Hovmodig komedie om relevante samfundstematikker

Father John Misty: Pure Comedy

Alternativ folk

★ ★ ★ ★ ★ ★ ★

 

Image result for father john misty

Josh Tillman, bedre kendt som Father John Misty, fik sit for alvor kommercielle gennembrud i 2015, med folk-udgivelsen I Love You Honeybear. D.4 April stod han klar med næste træk, albummet Pure Comedy.

Umiddelbart brød jeg mig ikke om albummet, da jeg først lyttede til det på udgivelsesdagen. En lang, tyk smøre af en simpel instrumental sammensætning, for meget vokal og de ironiske kommentarer til tidens måde at være menneske på. Det virkede overflødigt. Selv hans eget navn blev smidt i gryden, og hældt over med gylle og brok. Jeg lagde albummet på hylden, skuffet over de monotone melodier og tanken om, at det var netop dét kedelige landskab, han ville præsentere på Roskilde til juni.

Alligevel var der noget ved Josh Tillman’s vilde udtalelser i interviewene i bl.a. Gaffa, Rolling Stone og Pitchfork, der fik mig til at sætte det overflødige album på endnu engang, nu med spidsede ører. Om det var hans daglige LSD forbrug eller de dommedagsagtige vinkler han har på menneskeheden ved jeg ikke, men hans offentlige figur kan mere end som så.

Pure Comedy skal ikke ses som en musikalsk rar oplevelse, som forgængeren I Love You Honeybear, men derimod skal albummet ses som et større værk, som har langt mere kød på sig, end man umiddelbart skulle tro. Musikken hungrer efter større perspektiver, som rækker langt udover en god guitar eller en storladen lyd. De simple melodier provokerer, og han gør det bevidst.

Et værk, der sætter gang i nogle kødgryder, der oser af moralsk kaos, ambitioner, nedladende spytklatter og måske mest af alt; af Tillman’s egen selvynk. Tematikker, der rent musikalsk virker overflødige, men som kunstværk og samfundskommentar, fungerer tematikken og sproget originalt. I en tid, hvor musikken hungrer efter originalitet, kunne Father John Misty gå hen af blive en hel historisk sensation, med hans nytænkende komedie.

Albummet trækker tråde fra George Harrisons All Things Must Pass og en lyd der momentvis går i retning af den mystiske indie-queen, Lana Del Ray. Noget, de i øvrigt har tilfælles – mystikken, altså.

Et album, der virkelig skal opleves i sin helhed, og under ingen omstændigheder skæres i småstykker og fordeles ud i små playlister på spotify. Nu er jeg forventningsfuld, og ser bestemt frem til at opleve Pure Comedy live, på Roskilde festival til juni.

   

LYDEN AF ROSKILDE

 

coll3 coll1 coll2

Det lille Danmark er blevet lyst igen, og alle render rundt med softice-lyster. Det vidner om, at roskilde festival 2017 ligger tættere på, end som så. Jeg glæder mig vildt, og jeg syntes egentlig at programmet har foldet sig ud, pænt meget som jeg ønskede det. Et rigtig roskilde program, fuld af kontrast. Jeg har selvfølgelig samlet tre timers roskilde-lyd, som i kan lytte til, når eksamener og arbejdstimer inden de orange telte bliver hejst, syntes lidt for lange.

Særligt glæder jeg mig til The XX, Father John Misty, Savage Rose, Angel Olsen og selvfølgelig årets absolutte hjerteknuser, eks-forsanger for Ulige Numre, Carl Emil Petersen.

 

 

 

 

 

Aksglæde + Yune på Atlas

 På sådan en lun forårsaften i Århus, hvor alting dufter lidt af øl og ungdom, virkede det næsten oplagt at tage et smut forbi Atlas, til tre kvarters Aksglæde. 

 

Yune

 

Som opvarmning, spillede seksmandsbandet Yune. Drømmepop, om man vil. Et yderst velspillene ungt band, som instrumentalt fungerede exceptionelt godt, men vokalen forsvandt momentvis. Det var formentlig en blanding af den overdrevne rumklang og Atlas, der fortydende lyden, hvilket var enormt ærgerligt, da oplevelsen uden tvivl havde været en anden, hvis vokalen havde formået at trænge bedre igennem og ud til det lille publikum. Bandet lukkede sig inde i sig selv, og selvom det i igennem de første to numre virkede fint, blev det lidt for hurtigt et øjeblik de delte med hinanden, mere end de delte det med de få, der var troppet op for at opleve dem, inden Aksglæde gik på lidt i ti.

 

Aksglæde

★★ ★☆

Da Jacob Aksglæde og hans band trådte ind på scenen og startede deres set, opstod der nærmest en hel symbiose mellem denne forårsaften og den energiske dansksprogede popmusik, som passede umådeligt godt ind i de Århusianske omgivelser. Første del af sættet var jævnt, indtil hittet “Lille Tårbæktøs” for alvor brød isen mellem band og publikum, og skabte dynamik og liv i den lille sal, som efterhånden var halvt fyldt op af unge mennesker, som festligt bevægede sig tættere på scenen, i takt til de glade popmelodier.

Jacob Aksglædes vokal kunne langt mere, end jeg egentlig havde forventet live. Den akustiske “søerne”, kun med følge af guitar og trompet, stod i fin kontrast til den københavner-kække “Lille Tårbækstøs”. Her viste Aksglæde en ny, næsten nøgen side af sin vokal. Det var skrøbeligt, fint og næsten nervepirrende, men bestemt ikke så det gjorde noget. Et fint og nærmest poetisk sidespor, der ikke kun løftede vokalen men også understregede Jacob Aksglædes færdigheder som sangskriver. Efterfulgt af “Søerne”, kom “Skyernes Byer”. Et nummer, der for mig kimer af alt, jeg forbinder med Aksglæde, og det tror jeg ikke jeg var den eneste blandt publikum der syntes.

Coveret af Anne Linnets “Barndommens Gade” virkede fint, særligt efter det første omkvæd, hvor bandet virkelig formod at gøre sangen til deres egen, og den stod godt, igen, som et lille sidespor til det ellers kompakte set.

Resten af koncerten svandt væk hurtigere end ønsket, med en fin kombination af nye og gamle numre. Særligt “Svaghed i mit kød” stod stærkt, hvor saxofon og trompet fik lov til at skinne om kap med det melodiske omkvæd. I den sidste del af sættet, fik musikerne virkelig lov til at understrege, hvor velspillende et band de er. Stemningen blandt publikum var nær fatal, da Aksglæde takkede af, efter tre alt for korte kvarter.

Nogle gange er det de simple koncerter med få mennesker og store smil, der sætter sig fast på nethinden.

 

Sætliste:

Småtterier

Jeg Kan Lide Den Måde Du Græder På

Lille Tårbækstøs

Søerne

Skyernes Byer

Barndommens Gade (Anne Linnet cover)

Under Pres

Drømte Om Dig I Nat

Svaghed I Mit Kød

To Takter Fra Tinnitus

Næste Sommer

Fantomfølelser

 

   

Idolernes Idoler // Aksglæde om C.V. Jørgensen

I mit projekt, Idolernes Idoler, interviewer jeg en række danske kunstnere, om deres største inspirationskilder. Denne gang er det Aksglæde, der sætter ord på sine tanker og sit forhold til sanger og sangskriver, C.V. Jørgensen.

aks

Hvordan vil du beskrive C.V Jørgensen? C.V. Jørgensen er en historiefortæller, der har en helt unik føling med ord. Derudover kan han jo beskrives som en levende legende, der har fået en kæmpe stjernestatus i den danske musikhistorie. Både fordi hans tekster beskriver danskerne og det danske sind så lysende klart, men også fordi han er en nærmest mytisk person, der er sky og sjældent optræder i offentligheden. På den måde bliver han spændende, mystisk og dragende.

Hvordan har han haft indflydelse på din musik? Det er både hans tekster og farverne i hans musik, der inspirerer mig. Når jeg siger farverne, så mener jeg den vekselvirkning, der er mellem det melankolske og det positive i hans musik. Jeg elsker, at der er en dobbelttydighed i musikken, således at det hverken er 100 % melankolsk eller 100 % positivt, men at det er bittersødt. Det er noget, som man også kan høre i min musik.

Hans tekster er jo en helt kapitel for sig – ja, nærmest en hel bog for sig. Det er svært at pege på nogen anden dansk lyriker, der har sat et så stort mærke på dansk musik. Han er eminent til at zoome helt ind på dagligdagen i DK og pege på noget, som er helt åbenlyst, men få formår at synge om. ”Sommersøndag nationen ligger lig/ selv lå jeg på langs / da familien lagde vejen her forbi / hej hej bye bye ellers intet nyt…” Det er så enkelt, men noget som vi alle kender til. Og det er vel kernen i hans succes, at han formår at skrive om noget, som alle kan relatere til. Det er også det jeg prøver at gøre i mine tekster. Jeg skriver om situationer, som lytteren skal kunne sige ”Aaah, ja, det kender jeg godt”. Min opgave som lyriker er at sætte ord på ting, som lytterne ikke nødvendigvis kan, vil eller tør.  

Et særligt minde med C.V Jørgensen? Jeg ved ikke hvorfor, men i en årrække, hvor jeg boede sammen med min bedste ven, Jeppe, hørte vi altid C.V. Jørgensens sang ”Entertaineren” inden vi tog i byen. Det gav os et boost af energi, haha. Den virker stadig!

Jeg ser flere paralleller mellem C.V Jørgensens og din musik. Særligt, den måde i fremfører jeres tekster på. Sekvenser af ‘Jeg kan lide den måde du græder på’, er flere gange sammenlignet med C.V Jørgensens snakke-mentalitet. Er det noget du selv bider mærke i, eller er det ganske ubevidst? Ja, nu når du siger det, så kan jeg godt høre, at C.V. Jørgensen har været med til at forme min måde at synge på. Der er dog stadig en ret stor forskel på CV og min vokalmetode, da jeg også er inspireret af Nikolaj Nørlund og, tro det eller ej, Michael Jackson. Jeg stjæler fra de bedste og skaber mit eget udtryk.

Men det er nok ikke noget jeg gør bevidst. Det er bare sket, i og med at jeg har lyttet meget til disse kunstnere. Jeg samler indtryk fra 1000 steder, hvor C.V. Jørgensen er et af de steder. Det er jo også tydeligt, at C.V. Jørgensen har fundet inspiration hos Bob Dylan, der også snakker meget i sin musik. Jeg har dog ikke hørt meget Dylan, men man kan vel sige, at jeg, via CV, er indirekte inspireret af Dylan. Det, jeg prøver at sige, er, at musik og inspirationer er meget flydende og at man ikke entydigt kan pege på, hvor ideer og udtryk kommer fra. Men C.V. har da været en stor ledestjerne i min kunst.  

Hvis nu C.V kom og spurgte, om i to ikke skulle skrive en sang sammen, hvad ville den sang så handle om? Haha, tror det ville blive en melankolsk sommersang. Tror den ville handle om, at mig og CV åbner en isbar på Amager Strandpark. Så kan vi beskrive alle de forskellige og farverige typer, der kommer og skal have stillet deres istrang. Vi ville servicere den tatoverede skalle-per med bulldog i den ene hånd og en platinblond babe i den anden, førstegangsmoren der køber is til hele familien, der sidder og venter på tæppet længere nede på standen og det helt unge kærestepar, der tager på stranden for at kølne deres trang til at blive voksne.

C.V Jørgensen er mester i samfundskritiske tekster; er det noget, du selv kunne bevæge dig ud i? Det kommer an på, hvad man mener med samfundskritisk. For jeg kan godt finde på, at skrive tekster, der har kommentarer og betragtninger om, hvordan vi lever vores liv. Det synes jeg nemlig også, at CV er eminent til. Han kan beskrive hverdagslivet med skarpe billeder, uden at være fordømmende eller bedrevidende. Det synes jeg er smukt og noget som jeg også efterstræber i min kunst.

Jeg kunne dog aldrig finde på, at skrive politiske tekster. Jeg kan simpelthen ikke forså, hvorfor nogle kunstnere ser et kald i et blande sig i politik. Hvorfor skulle kunstnere have en særlig viden om politik og fordelingspolitik i forhold til en skolelærer eller bankmand?

Vi er jo musikere og kunstnere og har en specialviden herom. Det er mig en gåde, at nogle musikere stiller sig op og kritiserer politikere og deres politikker som om, at musikernes viden strækker sig længere end de 100 embedsmænd i ministerierne, der har brugt år på at gennemtænke lovene.

Som musiker og kunstner er det min opgave, at fortolke og beskrive samfundet og det liv, vi lever. Men det er IKKE min opgave at kommentere på specifik politik. Det er tværtimod min opgave at lade være. Det skyldes nemlig, at jeg har et talerør igennem tv, radio og andre medier, som giver mig en meget større stemme end den normale dansker – selvom den normale danskernes holdninger er lige så valide som mine – måske endda mere gennemtænkte. Så hvorfor skulle jeg have lov til at sprede mine holdninger om politik mere end de andre, bare fordi jeg er god til at skrive sange?

Det er forkert at tro, at bare fordi du har en megafon, så skal du sige noget i den. Det er tvært imod min holdning, at når du har en megafon, som mange kunstnere har, så skal du være meget påpasselig med at ytre dine holdninger omkring specifik politik, da dine holdninger kan påvirke lytterne uforholdsmæssigt meget, uden at du nødvendigvis har noget belæg for det, du ytrer dig om – i modsætning til politikere og andre samfundsdebattører, der bliver tjekket i hoved og røv for deres ytringer. Hvis du som kunstner skal ytre dig om specifikke politikker, så skal du altså have gennemanalyseret sagen ligeså meget, som politikerne og embedsmændene og andre debattører, der bliver taget seriøst. Ellers er det jo bare gratis ytringer og påstande. Hvis du tværtimod har brugt tid på at sætte dig ind i ting, så er det fair nok. Men jeg vil nu hellere bruge min tid på at skrive endnu bedre sange og endnu bedre tekster, og lade politik være op til dem der faktisk beskæftiger sig med politik. Og så stemmer jeg selvfølgelig, når jeg skal.

Så nej – synger ikke om politik, men gerne om samfundstendenser.

Det C.V Jørgensen album du har lyttet mest til, og hvorfor? Det er faktisk en af hans live-plader, der hedder ”Sange fra Scenen”. Den indeholder nogle af mine yndlingssange fra CV og så er de fortolket til liveudgaver med Aske Jacoby på guitar, der spiller helt magisk. Det er sukker for øregangen!  

En ting, C.V kan lære andre kunstnere? Han kan lære os andre, at man skal anse teksten, som et univers, der har uendelige muligheder. CV har en evne til at smage på ordene, lege med ordene, vende og dreje dem, således at teksten får et kæmpe liv og trækker lytteren ind i højtalen og ind i CVs egen verden. Hver gang jeg hører CV, kører der en indre film for mine øjne, der er vildt fascinerede, fordi han kan male billeder med ord, som jeg ikke har set før. Det er en evne, som få har, men som alle burde efterstræbe.

Lyt til Aksglæde:

 

 

 

Tre aktuelle singler // UGE 11

Foråret sniger sig ind på os, og det kan mærkes; Særligt når de nye singler flyver om ørene på en, og musikerne igen går ind i den evige jagt på spotlightet. Det èr virkelig forår.

Marts har allerede været begivenhedsrig på musikfronten. Særligt nyheden om bruddet i Ulige Numre, har knust en del musikglade ungdomshjerter – inklusivt mit eget. Nok om det.

Jeg har nuppet de tre mest aktuelle singler fra ugens løb.

Howling At The Moon / Esben Kronborg

esben-kronborg-pressefoto-dont-sit-down

Esben Kronborg udgav i sidste uge hans første single siden albummet A Multitude Of Things You  Can’t Rehearse, fra 2016. Denne gang er han tilbage, med en drømmende og sødladen melodi, der sniger sig ind og er hvad jeg vil kalde, en rocket pop-melodi. Esben Kronborg har tidligere fremstået en smule anonym, i det hans lyd ikke rummer originalitet eller personlig kant; det syntes jeg til gengæld at han i højere grad får lov at modbevise, på den nye single. Jeg er forventningsfuld.

 

Third of May (Odaigahara) / Fleet Foxes

Ny single fra Fleet Foxes udkom d. 10 marts. Ikke nok med det, har de også annonceret nyt albums, Crack-Up, der udkommer den 16. juni. Den næsten 9 minutter lange single, trækker tråde tilbage til folk-rødderne. Min første intuition var Crosby, Stills & Nash, grundet de gennemførte harmonier i første del af nummeret, hvor sangen efterfølgene kører hen af et drømmende sidespor, og udvikler et legende, næsten psykedelisk udtryk. En lyd, der umiddelbart passer det moderne folk-band enormt godt. Jeg tror man kan forvente helt nye dimensioner fra bandet.

 

Liv Før Død / Carl-Emil Petersen

Ulige Numre-frontmand går solo – hør Carl Emil Petersens debutsingle, ‘Liv før døden’

Blot to dage efter bruddet med Ulige Numre, sprang Carl-Emil Petersen ud som solo-artist, med singlen Liv Før Døden. Rock-fænomenet Carl Emil har vendt skuden og det lyder som om, han er gået i populærmusikkens fodspor. Nummeret handler om at have for høje forventninger til sig selv og faren ved af spejle sig i andres succes.  “Forventningerne overgår simpelthen hvad livet kan præstere. Så kan man pludselig ikke længere se det smukke for bare misundelse eller præstationsangst.”

På Danske Læber, Musikhuset Århus

Lenoard Cohen På Danske Læber, koncertanmeldelse, Tirsdag d. 7/3 2017.

En tirsdag aften i Århus musikhus, i selskab med de fornemeste danske musikere. En aften, der var et frisk pust i dansk musik og et glædeligt gensyn, med nogle af de gamle svingere. Nikolaj Nørlund har en fin sans, når det kommer til sammensætning af kunstnere. En cocktail af 16 forskellige musikere, med hver deres 5 minutter på scenen, var nær perfekt sammensat. Vildskab, skrøbelighed og klasse. Det musikalske niveau var langt højere, end jeg havde turdet håbe på, når koncertsalen skulle rumme både Bisse og Lars Lilholt, – ja, det kræver vel nærmest magi, at gøre det til en god oplevelse . Og magisk, det var det.

17267582_1352386901467100_2951211452309962752_n

Højdepunkterne på aftenen står tydeligt for mig. I første sæt stod Bisse stærkt, med Jeg Er Din Mand (I’m Your Man). Iført sit lille sorte net, kom han så godt som nøgen, vandrende ned gennem publikum med en rose oplyst af en lommelygte. Den lille mand var så opsigtsvækkende, af selv kunstnerne bag scenetæppet tittede ud. Bisse leverede en på alle måder overlegen scenepræsentation, med hans skæve udklædning og stærke vokal. Hvor de andre kunstnere blev løftet op af de dygtige musikere, formodede Bisse af vende konceptet om, og løftede både sin egen og bandets musikalitet med hans ekspressive optræden. Han gav uden tvivl, publikum et stykke af sig selv.

Katinka var også et højdepunkt på aftenen, da hun præsenterede sin version af Chelsea Hotel (Chelsea Hotel Nr.2). Med hendes rodede page, tussede arme og polka-prikkede bukser, sang hun hjertet ud, og der var ikke en finger at sætte på hendes præsentation. Der var langt mere kraft og power bag hendes stemme denne aften, end hvad hun ellers giver udtryk for, på hendes vante ukulele-melankolske melodier.

Blaue Blume kom på som de første efter pausen, med På Vejen Tilbage Til Dig (Coming Back to You).  Jonas Smiths vokalpræsentation – vil jeg vove at påstå – efterlod alle i salen med hjertebanken og stillestående trommehinder. Så smukt var det.

Derudover vil jeg gerne fremhæve Oh Land (Nanna Øland Fabricius), Carl Emil Petersen, Nikolaj Nørlund, Christian Hjelm og Claus Hempler, som alle leverede interessante og stærke fem minutter, som de nu engang havde på scenen.

Hvor koncerten kunne have strålet, var der alligevel enkelte, der fremstod som mere eller mindre kedelige med behov for fornyelse. Lise Westzynthius og Maria Laurette Friis stillestående version af Ved Den Mørke Flod (By the River Dark), Lars Lilholts Fugl På en Snor (Bird on a Wire) forekom ensartet og kedelig, og Ulla Henningsen med aftenens slutnummer, Lukketid (Closing Time), fremstod tyndt, fordi vokalen ikke helt levede op til aftenens høje niveau.

Til sidst vil jeg gerne fremhæve Nikolaj Nørlund for hans projekt, som formåede at sætte de unge talenter i nyt lys, og vise dem frem til resten af Danmark på aller fineste vis. Aftenens højdepunkter tilhørte uden tvivl de unge, som med deres personlige fortolkninger og enormt ekspressive vokaler, var dem, der i sidste ende stod stærkest i sættet. Man bliver helt rolig i hjertet, på fremtidens vegne.

  1. Intro – Nørlund og band (Tower of Song)

  2. Claus Hempler – Alle ved besked (Everybody Knows)

  3. Oh land – Til kærligheden er forbi (Dance me to The the end of love)

  4. Lars Lilholt – Fugl på en snor (Bird on a Wire)

  5. Christian Hjelm – Alexandra tabt (Alexandra Leaving)

  6. John Guldberg – Først tager vi Manhattan (First We Take Manhattan)

  7. Bisse – Jeg er din mand (I’m Your Man)

  8. Nikolaj Nørlund – Pergament Hotel (Paper Thin Hotel)

  9. Steffen Brandt/Tina Dickow – Halleluja (Hallelujah)

Pause

  1. Blaue Blume – På vejen tilbage til dig (Coming Back to You)

  2. Lise Westzynthius/Maria Laurette Friis – Ved den mørke flod (By the River Dark)

  3. Carl Emil Petersen – Barmhjertige søstre (Sisters of Mercy)

  4. Peter H. Olesen – Hvem i ilden (Who by Fire)

  5. Katinka – Chelsea Hotel (Chelsea Hotel No. 2)

  6. Niels Skousen – Miraklet (Waiting for the Miracle)

  7. Jens Unmack – Minder (Memories)

  8. Ulla Henningsen – Lukketid (Closing Time)

 

   

Umiddelbar forårsglæde

TÅRN: Velkommen Indenfor

Dansksproget indierock

★ ★ ★ ★ ☆ ☆ ☆ 

Image result for TÅRN velkommen indenfor

Tårn slog for alvor igennem i 2016, med debutalbummet Ud Af Mit Vindue. På under et år har meget ændret sig, for det lille band. Frontfigur og bassist Asger Nordtorp er ikke længere en del af bandet, som nu står tilbage som trio, med Erik Apollo som frontfigur. 

Velkommen Indenfor er et kompakt album, der indeholder ti solide numre. Der er ikke meget slinger i valsen, i løbet af de knap 40 minutters musik. TÅRN er et band, der efter debutalbummet, tydeligvis har prøvet af finde sig selv igen. De hungrer efter at bevise; og på det motivationsgrundlag, er der kommer 10 uslebne, rå numre. Velkommen indenfor er ikke nær så detaljerigt eller dybegående som forgængeren, men mere forudsigelig og sammentømret. Musikken er umiddelbar, og meget ligetil. Foråret springer ud i ørene på en, i takt med den styrende guitar og Apollos svævende vokal. Men på trods af, at der er en god guitar, gode tekster og god melodisk sammenhæng, mangler albummet originalitet. Musikken falder ned i mængden af alle de andre dansksprogede indie-pop/rock plader med søde, hverdags-romantiske tekster og en god guitar. Det bliver ganske simpelt, alt for ordinært. Der er absolut intet nyt over Velkommen Indenfor. Samme elementer, som alle andre 70’er inspirerede indie-bands trækker på for tiden.

Om det er tiden eller kreativiteten der har været knap, skal jeg ikke kunne sige, men der mangler noget dybde. Et godt, solidt album, med mangel på finesse og nye retningslinjer.


 

 

 

 

Lyden af MARTS #01

Sange der gynger i up-come havet, amerikanske konger og gamle hymner, der endnu engang bryder jordoverfladen, i takt med vintergækken og foråret. 

Related image

Ballad of the Dying Man: Father John Misty

Rosilde 17′ lurrer et sted derude. Det sammen gør Father John Misty, som i år er aktuel på orange scene. Det var lige præcis, hvad roskilde manglede. Kongen af dagens folk rock, udgav i februar fire singler. Heribland Ballad of the Dying Man, som umiddelbart er højdepunktet blandt de fire. Josh Tillman er en særdeles selvoptaget fyr, som med humoren i behold, forbereder sig på at dø. Lyt selv efter.

Er Du Med?: TÅRN

Tårn er bandet, der i 16′ slog igennem med albummet Ud Af Mit Vindue. Nu er de danske indie-drenge tilbage med andet album, Velkommen indenfor. Det er noget af en fart bandet sætter for dagen. To albums, på lige knap et år. 2016 har så og sige været et tumult år for TÅRN, der startede året ud som forgyldt firkløver, til nu at være trio. Højdepunktet på værket er værd at nævne, nemlig Er Du Med? En rå, knap så sleben lyd fra bandet, der tilsynladene ikke lader sig slå ud.

Honey: Cancer

Cancer er aktuelle med deres nye album Totem, hvorpå mange smukke sange indgår. Højdepunktet må være Honey. På bare 2 minutter og 57 sekunder, rammer Cancer en melodisk nerve. Det tostemmige omkvæd graver sig ind under huden, og sætter sig fast som en sukkertrang. Der er noget sindssygt fængende over Vonsild og Finnes stemmer. Det varme og nærværende, op mod det soulede og smukke. Dryppende måneskins-melankoli.

Border Line: King Krule

For at blive i melankoliens navn. King Krule banker på min hjerneskal et par gange om året. Albummet 6 Feet Beneath The Moon, udgav Archy Marshall i 2013, under Navnet King Krule. An old soul in tight skin, som the Guardian beskrev ham, i en anmeldelse dengang. Hans lyd er alt fra r&b og darkwave, til soul, funk endda jazz. Det hele på en gang, os så alligevel slet ikke. Sangene er som grove skitser af sort kul. Sange, der kræver dedikation og opmærksomhed, og som er svære at omfavne af ord. Lyt til Border line.

My Darling: Naja Rosa

Savage Rose-darlingen Naja Rosa er slemt undervurderet. Hendes album The Place I Call Home fra 2012, har langt mere potentiale, end hvad det er blevet gjort til. Numre som My Daling og It Might Be Too Late, viser hvor stærk en sangskriver, Naja Koppel rent faktisk er. Sange, der rummer en helt anden mentalitet end hvad Savage Rose byder på, og sikke det klæder hende. Det er næsten absurd, at pladen ikke har fået mere opmærksomhed. Det er forbandet lækkert, fuld af nerve og sjæl.

Real Estate – Darling

Vel nok den underligste musikvideo jeg endnu har set i 2017.

   

Idolernes Idoler // Katinka om Conor Oberst

I mit nye projekt, Idolernes Idoler, interviewer jeg en række danske kunstnere, om deres største inspirationskilder. Denne gang er det Katinka, der sætter ord på sit forhold til musikeren, Conor Oberst.

Related image

Hvordan vil du beskrive Conor Oberst? Han synger ikke perfekt, han spiller heller ikke vildt godt på guitar, men ordene og følelserne kommer ud på den helt rigtige måde. Sangene er fantastisk poetiske, billedskabende og intelligente, som for eksempel ” There’s money lenders inside the temple That circus tiger’s going to break my heart Something so wild turned into paper If you love me, then that’s your fault”. Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg høre den sang.

Dit første minde med hans musik? Mit første minde med Conor Oberst var med hans band Bright Eyes, og jeg kan sagtens huske fornemmelsen. Det var min storebror der spillede én af hans sange på sin guitar. Sangen startede med stroferne ”This is the first day of my life”, og så var jeg solgt. Det var de første sang jeg lærte på guitar selv, den er naiv, klog og poetisk. Den gør det, som jeg altid selv søger efter i min egen sangskrivning, det skal være tilgængeligt og lukke lytterne ind, men samtidig må der gerne være flere lag i teksten, så man kan dykke ned i ordene og mærke nye ting, som du ikke så først.

Conor Obersts seneste album udgav han i oktober, med albumtitlen Ruminations (grublen eller dvælen ved en situation eller oplevelse.) I gør begge brug af melankoli, og bruger ruminationer gennemgående i jeres tekster. Er melankoli eller ruminationer et stærkt virkemiddel i en tekst og hvorfor? Melankoli og dvælen giver mulighed foren stor detalje rigdom, hvor der er ro til at få kigget på de små ridser i lakken, og det er tit der, jeg finder poesien. Det er ikke i horisonten, men i sprækkerne og fejlene. Men jeg er også en dvæle-konge, det skulle ikke undre mig, hvis jeg en dag døde under overskriften ”død ved dvælning”

Har du, ud af hans fire udgivelser, et favorit album? Hvis ja, hvorfor netop det? Åh gud, det er jo svært at vælge, for der er ikke noget, der er dårligt. Men jeg vil nok sige, hans første album, der bare hedder ”Conor Oberst”, det er lidt country inspireret, men det er fantastiske melodier og historier.

Før Conor Oberst gik solo, var han frontfigur i bandet Bright Eyes. Er det et band du har et særligt tilhørsforhold til, eller er det mere Conor Oberst som solo-artist der inspirerer dig? Jeg er meget knyttet både til Conor Oberst og Bright Eyes, på mange måder kan man sige, det er lidt af det samme, for det er ham der skriver sangene i begge projekter, der beskæftiger sig med samme emner bare med to forskellige udtryk. Conor Oberst er ekstremt produktiv, og det er jeg bare så pisse glad for, da mange af mine andre yndlings kunstnere og bands enten er døde eller splittet op.

Har Conor Oberst påvirket din egen musik? Hvis ja, hvordan? Min musik er meget påvirket af Conor Oberst både bevidst og ubevist. Jeg er meget inspireret af hans ærlighed og skrøbelighed. Han er ikke bange for at virke sårbar eller nærmest ynkelig i nogle af sangene. Han synger om at være maniodepressiv og være indlagt på et hospital, men gør det på en meget poetisk måde, som jeg ser meget op til.

Forestil dig, at Conor Oberst ringede til dig og insisterede på, at du og han skulle indspille et covernummer, af en helt særlig sang. Hvilken sang ville du helst have han havde valgt, og hvorfor?Jeg tror gerne, jeg ville synge ”Child´s Song” af Tom Rush med Conor Oberst. Sangen handler om et ”barn”, der flytter hjemmefra og derfor siger farvel til sine forældre og sit gamle liv. Det er en meget melankolsk sang, men meget stærk. Jeg tror, at Conor (ja, nu er vi på fornavn!) og jeg kunne synge den ret fint, den er simpel og bliver båret af en fantastisk tekst.  Jeg hørte den meget, da jeg selv flyttede hjemmefra, og jeg græd ret meget til den, fordi jeg havde lidt hjemve.

En ting, Conor Oberst, kan lære andre kunstnere? Man gå godt synge grimt eller svagt, hvis det passer til ordene og stemningen. Det handler ikke altid om at lyde perfekt, nogle gange er det uperfekte, det der gør musik spændende.

 

Top fem DANSKE albums anno 2016

5: Navneløs – LAVA

Navneløs udgav deres andet album, LAVA i marts; den svære to’er, og så alligevel ikke. LAVA er blevet kastet rundt i bokseringen af kritikerne, på godt og på ondt. Et album med et overflødigt drømmende lydbillede, men med de momentvis magiske momenter, trækker albummet bandet op i helt nye højder. Ind imellem fumler den luftige ’art-pop’ sig vejen frem og ind i en symbiose, der forbinder det instrumentale med Lin Rosenbeck vokal, for så at ende ud i en strøm af flyvsk magi. Momenter, der understreger hvor Navneløs vil hen med deres sofistikerede lyd-univers. Hverdags-lyrikken skaber en kontrast til det flyvske, og gør musikken relevant og enormt nutidig. Noget, der i min optik, er Navneløs specialitet. Der hviler noget oldnordisk over det lille orkester, som skinner igennem i Lins luftige vokal og de små ord, der sætter sig fast i nethinden. »Har du tømt dine lommer for smuld? Saml det op! Tag det med! Tag dig sammen!« Et album der, trods alle de overflødige, lidt ufokuserede kompositioner, byder på noget, jeg ikke har kunne glemme.

4: Katinka – Lufthuller

Katinka kunne for nylig gå hjem med en steppeulv, og kalde sig Årets Håb. En titel, den 23’årige sangerinde i den grad har levet op til. Hun udgav i foråret  EP’en LUFTHULLER.  En række digte, hun efterfølgende har sat ukulele og melodi til. Katinka er en af de få, der får de dystre hverdagsbilleder til at klinge smukt og ærligt, uden det bliver en grød af selvynk. Hun kredser om en øm og hudløs melankoli, som ukulelen indrammer og understreger netop det, der er kernen i musikken; poesien. Nogle gange er det de simpleste midler der skal til, før musikken går op i en højere enhed.

3: Nikolaj Nørlund & Copenhagen Philharmonic Orchestra – Villa


Nørlund er en musiker, der kender sine svagheder. Derfor er det særligt stort, når netop Nørlund vælger at arbejde sammen med det 25 mand store Copenhagen Philharmonic Orchestra på pladen Villa. En ny kvalitet. Et album, spækket af melankoli og længsel. Nørlund, i en helt ny værktøjskasse.

2:Agnes Obel – Glass Citizen


Glass Citizen, må for mit vedkommende, være årest overraskelse. Jeg havde forventet mindre sirlighed og mere simpel klaver-melodi. Glass Citizen er flyvsk og ufokuseret. Tidens overflade af glas folder sig ud, gennem en mangfoldig stemmeføring og en kontrastfyldt komposition. Udover de ualmildeligt gode kompositioner, kan og vil teksterne også mere end tidligere, med deres nutidige tematikker og spøjse vinkler. Agnes Obel må være af et særligt begavet stof.

1: Folkeklubben – Slå Flint


Året helt store, danske succes. Et solidt album, der dufter af dansk jord, vesterhav og københavn på en sommerdag. Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmul Dall er uden tvivl spillemænd helt ud i lillefingeren, og noget siger mig, at de tre københavnere har spidset øre til lyden af de gamle, danske 70’er helte; Kim Larsen, Benny Holst og Sebastian. Der er noget folkeligt, noget rødt og hvidt over Folkeklubbens dansksprogede rock-univers, som ikke slipper nethinden. Coveret af Benny Holst klassikeren Blomsten og vasen, understreger albummets folkelige retning, sammen med deres hyldest til Torben Ulrich, Det perfekte slag. Et tidsløst album, der godt kunne gå hen og blive en af vor tids klassikere. Man ka’ i hvert fald håbe!

Idolernes idoler // TÅRN om Radiohead

I mit nye projekt, Idolernes Idoler, interviewer jeg en række danske kunstnere, om deres største inspirationskilder. Denne gang er det Erik Apollo, forsanger i det dansksprogede indie rock band Tårn, der beskriver hans og bandets forhold til engelske Radiohead.

Image result for tårn band

Hvordan vil i beskrive Radiohead? Som et dybt hypnotiserende band, hvis årelange musikalske udvikling gør dem til et meget fascinerende bekendtskab. De har altid været mestre i at udstille skrøbelighed med en enorm dybde. Det er meget smukt.

Kan i huske, hvornår i/du lyttede til eller oplevede Radiohead for første gang? Det har været omkring samme tid, da vi opdage Kashmir. Det gik hurtigt op for os at de også lyttede til Radiohead 🙂

Er det udelukket musikken der inspirerer jer, eller også menneskerne bag? Medlemmerne i Radiohead har altid været meget private, og selvom Thom Yorke i de senere år er gået meget ind i klimadebatten, vil det nok altid være musikken som tryllebinder os. Thom Yorke har dog noget helt særligt over sig.

Har Radiohead påvirket jer som band, hvis ja, hvordan? Uden tvivl. Deres musik bliver ofte nævnt i øvelokalet og i studiet som en reference. Både ift. sound, valg af instrumenter og deres dynamiske tilgang til musikken.

Specifikke Radiohead numre, som i holder særligt af? Hele OK Computer og In Rainbows. Geniale plader.

Èn ting, Radiohead kan lære andre kunstnere (inkl. jer selv?) At omfagne lysten til at udvikle sig og forevigt stræbe efter originalitet.

Jeres musik ligger genremæssigt i en anden bolgade end Radioheads drømmende art-rock. Hvordan kan noget så langt fra jeres egen musik, alligevel have sat spor? Gør det det? Det synes vi ikke nødvendigvis. Vi er inspireret af navne som Radiohead, The Beatles, Neil Young, The Doors, Foxygen, Mac Demarco og Father John Misty bare for at nævne nogle få. Vores musikalitet er et resultat af dem allesammen. Vi spiller bold, hvor det passer os. Det vil man kunne høre, hvis man lytter godt efter.

Hvis i som band skulle sammenligne jer med Radiohead, hvilke ligheder og uligheder står så stærkest? Vi improviserer helt klart mere end de gør live til gengæld minder vi måske lidt om Radiohead, hvis man lytter efter den dynamiske vifte som vi viser, især til vores koncerter.

Hvis i skulle udvælge ét album med Radiohead som ville blive spillet overalt i verden netop nu, hvilket skulle det så være, og hvorfor?  Måske Amnesiac, bare for at fucke med verdensbefolkningen! Det kunne være interessant at fodre dem med noget som rusker i deres verdensbillede.

 

Lyt til TÅRNS nye single, Du tror, Du ser.