Leonard Cohen i nye, symbolske animationer

161017_r28842_rd

I feel blue, får jeg lyst til at synge. Eller skrige, eftersom vi nærmer os d.7 november, årsdagen for Leonard Cohen’s farvel.

Fine illustrationer, der rummer tematikker og symbolikker fra Cohen’s sidste album, You Want It Darker. Et album der cirkulerer om døden og kærligheden til en elskerinde, der måske, måske ikke er en metafor for gud, kommer til udtryk, mens Cohen vandrer, fri som en fugl, henover sin by.

   

“Verdens bedste sang”, sunget af The Tallest Man On Eath

the-tallest-man-on-earth

Jeg sad og youtubede den, da jeg stødte på dette lille guldkorn, som jeg syntes jeg ville dele med jer, på sådan en efterårs-aften, som det nu engang er, når det ikke længere hedder august.

Kristian Matsson, bedre kendt som The Tallest Man On Earth, har i år trukket sig fra udgivelser og koncerter. I stedet har han anskaffet sig et kamera, hvorpå han filmer helt rå demoer. Nye numre og covernumre. Han har produceret en lille serie, ”The Light in Demos”, der indehlder tre afsnit med tre forskellige demoer. I tredje og sidste afsnit, fortolker han Joni Mitchell’s hitnummer fra 69, Both Sides Now. Verdens bedste sang, ifølge den højeste mand på jorden. Jeg syntes han gør det ganske spektakulært.

Tre nyanskaffede vinyler

Mine tre nyeste skiver. Vidt forskellige men omtrent lige medrivende alle tre.

Folkeklubben – Slå Flint(2016)

Image result for slå flint folkeklubben

Folkeklubben kommer med lige præcis dét, danskerne har manglet. Slå Flint er et album, der appellerer til folket med dets poetiske, dansksprogede univers. Folkelig og nostalgisk rockmusik. Et nutidigt 70’er album, der bestemt har manglet i min samling, og som uden tvivl har en personlig plads i mit indre musik-arkiv. Endnu bedre er det, at alle bandmedlemmerne har skrevet autografer og “Til Retrocarla fra Vinylklubben” udenpå coveret. Ahhh. Den skive er jeg sku glad for!

Neil Young – Harvest(1972)

Image result for neil young harvest

Jeg husker tydeligt, første gang jeg lyttede til Harvest. En sommerdag nogle år tilbage, i et tog på vej til Odense. Toget kørte gennem en masse grønne træer og landskaber, mens jeg lyttede mig vej gennem albummet. De træer flyver stadig forbi min nethinde, når jeg sætter pladen på i dag. Der var nok en opfordring fra min far, der havde vækket min interesse for albummet, for jeg var herligt upåvirket af Neil Young’s andre solo-plader. Efterfølgene var jeg så vild med albummet, af jeg dykkede ned i resten af hans repertoire. Det kan godt være, at kritikerne mener at After The Gold Rush er højdepunktet på Young’s karriere, og at Harvest gjorde ham til den kedelige singer-songwriter han tildels er i dag. Måske er der noget om snakken, men Harvest er uden tvivl ikke ‘bare en anden Neil Young LP’. Hans vokal er særligt smuk på netop Harvest, og vel nærmest skønsang. Flere af numrene giver mig stadigvæk myrepatter – særligt Old Man, Words(Between The Lines Of Age) og selvfølgelig Neil Young’s største hit of all time – Heart Of Gold der er ligefrem hjertegribende. Country-rock der er så behagelig og smuk, at det forekommer mig ganske umuligt at starte albummet, uden at lytte det til ende.

Father John Misty – Pure Comedy(2017)

Image result for pure comedy cover

Et album jeg efterhånden har nævnt en snes gange, bl.a. i min anmeldelse af albummet, som du kan læse her. Et album der krævede min tid, før jeg virkelig forstod konceptet med de poppede melodier og absurde, nærmest bizarre tekster. Jeg oplevede J. Tillman for første gang live på årets Roskilde Festival, da han optrådte med Pure Comedy på orange scene, ifølge af en hær af blæsere og et imponerende scene setup. Der var øjeblikke hvor alt forkom mig kæmpe stort og kompliceret, mens andre øjeblikke var spinkle og noget så simple. Og det er præcis hvad Mr. Tillman har ønsket med pladen. Det bliver først rigtig storslået, når man virkelig giver slip på irritationen over hans mørke solbriller og generelt ego-centrerede fremtræden, og begynder at sætte sig ind i hans univers. Et univers der emmer af symbolikker, hverdags-metaforer og provokerende kommentarere til normerne. “You’re a star now, baby, so dry your tears – You’re just like them – Wake on up from the nightmare”. Som han selv siger det, så handler Pure Comedy om alt det, Tillman egentlig ikke burde sige, men som han – netop af den grund – ikke kan lade værre med at sige. Et album jeg gerne vil kalde et koncept album; et måske moderne svar på Pink Floyd’s The Wall, eller er det at gå for langt? Jeg tror bare jeg lader den ligge der.

   

Big Dogs Don’t Bark

www.creativeboysclub.com

Sommeren er snart forbi. Eller rettere, sommerferien er. Det føltes som om, at alle de oplevelser jeg sukkede efter tilbage i foråret er spurtet forbi mig, og jeg nåede på ingen måde at suge alt det ud af øjeblikkene, som jeg havde ønsket. Ikke et ord blev skrevet i mit anmelderhæfte i løbet af roskilde. Ikke ét. Tilgengæld blev den mudrede oplevelse der noget så usympatisk spurtede forbi mig i noget der føltes som små sekunder, lagret i én stor masse af øjebliksbilleder i form af stemninger, uslippelige musikoplevelser i følge af lugten af øl og cigaretter. Hold kæft hvor var det godt. Sådan helt ind i benet godt.

Kl 02.00 spillede The XX på orange. Halvvejs inde i sættet begyndte det at støvregne. Lysshowet fik de små perler oppefra til at skinne som sølvglimmer. Da de første toner fra Jamie XX’s hitnummer Loud Places skyllede ind over publikum, opstod den der berygtede orange symbiose et sted inde bag brystbenet hos de fleste, vil jeg påstå. For fanden hvor skulle jeg have skrevet den anmeldelse.

Jeg har lyttet til tonsvis af musik og kloge ord, og i den grad brugt timer på at fordybe mig, men uden lysten til at videregive noget de seneste måneder. Jeg tror på, at den tavse fordybelse i et emne inden man begynder at bjæffe, er langt vigtigere end den egentlige videregiven efterfølgende. Når jeg anmelder et album eller hører en koncert, som jeg lytter til med henblik på at videregive og bedømme oplevelsen, mister jeg også lidt af fordybelsen. Nu har jeg taget revance på det udsagn.

FEM gange har jeg sat mig ned og startet på min liste, 10 greatest albums of all time. Fem forskellige dokumenter. Papirspild, havde jeg nær skrevet. Tak til word og onenote, for god sake. Ellers havde jeg vel nok været en værre træfælder med alle mine virtuelt sammenkrøllede notater. Tilbage til listen; Et projekt jeg ville have færdig inden skolestart. En pæn, gennemtænkt liste over de albums, jeg selv betegner som de 10 bedste, nogensinde. Med fortællinger om mit tilhørsforhold til musikken og selvfølgelig en masse stjerner, toppet med guldglimmer og røde hjerter i velour. Ej okay.

Jeg kunne slet ikke. Kan slet ikke. Hver gang jeg sætter mig ved tasterne, så stopper jeg efter et par minutter i frygt for forøget hjertebanken, fordi min uduelige og fuldkommen latterlige præstationsangst tager over. Hvornår må man sætte sig ned og lave en liste over de 10 bedste albums. Kan jeg overhovedet tillade mig at vurdere enorme værker og endda stable dem over og under hinanden. Musik, som gennem årtier har været vendt og drejet og vejet og vurderet hos de absolut klogeste hoveder. Men selvfølgelig må jeg det. Det føltes bare så skide beskidt, af en eller anden grund. Men kun fordi, at jeg deler det offentligt og fordi jeg ved, at der kommer til at sidde nogle hoveder derude, som ved langt mere end mig, som slet ikke er enige. Det får mit hjerte til at slå lidt hurtigere end hvad sundt er, og så kommer jeg til at bide mine negle alt for langt ned og bruge kaffebrygning som en overspringshandling lidt oftere, end jeg burde.

Når det ikke længere føltes så beskidt, så skriver jeg den altså. For når jeg så mange gange har været nødsaget til at smide mine virtuelle notater i min virtuelle skraldespand, så begynder selvtilliden altså at krakelere lidt. En revne hist og her, som langsomt sniger sig ind på mig. Det føltes som en neglerod der gør så ondt, at mine sætninger bliver tågede og ufokuserede. Jeg har ligesom indset, at jeg er gået ind i en vaske ægte skriveblokade. Ja, nok ikke udelukkende på grund af den skide liste, men den har nu nok en finger med i spillet.

Nåh ja, det føltes nu alligevel meget rart ikke at præstere, med at lade andre om arbejdet og dykke ned i arkiver, som jeg aldrig har opdaget før, fordi min egen præstation skyggede for den del i min hjerne som er fornuftig nok til at sige mig, at det nok er lidt vigtigere at suge til sig, end det er at slynge det ene efter det andet ud i verden, hvis ikke det har noget på sig.

Min far fortalte mig på et tidspunkt om et citat, der lyder sig; “Big dogs don’t bark”. Det har jeg lært noget af, denne sommer. Ikke fordi jeg er nogen big dog, for jeg bjæffer nok mere end hvad godt er, men når alt kommer til alt, vil jeg da hellere – rent metaforisk set – være en st. bernard end en chihuahua.

Det var det. Og klap på skulderen til dig, som læste helt her til. Jeg ved ikke hvad det var, men et eller andet skulle der altså stå, havde jeg besluttet.

Bliv klogere på musikken, mens dine ben bliver brune

Sommeren byder på meget godt, men også på utålmodige solbadningssessioner, rejsetimer, tidsfordriv på roskilde eller ligesom jeg, lange timer med at male hus. Podcast er løsningen på brune ben. Og så er det gratis!

His Bobness af Mikkel Falk Møller m. gæsteværter

Image result for bob dylan 2016

På Dr Podcast ligger der fem afsnit af halvanden timer hver, der gennemgår den moderne Dylan. De blev lavet i forbindelse med hans to danske koncerter i foråret, og prisen som nobelvinder 2016. Der bliver set bort fra det ellers så omtalte repetuoir fra 60-70-80, og i stedet kredset om hans senere udvikling. Hans værker gennem de sidste tyve år. Vært er Mikkel Falk Møller, der sammen med udvalgte Dylan-fans kommer ind på sangstemmen, teksterne, koncerterne, Dylan som arbejdsgiver og Dylan med de unge. Blandt gæsteværterne findes bl.a. Nikolaj Nørlund, Carl Emil Petersen og Kjartan Arngrim (frontfigur i Folkeklubben). Det er nørdet, kritisk og kommer ind på mange sjove og spøjse sider af musikgeniet. Hver især har de egne personlige oplevelser og indtryk. Jeg har malet mange strøg til deres kloge ord, efterhånden. Du kan downloade Dr podcast som app på din telefon, og lytte når som helst.

Lyt på dr.dk lige her.

 ALBUM af Kristian Leth og Ralf Christensen

Kristian Leth er en stor inspiration for mig, og jeg er virkelig benået over, at hans så ofte deler ud af sine tanker om musik gennem radio. I supplement er Ralf Christiensen, og selvom de to i virkeligheden er ret ueninge om meget musik, og flere gange ryster hoved af hinanden verbalt, når navne som George Michael eller Ryan Adams dukker op, supplere de hinanden godt, og kommer med indspark, som står i kontrast til modparten.

ALBUM gennemgår et album af gangen, bryder det op og analyserer tekst og musik. De fortæller om personlige historier og eget tilhørsforhold til pladen, og det er virkelig en fornøjelse. Jeg syntes det er særligt fedt, fordi de har udvalgt ti vidt forskellige albums, der ligger i meget forskellige retninger og tidsaldre. Jeg har ikke lyttet til alle ti talks endnu, men dem jeg har, har været virkelig lærerige og underholdene at lytte til. De taler – igen – udfra en nørdet og kritisk synspunkt, men med et blink i øjet og stort kærlighed til musikken og dens historier. Man får lyst til at blande sig og blende ind i snakken.

Jeg har virkelig fået nye perspektiver på plader, jeg har lyttet meget til, og måske haft en helt anden opfattelse af, end den, de to garvede fortæller om. Jeg kan særligt anbefale deres gennemgang af Radiohead’s svendestykke, OK Computer, Abba’s Gold og selvfølgelig, Pink Floyd(eller skulle man sige Roger’s?) The Wall.

Lyt til ALBUM lige her.

Tre albums fra guldgruben #01

Albums, jeg lytter igennem flere gange månedligt og som syntes ikke at ville slippe taget i mig. Disse tre skiver har efter mange lyt, hver fået en plads i den lille guldgrube, hvor kun de absolut bedste værker lagres. De sidder ligesom klistret fast et sted bag mine frontallapper, som en del af min lange liste over fremragende albums, som jeg i virkeligheden burde få tatoveret langs rygsøjlen, for aldrig at glemme. Lige i overkanten, måske.

James Blake – James Blake (2011)

Image result for james blake james blake

Det rene og uploerede, i kontrast til de bearbejdede elektroniske fragmenter har en magisk virkning på mig. James Blake er fronfigur i sin genre, og jeg er endnu ikke stødt på én, der nærmer sig Blake’s opfindsomhed i sine abstrakte, soulede kompositioner. James Blake, debutalbummet, er hans svendestykke; Et mesterværk der tryllebinder. Han sætter alt virkelighed i stå og følger alle sanser et sted hen, hvor intet kan bunde. Mine knæ bliver slappe og mit hoved svæver langt væk, så snart tonerne fra Measurements, To Care(For You) eller hans populære cover af Feists, Limit To Your Love rammer min øregang. Sikke et værk.

Queen Of Denmark – John Grant (2010)

Image result for queen of denmark album

John Grants første værk, blev hans vej ud af misbrug og selvmordsforsøg. Eller trofæet for, at han havde fundet en vej ud. Teksterne kredser derfor om hans ringe kår som skabshomo, et splintrende parforhold og hans opvækst i et hjem, der var dybt religiøst. Pompøs 70’er rock, der med sit bløde, drømmende udtryk er både cute og kantet. Allerede i 2010, var der et kækt glimt i øjet og ironiske kommentarer at skimte. Noget, han virkelig har gjort brug af på de senere udgivelser. Albummet minder på mange måder om Father John Mistys nyeste udgivelse, Pure Comedy (læs anmeldelse). Særligt melankolien, de storladne arrangementer og ironien ligger tæt op af John Grant. De kunne i øvrigt være spændende, hvis de to slog pjalterne sammen om et nummer eller to, engang. Særligt holder jeg har numrene Marz, Caramel og selvfølgelig titelnummeren Queen Of Denmark.

Folkeskoletider – Telestjernen(2016)

Telestjernen er danmarks måske mest oversete sangskriver overhovedet. Et par fremragende anmeldelser bliver smidt efter ham i ny og næ, og det er det. Folkeskoletider er et godt miks af Folkeklubben og Gasolin. Gode melodier, gode historier og et sprog, der klinger af melankoli på smukkeste danske vis. Telestjernens hverdags-grubleriske univers går tilbage til hans egen tid som folkeskoleelev, men kredser også om livet som folkeskolelærer. Med Dorthe Gerlach og Allan Olsen som medvokaler, et glimt i øjet, talent for historiefortælling og gode melodier, er Folkeskoletider og Telestjernen strøget ind i mit musikhjerte – vel næsten på højde med Gasolins Gør Det Noget. Folkeskoletider er uden lige et mesterligt rockalbum, og så er det på dansk.

   

Katinka fortolker Sort Sol

Hej igen. Det er en måneds tid siden, jeg sidst har skrevet. Mangel på motivation og tid, oven i en uigennemtrængelig skriveblokade, som jeg vist er på den anden side af nu. Ikke helt uigennemtrængelig, åbenbart.

Jeg kunne ikke lade være med at sætte mig til tasterne, da jeg lyttede til Katinkas version af Sort Sols “Let Your Fingers Do The Walking”, som i øvrigt er et nummer jeg holder meget af. Mit hjerte blev blødt, og at hun vælger at fortolke en sådan dansk klassiker, siger ikke så lidt.

De seneste år har der været en bølge af ny musik, der helt åbenlyst giver sig hen til de ældre klassikere. Et glimrende eksempel er Nørlund projektet “På Danske Læber” (læs anmeldelse), hvor gamle swingere som Claus Hempler, Jens Unmack, Lars Lilholt og Ulla Henningsen blev løftet af nyere navne, heriblandt Carl Emil Petersen, Katinka og Bisse. Nørlund var også manden, der fik Ulige Numre frem i lyset, og producerede deres to første plader. Det er tydeligt, at de nye navne læner sig op af de garvede, og helt åbenlyst lader sig inspirere.

Der er virkelig andet end dreamy indie-techno og slavisk popmusik derude. Jeg forestiller mig, at navne som Bisse, Katinka, Blaue Blume, Carl Emil P bliver dem, vi om 30 år taler om som vi taler om Sort Sol, C.V Jørgensen, Lis Sørensen, og Gnags. Det er fedt at være vidne til. Ny dansk musik brager derudaf, i øjeblikket. Jeg er forhåbningsfuld!

SPOT 2017: LØRDAG

Eftersom jeg fredag endte min nat ud med at løbe 500 gange gennem kongrescenteret til musikhuset, for så at løbe tilbage til kongrescenteret og forfra, var min lørdag lidt baldret. Jeg lagde min taske med computer og alle noter fra koncerterne fra mig i en tom CCS-sal, for så at opdage at den var væk, da salen var fuld af fest og mennesker, og jeg selv var på vej mod banegården omkring midnat, for at nå det sidste tog. Tasken var selvfølgelig ikke til at finde, før jeg havde løbet rundt og panikket så længe, at det smittede lidt af på min lørdag. Jeg fandt den senere i en bar i kongrescenteret. Derfor fik jeg heller ikke hørt helt så meget, som planlagt. Sådan er det bare nogen gange at være Carla med kuller. MEN fire koncerter og et foredrag, var altså hvad det blev til lørdag. Her er et uddrag af to koncerter fra lørdag.

Katinka, Spot ROYAL, Århus Å

katinka

Katinka var uden tvivl veloplagte og glade lørdag formiddag, da de startede deres lille optræden over Århus Å. En scene-ide som garanteret er topfed for kunstnerne, men chancen for god lyd og god udsigt var ligesom lidt slået til jorden. I hverfald for mit vedkommende. Forsanger og sangskriver Katinka Bjerregaard havde fødselsdag, og det var publikum hurtige til at fange, da de hyldede hende med fødselsdagssang der strakte sig udover åen, og spredte en formidabel stemning. Sættet bestod af nye som gamle sange, særligt Idioter og Det Er Noget Du Har Bestemt fungerede godt, og havde sådan en kraft, at musikkvaliteten trodsede lydkvaliteten. Pludselig sprang en guitarstreng, og så stod Katinka der, tvunget til at snakke sig ud af en situation, der hurtigt var gået hen og blevet akavet for alle parter. Heldigvis snoede hun sig nemt ud af den suppedas, og det blev en hyggelig og intim lille stund. Katinka Bjerregaard har en ganske særlig indlevelse i musikken, og det kom særligt til udtryk live, da hun med sit nærmest dyriske udtryk, virkeligt formåede at få det bedste ud af omstændighederne. Guitarist Simon Aks spillede sprælsk og levende, hvilket står godt til det ofte melankolske univers. Jeg havde nok hellere set Katinka i store sal i musikhuset, fordi der uden tvivl var mange nuancer og lydoplevelser, som publikum ikke fik med. Til gengæld var der solskin, fællessang og meget trængt, hvilket også har sin charme. Vaske ægte festivalstemning.

★☆☆☆

Jonah Blacksmith, Musikhuset, Store Sal

Folk var forventningsfulde og stemningen hyggelig, allerede før de populære thyboere gik på. Scenen var indrettet med gulvtæpper, lamper og et stort gevir hængende fra loftet. De havde, bogstavelig talt, taget et stykke af Thy med ind i Musikhuset. Da bandet gik på, var der straks god kontakt til publikum, som alle virkede klar på både dans, fællessang og de mere stillestående numre med sjæl og detaljevirvar, som krævede et opmærksomt øre. Fortællingen om bedstefar var et vendepunkt i koncerten, som gik lige i hjertet på Århusianerne. Jeg spottede flere blanke øjne i den fyldte sal. Herefter spillede de mere frit og legende, de turde tage chancer og de sigende blikke mellem musikanterne voksede. Det var som om at sav, guitar, de to trommesæt, banjoen og forsanger Simon Alstrups bløde stemme gik op i en højere enhed, som smeltede sammen med den hyggelige sommerhus-stemning fra scene-setuppet og med publikum, som bare lod sig rive med. Der er ingen tvivl om, at der venter Århus flere fortællinger om bedstefar og røverhistorier fra Thy.

★★★☆

 

SPOT 2017: FREDAG

Med en god madpakke i tasken og en sikker, struktureret plan over de kommende dage (som selvfølgelig skulle vise sig ikke at holde stik), drog jeg fredag eftermiddag mod min fødeby, Århus. Forventningsfuld og med solskin i ryggen, gik jeg ned mod Radar, for at opleve første punkt på dagsordenen: Nanna Bech

Nanna Bech – Radar

nanna-b

Radar var ideelt for Nanna Bech og hendes fire musikanter på henholdsvis cello, violin, keys og kor. Småt og intimt, som Radar hurtigt bliver, når der er godt fyldt op. Publikum var fascinerede og helt stille, allerede fra første sang. Alle spidsede ører, for ikke at misse en eneste af de fine nuancer i Nanna Bech vokal. Det var tydeligt, at bandet gjorde brug af hinandens færdigheder, og samspillet mellem dem var harmonisk og virkelig godt; man følte deres samhørighed og fælles indlevelse i musikken. De var nærmest forløsende, med så velfungerende og afslappede musikanter. Lidt sniksnak om indianer-drømme, bedste-veninden der gik i seng med ham, hun elskede og om hvordan hun, et sted i Norge, brød sin skriveblokade ved -rent metaforisk- af smide ærkefjenden udover fjeldende var fint, men jeg ville hellere have hørt et nummer mere, i bytte for et par af historierne. Efter de første numre, dukkede der pludselig noget nyt op, i det ellers spinkle og nuttede udtryk: en stortromme og brutale tekster om eksen. Musikken fik puls og kant, som stod i god kontrast til alt det pæne. En ærlig og velspillet koncert, som bød på blodige overraskelser og fine melodier. Ærgerligt, at de ikke spillede i mere end 30 min. Jeg var gerne blevet.

★★☆☆

Mono Mono – Musikhuset, Filuren

monomono

Mono Mono lagde hårdt ud, uden overhovedet at interagere med publikum forinden. Trods det høje niveau og detalje-viviar, var musikken stadigvæk legende og flyvsk. Baggrunds scenografien smeltede sammen med musikken, og jeg fik lyst til at lukke øjnene og bare have filmen kørende på nethinden. Karolines jazzede sax stod i dødlækker kontrast til de elektroniske beats og var en god ice-breaker, da sangene begyndte at smelte sammen i øret. Publikum var uden lige forført af stemningen og musikernes indlevelse i musikken, men den magi der kunne være opstået mellem Mono Mono og den halvt fyldte sal, opstod aldrig. Måske lå bandets fokus på at fremføre de nye sange, mere end det lå på at interagere med publikum, og gøre dem en del af de fede rytmer.

★★☆☆☆

Velvet Volume – Scandinavian Congress Center

velvetvolume

Det var som om, at det var netop de tre piger, som alle i SCC havde ventet på hele aftenen. De gik på scenen med kæmpe overskud og en vild energi, som straks spredte sig ud i hele salen – og det er altså ikke så lidt. Det er skønt, at tre unge piger holder fast i den musik, som virkelig fanger dem, og ikke lader sig føre med strømmen af alle de nye tendenser. Tung rock bliver ungdommenliggjort og løftet op, når den bliver fremvist som Velvet Volume-søstrene forår af gøre det. De to frontfigurer, Noa og Naomi kører hårdt derudaf, med duet efter duet. Vokalerne klinger i to vidt forskellige retninger, den ene pige-poppet, den anden rocket og tør. Noa Lachimi står stærkest i min erindring: hun kan noget med en guitar. Efter den overdådige solo, stod dét endnu mere stjerneklart. Naomi og Nataja på henholdsvis bas og trommer spillede begge suverænt, milimeter fra Noa. En næsten hårrejsende koncert, som jeg gerne havde set folde sig ud henover halvanden time, fremfor små 35 min.

★★☆☆

 

 

   

RETROCARLA på SPOT 17: HIGHLIGHTS

coll1 coll2 coll4 coll5 coll6

SPOT festival nærmer sig, og i år render jeg rundt og spiller smart i de Århusianske stræder. Jeg anmelder en række koncerter i løbet af dagene, og det glæder jeg mig til! Jeg har udvalgt de kunstnere, som jeg syntes står som nogle af de stærkeste på årets line-up – som i øvrigt er formidabelt. Bedre sent end aldrig.. gymnasiet river tænder ud i øjeblikket. Ses vi i Århus?

Soleima

soleima-pressefoto

Hvad: Organisk electro-pop, der klinger af soul og funk

Soleima er en af de mange, der for alvor har sparket røv i år. Hendes dabutalbum NO.14 udkom i April, og siden da har hun bl.a. optrådt ved Gaffa-prisen. Rider du på Scarlet Pleasure, Phlake og Liss bølgen, så skal du klart holde øje med den unge sangerinde.

Lyt til:

 

 Katinka

avatars-000180305228-ph33ju-t500x500

Hvad: Melankolsk indie-pop med elementer af folk

Katinka er efterhånden et mere end velkendt navn i den danske musikbranche, og det er ikke uden grund. Bandet kommer med noget, de andre ikke gør. Melankolien har sjældet klinget så skønt på dansk, som når Katinka skaber den. Katinkas ærlige tekstunivers er midtpunktet i musikken, og det er både skrøbeligt og stærkt på én og samme tid. Et band, der med det nye album stormer frem ad, og jeg vil næsten garantere dig en fremragende musikoplevelse på SPOT, hvis du tropper op til gratis Katinka koncert på lørdag.

 

Velvet Volume

velvet_volume_4x3_philip_hoefner_large

Hvad: Hårdtslående ROCK

De tre søstre er bestemt “ikke bare noget kvindeprodukt”, som de selv udtrykker det. Håret er rodet, øjenmakeuppen sort og en attitude der siger det meste. De er pisse-mothafucking-cool. Jeg håber vi ses til headbangs fredag!

 

Jærv

jaerv-billede

Hvad: electro-pop med kant og 80’er klang

JÆRV er et projekt mellem sanger Amanda Glindvad og producer Mathias Pedersen Smidt. De minimalistiske tekster, hiphoppede beats og Amandas smukke vokal, bliver nærmest symbiotisk. Et virkelig godt, nyt tiltag i dans electro-pop.

 

Jonah Blacksmith

jonah-blacksmith-e1474547099487

 Hvad: Moderne folk-musik

Smukke harmonier, fine budskaber og en munter banjo, er hvad der i mit hoved definere Jonah Blacksmith. Et folk band med skæg og sjæl. De ligner en flok familie-fædre, der befinder sig bedst ude i en skov i Thy. På trods af det, så hujer og klapper anmelderne på stribe, så noget siger mig, at jeg hellere må få fingeren ud og få oplevelsen med, når de gæster Århus musikhus lørdag.

 

Hovmodig komedie om relevante samfundstematikker

Father John Misty: Pure Comedy

Alternativ folk

★ ★ ★ ★ ★ ★ ★

 

Image result for father john misty

Josh Tillman, bedre kendt som Father John Misty, fik sit for alvor kommercielle gennembrud i 2015, med folk-udgivelsen I Love You Honeybear. D.4 April stod han klar med næste træk, albummet Pure Comedy.

Umiddelbart brød jeg mig ikke om albummet, da jeg først lyttede til det på udgivelsesdagen. En lang, tyk smøre af en simpel instrumental sammensætning, for meget vokal og de ironiske kommentarer til tidens måde at være menneske på. Det virkede overflødigt. Selv hans eget navn blev smidt i gryden, og hældt over med gylle og brok. Jeg lagde albummet på hylden, skuffet over de monotone melodier og tanken om, at det var netop dét kedelige landskab, han ville præsentere på Roskilde til juni.

Alligevel var der noget ved Josh Tillman’s vilde udtalelser i interviewene i bl.a. Gaffa, Rolling Stone og Pitchfork, der fik mig til at sætte det overflødige album på endnu engang, nu med spidsede ører. Om det var hans daglige LSD forbrug eller de dommedagsagtige vinkler han har på menneskeheden ved jeg ikke, men hans offentlige figur fik mig til at lytte efter.

Pure Comedy skal ikke ses som en musikalsk rar oplevelse, som forgængeren I Love You Honeybear, men derimod skal albummet ses som et større værk, som har langt mere kød på sig, end man umiddelbart skulle tro. Musikken hungrer efter større perspektiver, som rækker langt udover en god guitar eller en storladen lyd. De simple melodier provokerer, og han gør det bevidst.

Et værk, der sætter gang i nogle kødgryder, der oser af moralsk kaos, ambitioner, nedladende spytklatter og måske mest af alt; af Tillman’s egen selvynk. Tematikker, der rent musikalsk virker overflødige, men som kunstværk og samfundskommentar, fungerer tematikken og sproget originalt. I en tid, hvor musikken hungrer efter originalitet, kunne Father John Misty gå hen af blive en hel historisk sensation, med hans nytænkende komedie.

Albummet trækker tråde fra George Harrisons All Things Must Pass og en lyd der momentvis går i retning af den mystiske indie-queen, Lana Del Ray. Noget, de i øvrigt har tilfælles – mystikken, altså.

Et album, der virkelig skal opleves i sin helhed, og under ingen omstændigheder skæres i småstykker og fordeles ud i små playlister på spotify. Nu er jeg forventningsfuld, og ser bestemt frem til at opleve Pure Comedy live, på Roskilde festival til juni.

For første gang på bloggen tildeler jeg 7/7 stjerner. Det var jeg ikke i tvivl om, da først jeg lyttede efter 🙂

LYDEN AF ROSKILDE

 

coll3 coll1 coll2

Det lille Danmark er blevet lyst igen, og alle render rundt med softice-lyster. Det vidner om, at roskilde festival 2017 ligger tættere på, end som så. Jeg glæder mig vildt, og jeg syntes egentlig at programmet har foldet sig ud, pænt meget som jeg ønskede det. Et rigtig roskilde program, fuld af kontrast. Jeg har selvfølgelig samlet tre timers roskilde-lyd, som i kan lytte til, når eksamener og arbejdstimer inden de orange telte bliver hejst, syntes lidt for lange.

Særligt glæder jeg mig til The XX, Father John Misty, Savage Rose, Angel Olsen og selvfølgelig årets absolutte hjerteknuser, eks-forsanger for Ulige Numre, Carl Emil Petersen.