan)

  7. Bisse – Jeg er din mand (I’m Your Man)

  8. Nikolaj Nørlund – Pergament Hotel (Paper Thin Hotel)

  9. Steffen Brandt/Tina Dickow – Halleluja (Hallelujah)

Pause

  1. Blaue Blume – På vejen tilbage til dig (Coming Back to You)

  2. Lise Westzynthius/Maria Laurette Friis – Ved den mørke flod (By the River Dark)

  3. Carl Emil Petersen – Barmhjertige søstre (Sisters of Mercy)

  4. Peter H. Olesen – Hvem i ilden (Who by Fire)

  5. Katinka – Chelsea Hotel (Chelsea Hotel No. 2)

  6. Niels Skousen – Miraklet (Waiting for the Miracle)

  7. Jens Unmack – Minder (Memories)

  8. Ulla Henningsen – Lukketid (Closing Time)